Om René Clausen Nielsen

Musik-, menneskerettigheds- og sportsinteresseret sociolog, historisk samfundsanalytiker, social softwarerådgiver og internetresearcher. Intet mindre. Mest af alt dog hjemmegående husfar. I Maputo, Mozambique.

De Afrikanske Lege 2011 i Maputo

Ok, ærligt. Jeg aner ikke hvad det hedder på dansk. De Afrikanske Lege? De Panafrikanske Lege? I hvert fald er der All-Africa Games 2011 her i Maputo. Fordi vi er i Maputo hedder det selvfølgelig lige nøjagtig i år “Jogos Africanos”, men pointen er den samme: I godt to uger er der masser af folk fra andre afrikanske lande i byen og masser af sport. De Afrikanske Lege har fundet sted hvert fjerde år siden 1965 (undtaget 1969, hvor et militærkup ikke overraskende kom i vejen).

Når Mozambique skal stå for en begivenhed af denne størrelse, løber det nok koldt ned ad ryggen på de fleste (dog ikke lige i disse dage, hvor der er ca. 37 grader). Hvad værre er; Zambia havde egentlig meldt sig på banen og skulle arrangere 2011-legene. Det fandt de ud af i december 2008, at de alligevel ikke havde råd til. Så i april 2009 sagde Mozambique, at det kunne de skam da sagtens lige klare at arrangere på et par år. De startede velsagtens for ca. et halvt år siden. Suk.

I mellemtiden er der så blevet bygget et nyt stadion (skulle have været færdigt før VM, men de var liiiiiige et års tid forsinket) og de seneste par måneder er der kommet ny asfalt på op til flere veje, der er blevet gjort en snas rent i byen og der er endda vejstriber på nogle af de større veje. Maputo er klar! Eller. Nå ja, den olympiske by ved det nye stadion (Estádio Nacional de Zimpeto) var i hvert fald ikke færdig en uge før legene startede, og dagen før legene startede, kunne de melde, at den var overbefolket allerede før de sidste fire nationer ankom. Med andre ord er den afrikanske sans for ikke at gå i detaljer absolut levende og sprudlende. Og det skal jo også nok gå alt sammen.

Hvordan selve kampene foregår, er nok lidt en hemmelighed for de fleste. Ingen ved, hvordan man skaffer billetter til de forskellige arrangementer og (næsten?) ingen kender det endelige program. Komiteen bag arrangementet fortæller dog, at de forskellige forbund får tildelt nogle billetter, og så må de selv finde ud af, om de vil give dem væk eller sælge dem. De må maks tage 10 kroner for en billet. Billetsalg fra de enkelte forbund foregår hvor? Hvordan? Til hvem? Suk. Programmet på den officielle side ser sådan ud: “Det fulde program” vælger de kækt at kalde det. Nå ja, man kan da også se, hvilke dage man kan være heldig at finde en disciplin et sted (der er i øvrigt ikke adresser på de forskellige arenaer, og Google Maps er langtfra fuldkomment på disse kanter).

Man kan blandt andet se af programmet, at basketball startede i tirsdags. Det fremgik dog af sidste fredags @Verdade, at de startede om fredagen – altså dagen før åbningsceremonien. Ja ja. Man kan ikke få det hele. I det mindste kunne de fortælle, at de var helt klar til de forventede 30.000 turister, der skulle komme til legene. Maria dos Anjos fra organisationskomiteen argumenterede: “Der er 9.500 sengepladser i Maputo og 2.000 i Chidenguele”. Hvordan det går op, håber jeg de har fundet ud af.

Basketball: Mozambique-Kenya til 10. Afrikanske Lege

Basketball: Mozambique-Kenya til 10. Afrikanske Lege

Men i hvert fald leger de nu. Onsdag var Marie, Christian og jeg til basketball. Mozambiques kvindelige baskethold er Mozambiques største guldhåb (Moz har allerede vundet medaljer i svømning og karate, og har mulighed for to bronze i boksning), så de kan vel sammenlignes med det danske kvindelandshold i popularitet. Så der var mange tilskuere. Velsagtens lidt over et par tusinde i en hal, hvor der nok ikke burde være meget mere end 1.500. Det betød, at jeg ikke kunne klemme mig ud af hallen for at give Puk den billet, jeg tidligere havde købt til hende for 5 kroner i billetskuret udenfor, da hun fik fri fra arbejde lige omkring kampstart. Så hun gik glip af en rigtig god og lige kamp mellem Mozambique og Kenya. Mozambique vandt, og der var helt og aldeles fantastisk stemning. Dem må jeg se igen.

I går var der cykelløb. Jeg havde ikke tid til at kigge på det, men fik at vide, at trafikken selvfølgelig var helt håbløs. Arrangørerne havde meldt smalt ud, at store veje ville være lukket mellem 8 og 13 i går, i dag og søndag. Men selvfølgelig var de ikke klar med afspærringer, da løbet skulle i gang, så klokken blev vist mindst 14, før de fleste af vejene var åbnet igen. Det betød, at rigtig mange holdt i kø på de mindre veje i flere timer. Ikke populært.

I følge programmet ovenfor, har der været tennis i Zimpeto (ved den olympiske by og det nye stadion) fra i søndags til i morgen, lørdag. Onsdag spurgte vi dog ved tennisbanerne ved botanisk have, om der skulle være tennis der. Det skal der. Fra på søndag. Så mon ikke vi napper picnic i botanisk have og ser lidt tennis, hvis man da kan komme til.

Man kan sige meget om Mozambiques evne til at afholde denne slags arrangementer, men det er positivt, at de gerne vil, og det er spændende at opleve. Det er også positivt, at der er nye lejligheder og forbedret infrastruktur. Hvad der er knap så godt, er, at de for nylig satte 80 mio. kr. mere af til at betale for legene, end de først havde budgetteret med (se linket ved ciatet nedenfor for kilde). Det må været gået ud over noget andet. Ganske givet medicin eller andre livsnødvendige ting. Og nedskæringer på medicin kan ikke være populære, efter dette her kom frem for et par måneder siden:

$30 million will be spent to buy medicines to clean up the severe shortage that hit the country last year, resulting from the collapse of the medicines distribution system under the previous health minister. AIM reports that the purchase comes just after the recent find of large quantities of expired medicines in a warehouse hired by the Ministry of Health in the southern city of Matola with nobody able to explain who was responsible for allowing drugs worth millions of dollars to deteriorate in this way. Health units across the country have been complaining bitterly about shortages of medicines, yet medicines had been allowed to lie in a warehouse until they passed their expiry dates. Some of the medicines had expired five years ago. Kilde (pdf)

Dockanema – Maputos dokumentarfilmfestival

Dockanema 2011

Om en måneds tid er der Dockanema i Maputo. I perioden 9.-18. september bliver der for sjette gang vist dokumentarfilm. Programmet er endnu ikke offentliggjort, men to film er blevet afsløret de sidste par dage.

Den ene er en ny film om et af de største og mest prestigefyldte hoteller i Afrika, da det blev bygget i starten af 1950′erne. Grande Hotel (se billeder her) ligger i Mozambiques næststørste by, Beira, men var aldrig rentabelt. Derfor lukkede de ca. 10 år efter åbnningen, omend swimmingpool og konferencefaciliteter blev brugt frem til omkring uafhængigheden. Efter de portugisiske kolonister blev fordrevet fra landet i 1975 er der dog ikke sket meget andet, end at alle de dele af bygningerne, der var noget værd, er blevet stjålet og solgt. Nu bor der derfor ca. 2.500 mennesker i en faldefærdig bygning uden rindende vand og elektricitet. I følge Wikipedia bliver swimmingpoolen brugt som vaskebalje og baren ved poolen som urinal. Glamouren er med andre ord absolut forsvundet.

En anden film “Voces desde Mozambique” (spansk, betyder “Stemmer fra Mozambique”) handler om 5 mozambiquiske kvinder, som kæmper for et bedre liv i skyggen af Mozambiques revolutionshelt, første kvindeforkæmper og den første mozambiquiske præsident Samora Machels anden hustru, Josina Machel. Josina Machel døde som 25-årig den 7. april 1971. Den 7. april er nu Mozambiques nationale kvindedag.

Kvinder får generelt ikke specielt megen taletid på disse kanter, så instruktørerne forsøger her at give disse 5 kvinders stemmer et blivende medie.

Der kommer helt sikkert også masser af spændende film, der ikke handler om Mozambique, men allerede disse to har overbevist mig om, at jeg skal af sted.

Kom glad.

Lossepladsen i Huléne

Da Marie og jeg var til syn med hhv. Bæstet og Totter, kørte vi via Huléne på vej hjem. Jeg fik i farten taget et temmelig dårligt billede af lossepladsen derude, som sandt for dyden er en plads med meget lods. Eller noget.

Men i hvert fald er der også fyldt med mennesker, som håber på at finde noget, der kan gøre deres dag lidt bedre. Det vil sikkert nogle gange sige noget, der kan spises, men forhåbentlig oftere noget der kan sælges.

I dag faldt jeg så – via The Global Sociology Blog – over en række billeder derfra taget af en Ægte Fotograf. Den Ægte Fotograf er i dette tilfælde portugiseren José Ferreira.

Jeg har ikke været i stand til at finde informationer om copyrights, men flere andre blogs har vist billederne i en ikke specielt imponerende kvalitet/størrelse, så jeg tillader mig at gøre det samme i formodningen om, at det er tanken, at disse web-optimerede, små udgaver af billederne rent faktisk skal cirkuleres:

 

Sommerferie, vinteren 2011: Dagene 3-7

Dag 3

Lørdag gik vi en kort tur ved Mac-Mac Pools. Turen var fin, men Mac-Mac Pools var temmelig undervældende. Vi kørte derfor til Mac-Mac Falls for at spise vores madpakke. Faldene var imponerende, men modsat de vandfald, vi tidligere havde set, stod man ret langt fra faldene og bag en afskærmning, hvilket gjorde det til et smukt syn, men ikke rigtig en naturoplevelse. Eftermiddagen blev brugt hytten med pejs, bøger og vin. Som doktoren havde foreskrevet. I hvert fald, hvis jeg er doktoren.

Dag 4

Søndag tog vi Den Store Turistrute til The Pinnacle, God’s Window & Rainforest, Wonderview, Lowveld View og The Three Rondavels. Bourke’s Luck Potholes kunne vi ikke komme ind til, for der var strejke. Faktisk har der været strejke på turiststederne alle de dage, vi har været her, men heldigvis har nogle venlige mennesker lukket os ind de fleste steder alligevel. Kun Bourke’s Luck Potholes og tidligere Blydepoort Dam har været afspærret.

The Pinnacle var et fint sted, med et lille vandfald og en stor sten (quartzite) midt i det hele, som stod og så lidt Tolkiensk ud. Vi havde ikke regnet med, at The Pinnacle var mange potter menneskeprocesseret vand værd, men det var faktisk rigtig fint. Strejkevagten skulle have 5 Rand for at passe på bilen, som skulle stilles ved vejen, men ellers var der fri leg.

God’s Window var ganske fint, men absolut intet specielt. Faktisk kunne vi bedre lide The Pinnacle. Vi gik en tur på 3-4 kilometer i den tilhørende ”Rainforest”. Der var nogle flotte udsigtsposter, som alle var ca. lige så gode som selve God’s Window.

Wonderview blev af vores guidebogsagtige ting beskrevet som det samme som God’s Window – blot tættere på vejen og med færre turister. Det var korrekt. 5 minutter senere var vi derfor på vej videre.

Bourke’s Luck Potholes var som nævnt lukket, så vi fortsatte den umanerligt smukke køretur videre mod The Three Rondavels. Vi havde egentlig besluttet os for at droppe Lowveld View, som dybest set ikke engang var beskrevet i omtalte guidebogsagtige ting. Da vi kom dertil var vi dog sultne, og kørte derfor alligevel derind for at spise frokost. Blandt andet fordi naturen var så forbandet flot på det stykke, at Lowveld View kun kunne være tiden værd.

Lowveld View viste sig rigtignok at være smukt. Faktisk et LANGT smukkere sted end dagens andre stop. Faktisk det bedste sted vi har besøgt. Måske nogensinde. Og i hvert fald på denne tur. Vi spiste vores madpakke med udsigt til Blydepoort Dam og var noget så umanerligt tilfredse med livet.

Efter nogle få kilometer i mere naturlig smukhed kom vi til The Three Rondvels. Strejken betød også her, at man skulle stille bilen ved vejen. Efter omkring 500 meters gang opad kom vil til et betalingshus, hvor en mand, der sad udenfor, gerne ville have 5 Rand per person for at lade os komme videre. Det fik han så. Han fortalte os da, at der var 1 km. til toppen.

3 km. udenfor kategori senere var vi da også ved The Three Rondavels, som er … well … tre runde bjergdimser.

Meget flot og samme sted var der endnu bedre udsigt til Blydepoort Dam, som lå lige nedenfor. Endnu et flueben og 3,5 km. nedadgående gang senere var vi klar til at køre hjem mod hytten. Vi kørte gennem byen Graskop, som skulle være Sydafrikas pandekagehovedstad. Så vi spiste pandekager på Harrie’s Pancakes. De var sandt for dyden dygtige til at lave pandekager. Den lokale øl, ”Diggers Draught” (det fremgik ikke, om de mente ”Digger’s Draught” eller ”Diggers’ Draught”), fra bryggeriet Hops Hollow (det fremgik ikke, om de mente ”Hop’s Hollow”, ”Hops’ Hollow” eller rent faktisk ”Hops Hollow”) var heller ikke helt tosset. Selv om der var rasende koldt, valgte vi senere på aftenen at grille en oksemørbrad. Det var ikke som sådan den dummeste beslutning vi har taget, men for hewled, hvor var det koldt. Men det smagte godt.

Dag 5

Mandag stod vi op klokken 5:00 i tænderklappende kulde. Der var is på bilen, og vi må indrømme, at en isskraber ikke er en del af vores ellers ganske fornuftige mobile setup. Sprinklervæske gør vi heller ikke i – vand plejer at være fint. Med andre ord måtte vi sidde og ryste som små uskyldige espeløv i omkring ti minutter, før bilen var varmet nok op til at vi kunne fjerne isen fra forruden og køre gennem den smukke, mørke og frostklare morgen mod Kruger National Park.

Vi har efterhånden været på safari mange gange, men det var igen en god oplevelse. De glatte veje gjorde, at turen ikke som normalt kun tog 45 minutter, men vi var der klokken 06:30, hvilket var et godt tidspunkt. I hvert fald var det første dyr, vi så, en enlig, majestætisk hanløve, som sad og tronede. Vi så også elefanter, næsehorn, giraffer, impalaer, kuduer, bushbuck, stenbuk, vortesvin, zebraer og aber tæt på – og et hav af flodheste og bøfler på lidt længere afstand.

Hovedattraktionen denne gang var dog umiddelbart før vi forlod parken. En hunløve lå i siden af vejen nogle få meter fra os og var klar til at angribe nogle vortesvin på den anden side af vejen. Vi fulgte hendes jagt i ca. en halv time, men den endte desværre uden at hun fik mad på bordet. Vi har derfor stadig vores første kill til gode…

Dag 6

I går ville vi vandre lidt igen. Efter morgenmad og fodring af gederne på vores Bed & Breakfast valgte vi en rute med det mundrette navn ”Beestekraalspruit Hiking Trail”. Allerede i bilen på vejen dertil kørte vi forkert to gange, så det var med bange anelser, vi to kortblinde tåber skulle gå en tur i den afrikanske vildmark på angiveligt 11 km. Turen skulle tage ca. 5 timer at gå, så hvis vi skulle være tilbage før mørkets frembrud, var der ikke tid til fejl.

GPS’en i min telefon mente, at turen havde været væsentligt længere, da vi 3 timer og 20 minutter senere var tilbage ved udgangspunktet. Hvor lang turen rent faktisk er, er selvfølgelig ligegyldigt. Den var flot og sendte os først gennem en fyrretræsskov med udsigt over dalen og derefter en del kilometer langs et vandløb (Beestekraal, velsagtens), som vi formodentlig krydsede 10-12 gange på et sindrigt system af små faldefærdige broer.

Trætte vendte vi snuden hjemover og stoppede i Sabie for at spise på Wild Fig Tree. Et overraskende hyggeligt sted, hvor der heldigvis var ild i pejsen. Puk fik gigantiske muslinger til forret og vortevinsgryde til hovedret. Jeg fik henholdsvis camembert og krokodille i karry. Alt sammen absolut anbefalelsesværdigt. Lonely Planets beskrivelse af stedet lyder sådan her:

Meals are rich, hearty and lacking refinement – perfect if you want to wolf down a gargantum slab of ostrich or warthog accompanied by a showelful of potatoes (and who doesn’t)

Det var en beskrivelse ret langt fra sandheden. Det var overraskende raffineret og der var ret få kartofler (3). Men lige hvordan man vender og drejer det, kan stedet vel kun anbefales.

Dag 7

I dag kørte vi en kort tur til Lisbon Falls og Berlin Falls. Igen nogle meget flotte vandfald, men personligt har jeg nået vandfaldsmæthedspunktet. Men hvis du kommer forbi området, så nap Lisbon Falls (samt Forest Falls og Lone Creek Falls, som vi tidligere besøgte).

Nu står den på hjemlig hyttehygge med suppe og bøger, men vi overvejer, om vi skal tage en tur på hesteryg. Det har Puk talt om i et par år, mens jeg – hvis jeg absolut skal være ærlig – måske ikke ligefrem har arbejdet intenst på, at få det til at ske. Og det selv om jeg for 10 år siden prøvede at sidde på en hest og syntes det var forholdsvis spast – også selv om det gik forbandet stærkt, da jeg et par gange havde lavet den der lyd, som virker som speeder.

Senere lærte jeg også lyden ”prrr”.

Sommerferie, vinteren 2011: Dag 2

I dag tog vi en tur på godt 100 km. op til Moholoholo Rehab Centre. Et sted hvor de forsøger at lappe skadede dyr sammen. Dyr er i dette tilfælde ikke katte, grise og får, men leoparder, geparder, løver, næsehorn og den slags. Vi kælede for en gepard, så blandt andet løver og leopard blive foretaget og gik lidt rundt med et par næsehornsunger. Og så en masse andre skadede dyr i bure.

Det var en overraskende god oplevelse og kostede kun 100 Rand pr. person (ca. 75 kroner). De fleste steder, hvor man kan klappe dyr eller ride på elefanter og alt det der, koster det vist fire-fem gange så meget. Om det er bedre oplevelser, finder jeg ganske givet aldrig ud af, men jeg er absolut godt tilfreds og kan klart anbefale Moholoholo Rehab Centre.

Efterfølgende tog vi – på anbefaling af vore værter – hen til et sted, hvor de har en delvist tam flodhest. Og flodheste er ellers kendt som rablende psykopater og er det dyr, der dræber flest mennesker i Afrika. Flodhesten Jessica var dog mere i sovehumør, så hende klappede vi ikke. Men vi stod tæt på. Så deeeet.

Ikke synderlig anbefalelsesværdigt, med mindre man tænder på sydafrikanske damer med upassende forhold til flodheste (datter-analogien blev hevet frem i videoen, hvor vi også så rigtig mange menneske-flodheste-kys).

På vej hjem ville vi spise frokost ved Blydepoort Dam, men turist-vagt-personerne, som lukker folk ind til sådan ca. alle natur-turist-attraktioner, strejker i disse dage, så det kunne ikke lade sig gøre.

Held og lykke til dem. De fortjener med ret stor sikkerhed væsentlig bedre forhold.

image
image
image

Sommerferie, vinteren 2011: Dag 1

Disclaimer: Skrevet fra mobiltelefon, så der er garanti for endnu flere stavefjel og løjerlige ordvalg end normalt – og billederne er i dårlig kvalitet. Nå ja, og jeg gider derfor heller ikke linke til noget.

I går ankom vi i Graskop, Sydafrika, hvor vi bor i en bjælkehytte på et Ved & Breakfast-sted kaldet “Zur Alten Mine”. Det er et fint lille sted med et tysk bestyrer-par (hvilket nogle måske allerede ville have gættet). Vi handlede i Nelspruit på vejen, så vi er klar til at feriere på allersydafrikanskeste vis: Self-catering. På dansk siger man vist “at tage i sommerhus”.

Som sagt er stedet rigtig fint. Fin morgenmad og lige uden for Graskop, hvilket vil sige i hjertet af The Panorama Route. Et sted med masser af vandfald, bjerge, træer og åbenbart noget gammelt guldminestads. Det ligger lige vest for Kruger National Park, så det der med dyr kan man også. Og væsentligst af alt: Man kan også det der med rødvin, pejs og bøger.

I dag valgte vi dog at vandre lidt og glo på vandfald. Først “Forest Falls” (se billede af mig), som uden større bestyrtelse viste sig at ligge i en skov. Det var en meget fin vandretur på ca. en time hver vej. Efterfølgende tog vi til “Lone Creek Falls”, hvor vi også spiste de medbragte madpakker (se billede af Puk gøre klar) og sidst “Bridal Veil Falls” (se billede af Puk og noget hhv. grønt og mørkt).

Oplevelserne kan hierarkiseres i samme rækkefølge. Alle stederne meget smukke.

Aftenen bruges lige nu til det der med pejsen. Uden den er her tissekøligt. Der er vist noget lignende 3-5 grader om natten, så vi er nu, i 2011 i aldre af 33 år, blevet oplært i varmedunkens lyksaligheder. Tak, varmedunk.

image
image
image

I dag har jeg været til syn

Altså, mit syn er ikke værre end det plejer at være. Bæstet har retteligt været til syn. Igen. Sidste år indførte Mozambique en lov om, at alle biler skal synes hvert år. Loven skulle træde i kraft den 1. juni 2010, så midt i maj måned sidste år trodsede jeg kø og ventetid og fik bilen synet. Loven blev selvfølgelig udskudt. Mest af alt fordi den mozambiquiske bilpark absolut ikke er gearet til at skulle synes. Så der var mange frustrationer og chapa-folkene var på vej til at strejke og alskens andre ulyksaligheder. Og så er der jo også den lille ting, at der kun var to synshaller i nærheden af Maputo. En i Matola og en ved stadion i Zimpeto. Og så et par andre drysset ud over det store land. Alt i alt helt og aldeles uladesiggørligt med en efterhånden ganske stor bilpark.

Men nu skal det være. Denne gang siger de, at loven træder i kraft den 1. juli 2011. Det er snart. Så som de gode spouses, Marie og jeg er, valgte vi onsdag at få synet biler. Da vi efter en times kørsel gennem menneskehavet på Avenida de Moçambique kom til Zimpeto-synshallen, så vi til vores gru, at der var fuldstændig pakket med biler. Sidste år holdt jeg vist i kø i et par timer. Med 3-5 biler foran mig. Onsdag var der vel nærmere 50.

Med andre ord vendte vi om og sneglede os hjem. Denne gang via bagvejen gennem Hulene A og Hulene B. Det vandt vi dog ingen tid ved. Det gode ved at være spouse er dog, at man altid har tid til at belønne sig selv for job veludført. Eller ikke udført, bevares. Derfor: Frokost på Café Acacia (som i øvrigt har fået nyt, bedre menukort. Jeg siger det bare).

Nå, men i løbet af frokosten besluttede vi at lægge ny strategi. Synshallen åbner klokken 6:00, så hvis vi nu stod rigtig tidligt op, kunne vi nok undgå så megen kø på både veje og ved syn. Ergo.

I dag stod jeg op klokken 5:00 og mødtes med Marie klokken 5:30. Blot 25 minutter senere var vi ved synshallen, hvor jeg i mørket kunne skimte en masse biler på Avenida de Moçambique. De var alle parkerede. I den modsatte side end deres kørselsretning. Besynderligt.

Jeg kørte forbi dem, og ville dreje ind til synshallen, hvor der dog var lukket. Og så holdt der en masse biler foran porten. Faktisk så mange, at de slangede sig ned langs Avenida de Moçambique. I den modsatte side end bilernes kørselsretning…

Til vores held er Avenida de Moçambique jo ret befærdet, hvilket betød, at det ville være halsløs gerning at vende kareterne for at komme bag i køen. Bedste bud var helt klart at mase foran. Eller få et bagagerum, som man velsagtens siger. Så det gjorde vi.

Da de åbnede ind til synshal-området kl. 6:07 var vi derfor lige pludselig nummer ca. 7 og 8, der kørte ind. Vi parkerede alle sammen (det så ud som om, de andre kendte et system af en art) og steg ud af bilerne for at gå ind på kontoret, hvor man skulle betale. Marie og jeg stod som nummer 1 og 2 i køen ind til det aflåste kontor, men fik hurtigt at vide af de andre folk i køen, at man skulle stille sig i samme rækkefølge som man holdt i udenfor. I hvert fald var der nogle stykker, der gerne ville foran os. Det kom de så.

Stenet kvittering fra betaling af syn

Stenet kvittering

Som nummer 4 og 5 betalte vi dog det dejligt runde beløb på 702 meticais. Vi spurgte efter, hvordan det hele virkede, og fik at vide, at vores nummerplader ville blive råbt op, når det var vores tur. Ergo havde vi på forholdsvis ubevidst, omend snedig, vis mast os helt op i køen som nummer 4 og 5. På bedste mozambiquer-måde (jeg er altid forvirret, når der er køer i Mozambique, for det er ikke på snor og det er ikke altid de først-ankomne, der skal først til kassen. Nogle må mase foran, andre må ikke).

Som nogle af de første havde vi (oh ak, oh gru) ikke engang tid til at drikke den kaffe Marie havde taget med (hun er mil foran mig i at være en dygtig spouse. Blandt andet har hun en termokande). I stedet nåede jeg lige at stene over prisen på 702 meticais. Og da jeg fandt mig selv stå og kigge på kvitteringen, havde jeg jo mulighed for at stene videre.

Først og fremmest kunne jeg se, at det jo er min elskede hustru, der forsørger mig og har købt bil til mig. Ejer af bilen er “Puk Otesen” (Marie stod ligeledes med en kvittering med Christians navn på. Vistnok stavet rigtigt, dog). Vores adresse har jeg åbenbart ikke fået ændret efter vi flyttede. Dårlig spouse. Lige så skræmmende finder jeg det dog, at synsfolkene, CONTROLgold, har en Hotmail-adresse. WTF? Det oser ikke ligefrem af seriøsitet. Og så er der denne sidste ting, som jeg har glemt at skrive om tidligere. Når man handler steder, hvor de har elektroniske dimser til at udskrive kvitteringer, står der altid “Documento processado por computador”. Som om det ligner håndskrift.

Nå, men jeg blev kaldt ind, Bæstet klarede sig gennem synet med bravour, og efterfølgende klarede Marie og Chrisitans Totter sig lige så smertefrit gennem synet. Alt sammen meget professionelt og med smarte computere og alt muligt. Inspecçao do Veículo processado por computador.

Bæstets forhjul testes

Bæstets forhjul testes

Processado por computador

Processado por computador

Marie er meget interesseret i Totters skæbne

Marie er meget interesseret i Totters skæbne

Totter bestod

Totter bestod

Vi tog kaffen på stedet, hvilket må have undret de mennesker, vi havde snydt os foran. Vi havde ikke engang travlt! Og det er helt korrekt. Rundstyk. Vi er bare ikke specielt dygtige til at stå i ikke-kø-kø.

Marie mente, at vi havde fortjent endnu en præmie, så vi kørte – igen i forholdsvis irriterende sneglefart – mod Baixa (downtown) for at finde morgenmad. På vej mod Baixa så vi igen den store, ildelugtende losseplads ved Hulene, jeg så en mand tisse op ad en sej, gammel lastbil (mænd tisser generelt meget i det åbne, offentlige rum i Maputo), og jeg fik kigget på brugte bildæk (lang historie, men de var desværre lidt for dyre, Puk).

Knægte på skattejagt ved lossepladsen

Knægte på skattejagt ved lossepladsen

Offentlig toilettruck

Offentlig toilettruck

Vel ankommet på Allegria fik jeg Eggs Benedict (lyst brød, æg, bacon og voldsomme mængder af smeltede oste) og Marie fik dagens sunde morgenmad. Begge med friske juicer og kaffe.

Marie får sund morgenmad

Marie får sund morgenmad

Jeg får usund morgenmad

Jeg får usund morgenmad

Man kan argumentere for, at noget er bedre præmie end andet.

Maputo er ikke ligefrem verdens dårligste feriemål

Skaldebil i Maputos gader

Eksempel på ikke-fungerende renovationssystem: En skraldebil

Det er jo ikke fordi det skorter på dårlig journalistik. Slet ikke i Danmark. Men det er sjældent man ser noget så fjollet som net-tabloidernes konge, MSN. Med det enkle mål researchløst at underholde har de en artikel/billedserie om de værste turiststeder i verden. Og sørme om ikke Maputo kommer frem som den første af de 6 værste steder. De andre er regn-med-at-blive-dræbt-stederne Somalia og Juarez, verdens hhv. koldeste og varmeste by med temperaturer på ca. 50-60 grader minus og plus samt Nordkorea fordi de ikke er dygtige til menneskerettigheder.

Hvordan kommer Maputo så med i den fine samling af steder, der rigtignok ikke står øverst på så manges yndlingsferiemål? Journalisten (hvis han da er en sådan), Søren Pedersen, skriver:

Hovedstaden i Mozambique har den tvivlsomme ære at være den mest forurenede by i hele verden ifølge miljøorganisationen Blacksmith Institute.

Byen lider under massiv luftforurening, et ikke-fungerende kloaksystem, et lige så ikke-fungerende renovationssystem og oversvømmelser, der spreder skrald overalt.

Hvis miljøorganisationen Blacksmith Institute har kåret Maputo til den mest forurenede by i verden, giver jeg ikke mange potter lunken … æhh … saftevand for deres analyser. Mozambique er rigtignok et af de 19 lande, de opererer i. Så langt, så godt.

World’s Worst Pollution Problems Report 2010 skriver de ét sted om Mozambique. De skriver, at det forurener ret så meget, når små guldhåndværkere bruger kviksølv til at adskille guld fra silt. Det er jeg sikker på, er et stort problem i en del hjemmeguldudvindingshuse i Mozambique, men ikke i Maputo. I årsrapporten fra 2009 (den nyeste på deres website) nævner de slet ikke Maputo eller Mozambique. Ville de ikke nævne verdens mest forurenede by i deres årsrapport?

De skriver dog på sitet, at badevandet i Maputobugten er så forurenet, at man ikke bør bade i det og at kloaksystemet kunne trænge til at opdatering. Det er desværre alt for rigtigt. Men det gør absolut ikke Maputo til den mest forurenede by i verden. Og det kan slet ikke afledes, at det er et af de værste turistmål i verden, at der ikke er ordentlige kloakforhold i de fattige områder. Oversvømmelserne, der til tider plager downtown (jeg har ikke oplevet det endnu) spreder rigtignok skrald. Jeg skulle da blive overrasket, hvis oversvømmelser kunne finde ud af at oversvømme på en ren måde.

Angående den “massive luftforurening”, så er det nok det endegyldige bevis på, at listens forfatter aldrig har været i Maputo. Og at hvis vedkommende rent faktisk havde været i Maputo, i hvert fald ikke også havde været i Kina, Thailand, Indien, Mexico, Rusland eller hvor de mest luftforurenede byer end måtte ligge. Maputos luft er måske ikke den reneste i verden, men jeg har ALDRIG i så meget som ét sekund overvejet, at den skulle være mere forurenet eller ubehagelig end andre byer af den størrelse. Heller ikke når der er over fyrre grader og man burde kvæles af smog i enhver anden storby i verden. Og det takker jeg den evige brise fra Det Indiske Ocean for.

Så har hr. en-slags-journalist Søren Pedersen overhovedet oplysningen fra Blacksmith Institute? I følge Wikipedia – og altså så vidt jeg kan se på Blacksmith Institutes website – har de ikke lavet en liste af den art siden 2007. Og da var det i deres WorstPolluted-serie. I den serie kiggede de i 2006 og 2007 på de mest forurenede steder i verden. Maputo blev end ikke nævnt i rapporterne. Hverken i top-10 eller i “Dirty Thirty”, som blev introduceret i 2007.

Man kan dog finde samme liste som på MSN et par andre useriøse steder. Blandt andet WierdlyOdd, som endda har bevis i form af et billede. Billedet er selvfølgelig ikke fra Maputo, men det er jo lige meget, hvis man har en historie, man gerne vil fortælle. De fortæller også, at halvdelen af byen står under vand. Lidt af en overdrivelse. Men hvis man ønsker, kan man ganske givet få våde fødder ude i sumpområdet ved Costa do Sol.

Så tilbage står vi med spørgsmålet: “Er Maputo verdens værste feriemål?”. Jeg vil sige nej, Og jeg vil endda sige, at det er et af de bedre. Dejlig mad, dejligt vejr, dejlige mennesker, gode strande et par timer væk, safarimål et par timer væk og en by, som er levende, sikker og kun i sporadisk omfang er ramt af forurening. Der er skald i gaderne, ja. Men det kan ikke tage fra Maputo, at det er et fantastisk godt rejsemål.

Og for lige at runde af med, hvorfor man nu engang heller ikke skal tage deres skraldespandsjournalistik (pun intended) for seriøst. Relaterede artikler på MSN:

MSN: Verdens værste feriemål - relaterede artikler

MSN: Verdens værste feriemål - relaterede artikler