Afrikatid = Ventetid

Det er ikke nogen hemmelighed, at man skal være en tålmodig sjæl for at trives på det afrikanske kontinent (og i Netto, men det er jo en anden sag). Det gode ved den ligning er, at jeg er på det afrikanske kontinent og er en tålmodig sjæl. I hvert fald person. Sjæle ved jeg ikke så meget om og tror dybest set ikke på dem. Men I ved, hvad jeg mener. Jeg er generelt ret tålmodig.

Kun én ting kan virkelig få min tålmodighed til at skrumpe ind til at ligne Prins Henriks lever: Min computer. Den gik, som nogle ville vide, i stykker dagen efter garantien udløb. Til mit held var Apple Danmark meget generøse, og ville alligevel godt klare reparationen gratis. De kunne godt se, at én dag var rimelig surt (i samme åndedrag kan jeg underholde med, at jeg havde indbrud for nogle år siden to dage efter min indboforsikring udløb).

Jeg har derfor brugt 2.326,81 kroner på at sende computeren til Johannesburg for at blive repareret på Core Technical Repair Centre. Der er ingen i Mozambique, der kan fixe en MacBook Pro, lader det til. Jeg valgte at benytte DHL Express. Det skulle jo gå hurtigt, så jeg kan arbejde og være menneske igen. Efter 5 timer var pakken allerede i Johannesburg. Imponerende. Desværre kun i tolden.

Med andre ord mødte min pakke Afrika:

Clearance Delay

Jeg ved derfor stadig ikke, om computeren kan laves, om mine data kan genskabes, og om jeg nogensinde ser computeren igen. De har ingen kontaktoplysninger – blot kan jeg udfylde en webformular og sende den til DHL. Det har jeg så gjort, men deres svar venter jeg også på. Nu kigger jeg så bare på DHL’s Track & Trace hele tiden. På Puks computer. De virkelig solidariske kan også følge med og dermed for alvor leve sig ind i mine frustrationer…

I dag har jeg sendt Puk til New York

Hun skal på FN-introkursus. Næsten 7 måneder efter hun startede hos FN. Men sådan er der jo så meget.

Puk på vej til NYC

Puk på vej til NYC

Nu da jeg alligevel var i lufthavnen, købte jeg også lige en billet til mig selv. Så i morgen klokken 9:00 drager jeg mod det der æble. Glæder mig til at se, om de amerikanske sikkerhedsfolk kan se det sjove i min håndbagage.

Håndbaggage

Håndbaggage

Jeg kommer hjem igen den 7. september, hvor jeg mødes med mine forældre i lufthavnen i Johannesburg. Jeg har forventet ankomst 25 minutter før de kommer fra Fjerritslev via Billund og Frankfurt, og vi har billetter til samme fly til Maputo. Det bliver dælenedderspjætme hyggeligt.

Jeg glæder mig ekstremt meget til at komme til New York. Det er og bliver en fantastisk by. Og jeg glæder mig mindst lige så meget til at komme tilbage. Det er og bliver nogle fantastiske forældre.

Win-win.

Superwomen er landet, the artist formerly known as UNIFEM

Ja, jeg fik aldrig helt taget mig sammen til at skive det der blogindlæg om UNIFEM. Og nu har udviklingen heldigvis overhalet mig, for UNIFEM blev officielt opløst sidste fredags. Og det skulle man måske ikke umiddelbart tro var en god ting, men det er det faktisk. Både for UNIFEM, verdens kvinder generelt og i særdeleshed mig, som er så heldig at være med midt I alt det spændende.

Den 2. juli 2010 stemte FN’s medlemsstater enstemmigt for oprettelsen af en ny enhed med henblik på at styrke indsatsen i FN for verdens kvinder. Denne historiske begivenhed, Hurra, etableringen af UN Women – FNs enhed for ligestilling og kvinders emancipering, følger mange års forhandlinger og lobbying fra kvindeorganisationer I hele verden.

UN Women forener 4 enheder i FN dedikeret til ligestilling og kvinders emancipering: Division for the Advancement of Women (DAW), International Research and Training Istitute for the Advancement of Women (INSTRAW), Office of the Special  Adviser on Gender Issues and Advancement of Women (OSAGI) og United Nations Development Fund for Women (UNIFEM).

UN Women skal støtte mellemstatslige organer såsom Commission of the Status of Women i udformningen af politikker, standarder og normer, samt bistå medlemsstaterne i gennemførelsen af disse gennem teknisk og finansiel støtte og gennem samarbejde og partnerskab med  civilsamfundet. Desuden er en af UN Women’s hovedopgaver at sikre koordinering og gennemførelse af FN-systemets egne forpligtelser vedrørende ligestilling.

Oprettelsen af FN Women er en konsekvens af de alvorlige udfordringer FN har haft i bestræbelserne på at fremme ligestilling mellem kønnene, såsom manglen på én anfører  i FN’s indsats for ligestilling og mangel på tilstrækkelig finansiering. Desuden er det i erkendelse af, at ligestilling er en grundlæggende menneskerettighed og en forudsætning for opnåelsen af andre udviklingsmål.

UN Women får modsat de tidligere 4 enheder både en Under-Generalsekretær, altså en leder som rapporterer direkte til FNs Generalsekretær, og direkte adgang  til alle senior beslutningsmekanismer I FN, dvs. langt større indflydelse.

En anden overordentlig positive udvikling er at UN Women får et budget der er ca. dobbelt så stort som de 4 tidligere enheders budgetter tilsammen, og ideen er at størstedelen af de nye resurser skal bruges på landeniveau (hos mig).

UN Women vil være klar til afgang fra januar 2011. Indtil da vil UNIFEM ( som I mellemtiden hedder UNIFEM part of UN Women) fortsætte som sædvanligt. Bortset fra at vi alle er super spændte på hvad der kommer til at ske.

Læs mere på www.unwomen.org

Kursus i Johannesburg

Det her indlæg blev egentligt skrevet i midten af april, men jeg har ikke fået mig taget sammen til at lægge billeder op og har endelig indset at det får jeg ikke gjort, så nu får i bare hele smøren uden billeder. Men de ligger under Billeder (og er nu nederst i indlægget, René).

Jeg har været en uge i Johannesburg med arbejdet. Sammen med mine tre kollegaer; Adelia, Shaista og Ondina, har jeg deltaget i et kursus i FNs finansprogram. Det er være super fedt! Kursusetindholdet var okay, men det jeg nød mest var at hygge mig med mine kollegaer som er fantastiske og møde UNIFEM-kollegaer fra Zimbabe, Ethiopien, Rwanda og det regionale UNIFEM kontor i Johannesburg, som afholdt kurset. Jeg har ikke haft meget tid til at udforske Johannesburg og skal helt sikkert besøge byen igen, om ikke før, så forhåbentlig under World Cup. Vi har boet på Zivusekhaya Lodge, som ikke kan anbefales på trods af de idyliske billeder, som ligger i Sunning Hill, Gallo Manor, Sandton.

Vi tog fra Maputo kl. 5 om morgenen. Flyveturen til Johannesburg tager kun 50 minutter, så vi var rigtig morgenfriske da vi ankom. Og så var der pisse koldt, kun 14 grader. Lufthavnen er et stykke fra Johannesburg, ca en time fra Sandton eller noget i den stil. Jeg har slet ikke fået en fornemmelse af byen som virker ret fragmenteret og Sandton er et kæmpe område  med langt mellem alting. Alle Unifem kollegaerne her i Johannesbrug har bil, da de offentlige transportmidler ikke er sikre, i hvert fald i følge FN. Da vi ankom til Lodgen tog vi direkte på Shopping tur til East Gate Mall. Der hang vi ud til kl 17. De har sørme mange ting i Sydafrika. Jeg fik købt nogle frø til altanen; persille og oregano og forskellige basilikummer, en citron en og nogle andre. Og så fik jeg købt katurt, det lignede mynte på billedet…men den skulle kunne holder rotter væk i følge the World Wide Web, så måske den får en chance.

Hele ugen var vi på kursus fra kl 08.00 til kl 17.20 og derefter blev vi kørt direkte hjem til Lodgen for at arbejde lidt og spise mad vi købte i et supermarked tæt på UNDP, for Lodgen havde ingen mad og var lang fra alting. Kurset forgik på UNDP, da UNIFEM kontoret er ret lille. Men det ligger lige ved siden af UNDP på Naivasha Road, Sunninghill.

Onsdag aften tog Denise, en brasiliansk JPO som er Mozambique kontorets focal point, os heldigvis med ud til lidt mad og et par drinks. Vi kørte 40 minuter fra kontoret, hvilket vist er ret normal når man skal ud i Johannesburg (tak Maputo), til et område der hedder Park Heast. Det er en gade fyldt med barer og restaurenter hvor klientellet hovedsagelig er hvidt. Vi gik på en cafe med det originale navn Espresso. Det var skide hyggeligt og vi fik sladret og fjollet lidt efter et par drinks.

Fredag aften tog Shaista, min skønne jævnaldrende kollega og jeg til Sandton City, et eeeeenormt shopping Mall. Men pga. vores andre kollegaers nølen og vores chaufførs manglende stedsans, ankom vi først kl lidt i 19, netop som alle butikkerne til vores overraskelse lukkede. Heldigvis var der en enkelt der holdt længe åbent så vi kunne få vores shopping lyst stillet, meget effektivt, på en time. Vi blev nærmest smidt ud. Efter lidt kædemad i Food Court, ville vi ringe til en taximand vi kender, som er sikker, så vi kunne nå at komme hjem inden Adelia, vores Chef, blev nervøs.

Vores Mozambique telefonkort var desværre løbet tør for penge eller langdistance telefontid eller noget, så vi var pludselig meget alene i et tomt shoppingcenter midt i Johannesburg. Gaderne var totalt øde og vi var blevet grundigt advaret af FN sikkerhedsmanden mod kriminalitet og pirattaxier og det der er værre. Vi måtte derfor tage stakkels-fattige-turist-piger attituden på og tigge/bestikke en parkeringsvagt til at skaffe en telefon så vi kunne ringe til vores trygge taximand. Vagten fandt en telefon og vi fik ringet til Tenday, som desværre var flere timer fra hvor vi var, men hvis ven heldigvis var i nærheden. Så vi stillede op, alene og forfrosne og med alle vores sprængfyldte shoppingposer i en af verdens farligste byer, foran et kæmpe hotel som umuligt kunne overses. Det var ganske underholdende og Shaista er så sjov.

Efter et kvarter kom en anden lille parkeringsvagt forbi med sin telefon, som viste sig at være den, den anden parkeringsvagt havde lånt. Taximanden havde ringet fordi han ikke kunne finde vej og den rare parkeringsvagt havde forklaret. Han kom så for at fortælle os at taxien var på vej. Han passede så på os og underholdt os med historier indtil taxien kom ca. en halv time senere. De er nu søde de Sydafrikanere.  Den anden parkeringsvagt havde naturligvis ikke delt vores generøse betaling for lån af telefonen med telefonens retmæssige ejer, så han fik en mønt o g et kram for at passe på os. Det var et rigtig hyggeligt eventyr. Da vi kom hjem var Adelia rigtig nervøs, for taximanden havde haft ringet til hende også og hun havde ventet og ringet i næsten 2 timer. Sikke noget!

Lige nu sidder jeg på UNDP og venter på min check med rejsepenge. Kurset er slut og jeg vil gerne nå at se lidt mere Johannesburg inden vi skal med vores fly, der er forsinket på grund af vulkanen i Island (!) og først letter, hvis vi er heldige, kl. 19.10. Min check, som jeg desværre skal have og som ikke kan sendes eller overføres eller noget, er i Pretoria og skal køres til Johannesburg. Så nu må vi se. Godt jeg har en blog jeg kan bruge ventetiden på.

Jamen, hvad laver René så?

Vores næstmest læste indlæg er Puks indlæg om, hvad det nu liiiiiiige er, hun skal i Afrika (mest læste er ikke overraskende det første indlæg efter vi kom hertil, “Så kom vi til Maputo“). Men noget tyder på, at der af uransagelige årsager også findes mennesker derude, som tænker på mig, og på hvad det nu liiiiiige er jeg skal i Afrika (ud over at være sammen med min kone om aftenen og i weekenden). Og se, det er jo rent faktisk et godt spørgsmål.

Sådan helt nøgternt så hygger jeg. Ikke så meget på den tilbagelænede kolonistil med drinks på altanen fra klokken 8:00 når Puk tager på arbejde. I hvert fald ikke så meget som jeg havde håbet på og regnet med. I stedet mere generel hygge. Ofte garneret med frokost med nogle af de andre danske bois, der er hernede. Og det er bragende hyggeligt. Også selv om de rent faktisk har jobs, der skal passes før og efter.

Arbejde

Men tiden går mestendels med at sidde ved computeren. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse for ret mange, men som I skal se senere, så har det givet en slags bagslag. Men ja, jeg sidder ved computeren det meste af tiden. Faktisk har jeg nærmest kun ligget i hængekøjen for at tage opstillede (eller nedlæggede, om man vil) billeder. Jeg sidder ved computeren af et par årsager. Først og fremmest fordi jeg nu engang skal huske at arbejde. Det gør jeg ca. 10 timer om ugen plus den tid jeg sidder og venter på, at nogen (kolleger, kunder osv.) vender tilbage. De har åbenbart mere end 10 timers arbejde om ugen, der skal passes :)

Undervisning

Som jeg tidligere har berettet om, så har jeg ca. 10 timers portugisisk om ugen plus 5-10 timers lektier, som jeg til gengæld kun sjældent laver. En doven slambert, det er hvad jeg er. Men ikke desto mindre, så har jeg portugisisk. Noget der i øvrigt også tit indebærer ventetid, da vores ellers fantastiske underviser er en travl og ganske ofte forsinket herre.

Derudover står den også på et kursus i “Monitoring Women’s Rights“. Det er et onlinekursus, som handler om, hvordan man kan overvåge og indsamle oplysninger om menneskerettighedsovertrædelser overfor kvinder. Vi er folk fra så forskellige steder som Vietnam, Barbados, Tadsjikistan, Holland, USA, Sudan, Elfenbenskysten og Armenien, så det bliver ret spændende at høre om forholdene de forskellige steder. De to undervisere er hhv. en amerikansk mand og en kvinde fra Filippinerne, som bor i Kenya. Begge har tidligere arbejdet for både FN og diverse NGO’er, så jeg har store forhåbninger om, at niveauet er tilpas højt til, at jeg umiddelbart ikke fatter en hujende fis. For sådan lærer generelt jeg mest (den regel gælder desværre ikke for sprog). Kurset løber over 11 uger – herunder ugerne med VM i fodbold og gæster fra Danmark, så jeg håber på at kunne lægge mindst 10 timer om ugen i det her i april, maj og starten af juni, så jeg kan se mere fodbold og redde færre kvinder under VM. Man skal jo have prioriteterne i orden.

Praktisk

Så har vi alt det praktiske. Det har fyldt ret meget, men byrden falder mere og mere efterhånden som vi er ved at komme på plads. Selv om vi stadig ikke har varmt vand overalt, ikke har strøm overalt og den slags ting, så er der ved at være styr på de ting, vi selv kan gøre noget ved. Og den slags tager tid.

Regninger er eksempelvis noget man betaler hos dem, man har købt en ydelse af. Først og fremmest er der ikke netbanker hernede, men endnu værre er, at man heller ikke bare kan tosse ned i banken og betale sine regninger. Hvis man kunne det, kunne man nøjes med én kø på 45 minutter, men nææænikkenej. Elregningen betaler man hos elselskabet, reperation af vaskemaskine hos VVS-manden og så videre og så videre. Og lad mig lige minde folket om, at når alle skal betale regninger på den måde, så er der køer. Laaaaange køer, til tider. Og nej, de forskellige firmaer bor sjovt nok ikke i nærheden af hinanden.

Men nu hvor jeg er ved regninger og det ikke at kunne klare noget som helst andre steder end i en butik, skal I have en lille historie. Den, der handler om, at det der med at sidde meget ved computeren kan give bagslag. For ikke nok med, at det er besværligt at få folk til at komme og reparere noget, besværligt at få dem til rent faktisk at lave det rigtige når de er her og besværligt at betale regningen, når de er færdige med det, så er det også til tider ganske besværligt at overbevise dem om, at deres forretningsmetoder prisstrukturer er latterlige (eller da i det mindste mærkværdige).

Værste eksempel er vores internetregning. Vi fik en regning for marts måned på ca. 50.000 meticais. Det er lidt over 8.000 kroner. For forholdsvist sløvt internet i én måned. Det er jo i sig selv åbenlyst latterligt (og vanvittigt mange penge, som vi kunne have taget på bryllupsrejse for). Vi havde købt en forbindelse, der kostede omkring 500 kroner om måneden. De havde bare lige glemt at informere os om, at det kun var med x antal gigabyte om måneden, hvorefter al trafik kostede vanvittigt meget. Da vi fandt ud af det, skrev jeg til dem for at få opgraderet forbindelsen. Det kunne man ikke bare skrive, så de ringede for at få det bekræftet. Desværre kom medarbejderen i løbet af vores samtale i tanke om, at hun både skulle have underskrift og penge før hun kunne lave det om. Så hen i butikken igen.

Desværre for os var butikken, vi kendte, så lukket i mellemtiden, så vi fik ikke ændret vores løsning i tide. I stedet fik vi altså en ekstraregning på over 7.000 kroner. Vi har nu fået ændret løsningen, så vi betaler 1.200 kroner om måneden for en forbindelse, der er væsentligt hurtigere, og hvor vi må bruge lige så meget trafik, som vi brugte i marts måned. Vi har derfor betalt 6.800 kroner i marts måned for at have en langsommere forbindelse.

Det er det, jeg mente med, at de havde en latterlig forretningsmetode. Og delen med, at de så er besværlige at overbevise om, at det er skørt, ligger lissom også i historien. Vi havde bare at betale vores regning.

Hygge

Men ja, hygge er der også masser af plads til. Mest selvfølgelig sammen med Puk, men jeg får også nørklet og nørdet en del med resten af interesserne. Og så får jeg blogget lidt.

Bondekvinder i Boane og Ressano Garcia

Så fik jeg min jomfru-tur ud i det rigtige Mozambique. Det var dog kun en en-dagstur til først Boane og derefter Ressano Garcia, som begge er byer et par timers kørsel fra Maputo. Det var en rigtig dejlig og lærerig tur. Det var fantastisk at opleve det grønne landskab på turen og folkene der lever langs vejene i ler-og blikhuse.  Jeg  besøgte to grupper af kvindelige landarbejdere med arbejdet, men mere kan jeg ikke skrive om det.

Mozambicanske kvinder udgør størstedelen af de allerfattigste mennesker i Mozambique, og mange af dem og deres familier lever kun af landbrug som knap strækker til eget forbrug. Mozambique er lige nu ramt af både tørke og oversvømmelser i forskellige regioner, hvilket både har reduceret den sidste høst og truer den kommende og gør de fattigste dele af landarbejderne, herunder særligt kvinderne, endnu mere sårbare.

Begge steder blev vi modtaget med sang og et par gange under møderne skulle vi også lige op og synge lidt, ja, også mig i bedste Princess Di stil, som så med stift smil og bløde knæ, til dels på grund af at varmen havde sneget sig op på 36 grader til dels på grund af jysk tilbageholdenhed, måtte prøve at klappe i takt og simultan-tolke garvede afrikaner-tæer, numser og rytmer.  Der går nok lidt tid, før jeg helt frivilligt vil kaste mig ud i den slags med bare en snas af rutine og ynde, men det giver vel point at prøve… Og det var ret fantastisk som de sang, og halvdelen af tiden fandt de bare på ting, tror jeg, jeg hørte i hvert fald Puk ( eller Puki, som jeg jævnligt går under hernede) blive nævnt et par gange, så det har altså været en helt ny ørehænger der blev brygget sammen til lejligheden.  De sang på Shangana og de fleste talte også kun dette lokale sprog, så jeg have tolk på det meste af tiden, selvom bonde-portugisisk ikke nødvendigvis gav mere mening for en portugisisk-rookie som mig, men noget fik jeg da fat i.

I Ressano Garcia, som er en grænseby til Sydafrika, (som det skulle vise sig René, Troels og jeg skulle besøge igen lørdag, men mere om det i indlægget ”Safari i Sydafrika”), blev der disket op med den helt store frokost. Jeg skammede mig helt over hvor meget der var gjort ud af det, når man nu ved, hvor lidt de har. Men de ville vise at det kan betale sig at støtte dem. Og så siger man jo ikke nej tak. Man siger ikke nej tak til hjemmelavede kogte hønsefødder eller nej til xhima- majsstivelse/grød, eller frisk salat. Og risen, geden og den stegte kylling med kartofler og mozambicanske urter var slet ikke så værst. Desværre indtog vi frokosten inden mødet, og først efter ca. en time med mave-kneb, spændte baller og sved på overlæben kunne vi endelig danse af og køre til den nærmeste tank med et træk-og-slip toilet. Jeg fik en hel pose hjemmedyrkede peanuts med hjem. Rigtig vidunderlig tur og dejligt at møde en masse imødekommende og flotte damer, hvis virkelighed jeg har så svært ved at sætte mig ind i. Men jeg prøver, og jeg vil så forbandet gerne.

Hva er det nu liiige du skal i Afrika?

Så gik første uge på mit nye arbejde. Faktisk har det næsten været 2 uger. Egentlig skulle jeg først have startet den 10. februar hos UNIFEM, så René og jeg lige kunne nå at trække vejret inden. Men sådan blev det ikke helt, for Adelia, min chef, skulle på seminar fra den 10. og ugen ud, og så syntes hun, at det var en god ide, at jeg lige kom ind til et kort møde mandag. Og det syntes jeg jo så også, at det var. Jeg tænkte også, at så fik jeg nok lov til at sidde i et hjørne og læse i nogle dokumenter fra onsdag til fredag, og det ville jo være meget rart.

René fulgte mig hen på kontoret mandag morgen, som den fuldendte ægtemand han er. Det var dejligt. Og det var mødet med Adelia også. Hun er meget rar, og brasilianer. Først var det hele på portugisisk. Det var lidt problematisk, og jeg sad og svedte og tænkte, at det her går aldrig. Så kom min nye kollega Shaista, som er mozambicaner ind på kontoret  og fik vist ondt af mig, og så tog vi resten af mødet på engelsk. Det var nemmere. Det viste sig så, at Adelia ville sende mig på en workshop onsdag til fredag, som repræsentant for kontoret. Og så måtte jeg lige komme ind en times tid tirsdag for at høre om workshoppen og printe en million sider til forberedelse.

Workshoppen handlede om reduktion af risikoen ved katastrofer og tilpasning til klimaforandringerne samt prioriteter for den nye FN strategi for området de kommende 3-4 år. Piece of cake. No problemo, det klarer jeg. Og det gjorde jeg så, med røven i vandskorpen og sved på overlæben. 30 FN-mennesker og 3 konsulenter og så mig. Heldigvis mest på engelsk. Og heldigvis noget med at lytte og snakke lidt i grupper og nikke samtykkende på de rigtige tidspunkter.

“Jep, helt enig, behov for at få kortlagt indholdet af selin i undergrunden i de semi-tørre områder. Og kvinder, dem skal vi jo ikke glemme, nå, okay, det er ikke vigtigt lige nu? Replikere varslingssystemer til alle distrikter, der er vi helt på samme side, bestemt første prioritet, ku ikke ha sagt det bedre selv. Og kvinderne, de skal da inddrages. Ikke nu måske? Nej, først senere? Okay.”

På sidstedagen lykkedes det mig dog at få tilføjet ”køn” med små bogstaver i en parentes under tværgående emner i anbefalingerne til den videre strategiformuleringsprocess. Klap mig selv på skulderen. Men det var rigtig spændende, og jeg var ikke helt så meget bag om dansen, som jeg havde frygtet: Det var faktisk helt okay.

I denne uge har jeg så endelig mødt mine kollegaer på UNIFEM-kontoret ordentligt. Det har været rigtig fedt.  Vi er fire, der arbejder med programmer: Adelia min chef, Shaista, Ondina og mig. Og så er der Nelson, verdens sødeste chauffør, og Hilario, som er lidt altmuligmand. De er alle rigtig søde og taler engelsk og portugisisk som det nu lige passer mig. Dejligt. Og så ringede den regionale leder af UNIFEM til mig fra Pretoria i Sydafrika og sagde velkommen, det synes jeg var rigtig flot. Jeg føler mig meget velkommen.

Jeg har læst en masse i denne uge.  Jeg må indrømme, at jeg endnu ikke ved helt, hvad det er jeg skal. Der er ikke just en skemalagt overleveringsprocess. Men jeg har fået at vide, at jeg hovedsagelig skal være ansvarlig for vores aktiviteter under det fælles FN Civilsamfundsprogram, fedt! Og Fælles reduktion af risikoen ved katastrofer-program, og så skal jeg være tovholder på den tekniske assistance til en kvindeorganisation, som har fået en halv million dollars fra UNIFEMs globale ligestillingsfond til arbejdet med at styrke 30.000 kvindelige landarbejderes kendskab til deres rettigheder og øge deres politiske deltagelse.

Nåeh ja, og så er jeg blevet kontorets kommunikationsdame og sidder i en tværgående kommunikationsgruppe for alle FN organisationerne i Mozambique.  Jeg skal skrive en pressemeddelelse på vegne af hele FN Mozambique til 8. marts, kvindernes internationale kampdag. Spændende.

Jeg tror jeg bliver rigtig glad for at være her og for mit arbejde. Jeg er allerede meget begejstret. Jeg læser om kvinder og køn hver dag, også efter arbejde. Det er dejligt endelig at kunne koncentrere mig om det, jeg synes er allermest spændende.  Selvom det er nogle lange dage, fordi der også har været så meget praktisk ved siden af, så er det rigtig fedt. Og jeg tror ikke jeg er så dum til det heller. Dobbelt fedt.