Altså, mit syn er ikke værre end det plejer at være. Bæstet har retteligt været til syn. Igen. Sidste år indførte Mozambique en lov om, at alle biler skal synes hvert år. Loven skulle træde i kraft den 1. juni 2010, så midt i maj måned sidste år trodsede jeg kø og ventetid og fik bilen synet. Loven blev selvfølgelig udskudt. Mest af alt fordi den mozambiquiske bilpark absolut ikke er gearet til at skulle synes. Så der var mange frustrationer og chapa-folkene var på vej til at strejke og alskens andre ulyksaligheder. Og så er der jo også den lille ting, at der kun var to synshaller i nærheden af Maputo. En i Matola og en ved stadion i Zimpeto. Og så et par andre drysset ud over det store land. Alt i alt helt og aldeles uladesiggørligt med en efterhånden ganske stor bilpark.

Men nu skal det være. Denne gang siger de, at loven træder i kraft den 1. juli 2011. Det er snart. Så som de gode spouses, Marie og jeg er, valgte vi onsdag at få synet biler. Da vi efter en times kørsel gennem menneskehavet på Avenida de Moçambique kom til Zimpeto-synshallen, så vi til vores gru, at der var fuldstændig pakket med biler. Sidste år holdt jeg vist i kø i et par timer. Med 3-5 biler foran mig. Onsdag var der vel nærmere 50.

Med andre ord vendte vi om og sneglede os hjem. Denne gang via bagvejen gennem Hulene A og Hulene B. Det vandt vi dog ingen tid ved. Det gode ved at være spouse er dog, at man altid har tid til at belønne sig selv for job veludført. Eller ikke udført, bevares. Derfor: Frokost på Café Acacia (som i øvrigt har fået nyt, bedre menukort. Jeg siger det bare).

Nå, men i løbet af frokosten besluttede vi at lægge ny strategi. Synshallen åbner klokken 6:00, så hvis vi nu stod rigtig tidligt op, kunne vi nok undgå så megen kø på både veje og ved syn. Ergo.

I dag stod jeg op klokken 5:00 og mødtes med Marie klokken 5:30. Blot 25 minutter senere var vi ved synshallen, hvor jeg i mørket kunne skimte en masse biler på Avenida de Moçambique. De var alle parkerede. I den modsatte side end deres kørselsretning. Besynderligt.

Jeg kørte forbi dem, og ville dreje ind til synshallen, hvor der dog var lukket. Og så holdt der en masse biler foran porten. Faktisk så mange, at de slangede sig ned langs Avenida de Moçambique. I den modsatte side end bilernes kørselsretning…

Til vores held er Avenida de Moçambique jo ret befærdet, hvilket betød, at det ville være halsløs gerning at vende kareterne for at komme bag i køen. Bedste bud var helt klart at mase foran. Eller få et bagagerum, som man velsagtens siger. Så det gjorde vi.

Da de åbnede ind til synshal-området kl. 6:07 var vi derfor lige pludselig nummer ca. 7 og 8, der kørte ind. Vi parkerede alle sammen (det så ud som om, de andre kendte et system af en art) og steg ud af bilerne for at gå ind på kontoret, hvor man skulle betale. Marie og jeg stod som nummer 1 og 2 i køen ind til det aflåste kontor, men fik hurtigt at vide af de andre folk i køen, at man skulle stille sig i samme rækkefølge som man holdt i udenfor. I hvert fald var der nogle stykker, der gerne ville foran os. Det kom de så.

Stenet kvittering

Som nummer 4 og 5 betalte vi dog det dejligt runde beløb på 702 meticais. Vi spurgte efter, hvordan det hele virkede, og fik at vide, at vores nummerplader ville blive råbt op, når det var vores tur. Ergo havde vi på forholdsvis ubevidst, omend snedig, vis mast os helt op i køen som nummer 4 og 5. På bedste mozambiquer-måde (jeg er altid forvirret, når der er køer i Mozambique, for det er ikke på snor og det er ikke altid de først-ankomne, der skal først til kassen. Nogle må mase foran, andre må ikke).

Som nogle af de første havde vi (oh ak, oh gru) ikke engang tid til at drikke den kaffe Marie havde taget med (hun er mil foran mig i at være en dygtig spouse. Blandt andet har hun en termokande). I stedet nåede jeg lige at stene over prisen på 702 meticais. Og da jeg fandt mig selv stå og kigge på kvitteringen, havde jeg jo mulighed for at stene videre.

Først og fremmest kunne jeg se, at det jo er min elskede hustru, der forsørger mig og har købt bil til mig. Ejer af bilen er “Puk Otesen” (Marie stod ligeledes med en kvittering med Christians navn på. Vistnok stavet rigtigt, dog). Vores adresse har jeg åbenbart ikke fået ændret efter vi flyttede. Dårlig spouse. Lige så skræmmende finder jeg det dog, at synsfolkene, CONTROLgold, har en Hotmail-adresse. WTF? Det oser ikke ligefrem af seriøsitet. Og så er der denne sidste ting, som jeg har glemt at skrive om tidligere. Når man handler steder, hvor de har elektroniske dimser til at udskrive kvitteringer, står der altid “Documento processado por computador”. Som om det ligner håndskrift.

Nå, men jeg blev kaldt ind, Bæstet klarede sig gennem synet med bravour, og efterfølgende klarede Marie og Chrisitans Totter sig lige så smertefrit gennem synet. Alt sammen meget professionelt og med smarte computere og alt muligt. Inspecçao do Veículo processado por computador.

Bæstets forhjul testes

Processado por computador

Marie er meget interesseret i Totters skæbne

Totter bestod

Vi tog kaffen på stedet, hvilket må have undret de mennesker, vi havde snydt os foran. Vi havde ikke engang travlt! Og det er helt korrekt. Rundstyk. Vi er bare ikke specielt dygtige til at stå i ikke-kø-kø.

Marie mente, at vi havde fortjent endnu en præmie, så vi kørte – igen i forholdsvis irriterende sneglefart – mod Baixa (downtown) for at finde morgenmad. På vej mod Baixa så vi igen den store, ildelugtende losseplads ved Hulene, jeg så en mand tisse op ad en sej, gammel lastbil (mænd tisser generelt meget i det åbne, offentlige rum i Maputo), og jeg fik kigget på brugte bildæk (lang historie, men de var desværre lidt for dyre, Puk).

Knægte på skattejagt ved lossepladsen

Offentlig toilettruck

Vel ankommet på Allegria fik jeg Eggs Benedict (lyst brød, æg, bacon og voldsomme mængder af smeltede oste) og Marie fik dagens sunde morgenmad. Begge med friske juicer og kaffe.

Marie får sund morgenmad

Jeg får usund morgenmad

Man kan argumentere for, at noget er bedre præmie end andet.