I midten af december fik vi i løbet af halvanden dag pakket vores gamle lejlighed ned, afholdt julefrokost, skrevet under på ny lejekontrakt og flyttet al vores ragelse til det nye hus. Os selv flyttede vi til Betina og Dennis’ hus. De var så umanerligt venlige at udlåne deres hus til os indtil vi kunne flytte ind i vores eget den 5. januar.

Det var den korte udgave, men der er også en lang.

Historien bag

Vi opsagde for efterhånden længe siden vores gamle lejlighed, fordi der havde været håndværkere i 7 måneder uden sådan helt at få det varme vand til at virke. Og det er for fjollet, når man har en lejlighed, der koster $3.000 om måneden (omend vi ikke selv betaler det hele). I stedet ville vi finde noget billigere, så vi også kunne have lidt skejser til at rejse for, nu da vi er i en del af verden, vi ikke har set så meget af endnu. Lejligheden blev derfor opsagt pr. 17. december.

Vi fandt en lejlighed, som i Danmark ville hedde et håndværkertilbud. Men den havde absolut potentiale, så vi slog til og fik forhandlet os frem til, at vi kun skulle betale $800 om måneden, og så ville vi selv lave nogle forbedringer i lejligheden for ca. $200 om måneden i gennemsnit. Det skulle gå til at få malet, få fikset gulvene og rette op på et badeværelse, som var absolut ubrugeligt.

Da vi overtog lejligheden den 2. december, var den hidtidige lejer endnu ikke flyttet ud, og vi havde os et gevaldigt skænderi med hende, hendes franske mand og udlejeren. Eller det vil sige, at Puk, udlejer og tidligere lejer skændtes ganske højlydt på portugisisk, mens franskmanden og jeg i stedet udviste anspændthed med vore egne kulturelle og sproglige særpræg. Damn, hvor kan sure franskmænd være irriterende. Fik jeg nævnt, at han kun havde underbukser på?

Senere havde Puk nogle håndværkere med forbi lejligheden, og da deres tilbud tikkede ind, kunne vi lissom forstå på det hele, at vi nok skulle finde os et andet sted at bo. Det viste sig, at kloakering også skulle laves, at der mod foreskrifterne kun var en – og ikke tre – stømlinjer til huset, så vi skulle enten lave det, eller leve med væsentlig flere powercuts end vi ville have lyst til. Alt i alt ville det derfor blive en regning på mindst 35.000 kroner for at forbedre en lejelejlighed. Og efter vi havde lavet de forbedringer, kunne udlejer jo potentielt opsige os. Ikke just en favorabel position at stå i.

Vi ville derfor i stedet finde noget andet, og da vi ikke har tid til at flytte i hverdagene, gik det sådan op, at vi havde ca. en uge til at finde et nyt sted, så vi kunne flytte i weekenden 11-12 december. Og sådan gik det også. Men det var ikke uden frustrationer og forhandlinger. Forhandlingerne var i øvrigt både med potentielle udlejere og mellem Puk og jeg. Var vi klar til at finde en lejlighed til $3.000 igen og dermed afskære os fra et par rejser, lidt mere afbetaling på lånene eller andet godt, eller ville vi hellere finde andet billigt, selv om vi lige havde slået os på det?

Vi spillede på alle heste, men der er ikke mange lejligheder i den billige ende og faktisk heller ikke synderlig mange i den dyre ende. Mellemklassen – dem til $1.500-$1.800 var der nogle stykker af. Problemet er sådan set bare, at den prisklasse ikke giver så megen mening for os, fordi FN’s huslejestøtte kommer i effekt deromkring, så vi sparer faktisk ikke det store ved at finde noget til $1.800 i stedet for $3.000. Og kvalitetsforskellen er enorm.

Det begyndte derfor at se ud til, at vi igen skulle udnytte vores midlertidige overklassehed og brænde masser af penge af på at bo væsentlig bedre end i den lille, badeværelsesløse lejlighed hjemme på Vesterbro. En lille følelse af ærgelse begyndte derfor at snige sig ind på os, for ca. 10 dage før vi flyttede ud af den gamle lejlighed, virkede alt for første gang, mens vi havde boet der. Havde vi opsagt den perfekte lejlighed?

Hus

Vi havde sat to lejlighedsagenter i gang med at finde noget til os, og da Nikita (+258824150600/+258842606214) onsdag den 8. december viste os et stort, lækkert hus i et rimelig godt område (ved præsidentens hybel, Ponta Vermelha, i øvrigt), slog vi til. Selv om det kostede vores absolutte maxbeløb på $3.000 om måneden. Vi måtte flytte vores møbler ind i et af værelserne i samme weekend og selv flytte ind den 5. december, hvor der ville være nymalet, nyt køkken og alt muligt andet godt. Aftalen var så, at vi skulle betale husleje fra den 1. januar som kompensation for at have møblerne stående. Med andre $400 for at have møblerne stående i ca. 3 uger. Så er det jo også betalt.

Lørdag formiddag pakkede jeg lejlighed ned mens Puk kokkererede til eftermiddagens julefrokost og i løber af julefrokosten kørte vi til huset for at underskrive lejekontrakten. Søndag formiddag flyttede vi så vore ting. Bim bam bussemand. Dagen efter døde min mobiltelefon.

Efterspillet

Senere skulle det selvfølgelig vise sig, at udlejeren ikke holdt sine ting. Vi skulle flytte ind den 5. januar, men først midt på dagen kunne vi få fat i udlejeren, som kunne fortælle os, at vi da kunne kigge forbi klokken 17:00 for at få nøglerne. Og at, nååå ja, køkkenet forresten ikke er færdigt. Klokken 15:47 kunne jeg så skrive på Facebook: “René Clausen Nielsen flytter til $3000-om-måneden-hus uden køkken i aften i bil, der har dødt batteri. Og så har han i øvrigt diarré, ingen mobiltelefon og intet internet. Men derfor kan man da sagtens være lykkelig.”

Da vi kom til huset, havde udlejeren ikke tænkt sig, at vi rent faktisk skulle flytte ind, men det skulle vi. Intet køkken. Hendes ragelse over det hele – herunder en g-streng blandt vores ting i værelset, som ellers kun havde vores ting. Døren stod åben og hendes hushjælp havde valgt at bruge vores rengøringsmidler m.m. og det så ud til, at de i øvrigt havde haft en del sjov ud af at rode rundt i vores ting.

Men det var selvfølgelig ikke alt. Der skulle males over det hele, døre og vinduer kunne enten ikke åbnes eller lukkes, der manglede et vindue og den fuldstændig belortede baggård var ved at få nye fliser. Og som man siger hernede, så er det jo en proces den slags. Eller med andre ord, kunne vi da ikke bare regne med, at alt var klar, når vi flyttede ind. Som udlejeren skrev til os:

I skal lige huske på, at december/januar er feriesæson her, og at mange firmaer lukker, så det er svært at finde arbejdskraft. Da vi diskutterede hvornår I skulle flytte ind, tænkte jeg februar, men fordi I havde travlt og skulle på ferie, accepterede jeg, at I flyttede ind den 5. januar.

Jeg gjorde mit bedste, men nogle af tingene afhænger ikke kun af mig, og nogle ting kunne vi først se, da vi flyttede mine ting.

Jeg har desuden tilladt jer at have jeres ting i huset fra december uden kompensation.

Jeg vil forsøge at få det hele klaret inden månedens udgang, men hvis I er utilfredse, kan I bare finde et andet sted at bo.

Så er det jo lissom på plads. Dog gik hun med til at sætte huslejen for marts (næste gang vi skal betale husleje) ned med $500. Dog først efter juli. Så det vil sige augustlejen. Så langt så godt. Nu mangler vi bare, at køkkenet bliver færdigt og at vi kan åbne og lukke alle vinduer og døre. Resten er klaret, og det er endda kun 11 dage over tid. Det vil velsagtens sige, at alt kører efter planen – taget i betragtning, at vi er i Mozambique (ikke at jeg har et rosenrødt billede af, at håndværkere bliver færdige til tiden i Danmark, skal siges). Bilen kører i øvrigt også igen efter at have fået nyt batteri.

Puk tog en række billeder af hytten i går. Det er lidt af en herregård:

[slickr-flickr tag="Rua Joaquim Mara" autoplay=off]