Fridag i Maputo

image

image

Igår var det helligdag i Mozambique og Rene og jeg havde en dejlig slapper dag. Først en (kort) løbetur, som vi endnu ikke er kommet os helt over, hjemmelavet quinoa og havregrød, og så det meste af dagen ved poolen på Naval. Det var dog kun Rene der kom i poolen, vandet er stadig liidt for koldt til min smag. Vi fik røget laks og hjertemuslinger til frokost. Dejligt. Og weekenden venter lige om hjørnet.

Sommerferie, vinteren 2011: Dagene 3-7

Dag 3

Lørdag gik vi en kort tur ved Mac-Mac Pools. Turen var fin, men Mac-Mac Pools var temmelig undervældende. Vi kørte derfor til Mac-Mac Falls for at spise vores madpakke. Faldene var imponerende, men modsat de vandfald, vi tidligere havde set, stod man ret langt fra faldene og bag en afskærmning, hvilket gjorde det til et smukt syn, men ikke rigtig en naturoplevelse. Eftermiddagen blev brugt hytten med pejs, bøger og vin. Som doktoren havde foreskrevet. I hvert fald, hvis jeg er doktoren.

Dag 4

Søndag tog vi Den Store Turistrute til The Pinnacle, God’s Window & Rainforest, Wonderview, Lowveld View og The Three Rondavels. Bourke’s Luck Potholes kunne vi ikke komme ind til, for der var strejke. Faktisk har der været strejke på turiststederne alle de dage, vi har været her, men heldigvis har nogle venlige mennesker lukket os ind de fleste steder alligevel. Kun Bourke’s Luck Potholes og tidligere Blydepoort Dam har været afspærret.

The Pinnacle var et fint sted, med et lille vandfald og en stor sten (quartzite) midt i det hele, som stod og så lidt Tolkiensk ud. Vi havde ikke regnet med, at The Pinnacle var mange potter menneskeprocesseret vand værd, men det var faktisk rigtig fint. Strejkevagten skulle have 5 Rand for at passe på bilen, som skulle stilles ved vejen, men ellers var der fri leg.

God’s Window var ganske fint, men absolut intet specielt. Faktisk kunne vi bedre lide The Pinnacle. Vi gik en tur på 3-4 kilometer i den tilhørende ”Rainforest”. Der var nogle flotte udsigtsposter, som alle var ca. lige så gode som selve God’s Window.

Wonderview blev af vores guidebogsagtige ting beskrevet som det samme som God’s Window – blot tættere på vejen og med færre turister. Det var korrekt. 5 minutter senere var vi derfor på vej videre.

Bourke’s Luck Potholes var som nævnt lukket, så vi fortsatte den umanerligt smukke køretur videre mod The Three Rondavels. Vi havde egentlig besluttet os for at droppe Lowveld View, som dybest set ikke engang var beskrevet i omtalte guidebogsagtige ting. Da vi kom dertil var vi dog sultne, og kørte derfor alligevel derind for at spise frokost. Blandt andet fordi naturen var så forbandet flot på det stykke, at Lowveld View kun kunne være tiden værd.

Lowveld View viste sig rigtignok at være smukt. Faktisk et LANGT smukkere sted end dagens andre stop. Faktisk det bedste sted vi har besøgt. Måske nogensinde. Og i hvert fald på denne tur. Vi spiste vores madpakke med udsigt til Blydepoort Dam og var noget så umanerligt tilfredse med livet.

Efter nogle få kilometer i mere naturlig smukhed kom vi til The Three Rondvels. Strejken betød også her, at man skulle stille bilen ved vejen. Efter omkring 500 meters gang opad kom vil til et betalingshus, hvor en mand, der sad udenfor, gerne ville have 5 Rand per person for at lade os komme videre. Det fik han så. Han fortalte os da, at der var 1 km. til toppen.

3 km. udenfor kategori senere var vi da også ved The Three Rondavels, som er … well … tre runde bjergdimser.

Meget flot og samme sted var der endnu bedre udsigt til Blydepoort Dam, som lå lige nedenfor. Endnu et flueben og 3,5 km. nedadgående gang senere var vi klar til at køre hjem mod hytten. Vi kørte gennem byen Graskop, som skulle være Sydafrikas pandekagehovedstad. Så vi spiste pandekager på Harrie’s Pancakes. De var sandt for dyden dygtige til at lave pandekager. Den lokale øl, ”Diggers Draught” (det fremgik ikke, om de mente ”Digger’s Draught” eller ”Diggers’ Draught”), fra bryggeriet Hops Hollow (det fremgik ikke, om de mente ”Hop’s Hollow”, ”Hops’ Hollow” eller rent faktisk ”Hops Hollow”) var heller ikke helt tosset. Selv om der var rasende koldt, valgte vi senere på aftenen at grille en oksemørbrad. Det var ikke som sådan den dummeste beslutning vi har taget, men for hewled, hvor var det koldt. Men det smagte godt.

Dag 5

Mandag stod vi op klokken 5:00 i tænderklappende kulde. Der var is på bilen, og vi må indrømme, at en isskraber ikke er en del af vores ellers ganske fornuftige mobile setup. Sprinklervæske gør vi heller ikke i – vand plejer at være fint. Med andre ord måtte vi sidde og ryste som små uskyldige espeløv i omkring ti minutter, før bilen var varmet nok op til at vi kunne fjerne isen fra forruden og køre gennem den smukke, mørke og frostklare morgen mod Kruger National Park.

Vi har efterhånden været på safari mange gange, men det var igen en god oplevelse. De glatte veje gjorde, at turen ikke som normalt kun tog 45 minutter, men vi var der klokken 06:30, hvilket var et godt tidspunkt. I hvert fald var det første dyr, vi så, en enlig, majestætisk hanløve, som sad og tronede. Vi så også elefanter, næsehorn, giraffer, impalaer, kuduer, bushbuck, stenbuk, vortesvin, zebraer og aber tæt på – og et hav af flodheste og bøfler på lidt længere afstand.

Hovedattraktionen denne gang var dog umiddelbart før vi forlod parken. En hunløve lå i siden af vejen nogle få meter fra os og var klar til at angribe nogle vortesvin på den anden side af vejen. Vi fulgte hendes jagt i ca. en halv time, men den endte desværre uden at hun fik mad på bordet. Vi har derfor stadig vores første kill til gode…

Dag 6

I går ville vi vandre lidt igen. Efter morgenmad og fodring af gederne på vores Bed & Breakfast valgte vi en rute med det mundrette navn ”Beestekraalspruit Hiking Trail”. Allerede i bilen på vejen dertil kørte vi forkert to gange, så det var med bange anelser, vi to kortblinde tåber skulle gå en tur i den afrikanske vildmark på angiveligt 11 km. Turen skulle tage ca. 5 timer at gå, så hvis vi skulle være tilbage før mørkets frembrud, var der ikke tid til fejl.

GPS’en i min telefon mente, at turen havde været væsentligt længere, da vi 3 timer og 20 minutter senere var tilbage ved udgangspunktet. Hvor lang turen rent faktisk er, er selvfølgelig ligegyldigt. Den var flot og sendte os først gennem en fyrretræsskov med udsigt over dalen og derefter en del kilometer langs et vandløb (Beestekraal, velsagtens), som vi formodentlig krydsede 10-12 gange på et sindrigt system af små faldefærdige broer.

Trætte vendte vi snuden hjemover og stoppede i Sabie for at spise på Wild Fig Tree. Et overraskende hyggeligt sted, hvor der heldigvis var ild i pejsen. Puk fik gigantiske muslinger til forret og vortevinsgryde til hovedret. Jeg fik henholdsvis camembert og krokodille i karry. Alt sammen absolut anbefalelsesværdigt. Lonely Planets beskrivelse af stedet lyder sådan her:

Meals are rich, hearty and lacking refinement – perfect if you want to wolf down a gargantum slab of ostrich or warthog accompanied by a showelful of potatoes (and who doesn’t)

Det var en beskrivelse ret langt fra sandheden. Det var overraskende raffineret og der var ret få kartofler (3). Men lige hvordan man vender og drejer det, kan stedet vel kun anbefales.

Dag 7

I dag kørte vi en kort tur til Lisbon Falls og Berlin Falls. Igen nogle meget flotte vandfald, men personligt har jeg nået vandfaldsmæthedspunktet. Men hvis du kommer forbi området, så nap Lisbon Falls (samt Forest Falls og Lone Creek Falls, som vi tidligere besøgte).

Nu står den på hjemlig hyttehygge med suppe og bøger, men vi overvejer, om vi skal tage en tur på hesteryg. Det har Puk talt om i et par år, mens jeg – hvis jeg absolut skal være ærlig – måske ikke ligefrem har arbejdet intenst på, at få det til at ske. Og det selv om jeg for 10 år siden prøvede at sidde på en hest og syntes det var forholdsvis spast – også selv om det gik forbandet stærkt, da jeg et par gange havde lavet den der lyd, som virker som speeder.

Senere lærte jeg også lyden ”prrr”.

Sommerferie, vinteren 2011: Dag 2

I dag tog vi en tur på godt 100 km. op til Moholoholo Rehab Centre. Et sted hvor de forsøger at lappe skadede dyr sammen. Dyr er i dette tilfælde ikke katte, grise og får, men leoparder, geparder, løver, næsehorn og den slags. Vi kælede for en gepard, så blandt andet løver og leopard blive foretaget og gik lidt rundt med et par næsehornsunger. Og så en masse andre skadede dyr i bure.

Det var en overraskende god oplevelse og kostede kun 100 Rand pr. person (ca. 75 kroner). De fleste steder, hvor man kan klappe dyr eller ride på elefanter og alt det der, koster det vist fire-fem gange så meget. Om det er bedre oplevelser, finder jeg ganske givet aldrig ud af, men jeg er absolut godt tilfreds og kan klart anbefale Moholoholo Rehab Centre.

Efterfølgende tog vi – på anbefaling af vore værter – hen til et sted, hvor de har en delvist tam flodhest. Og flodheste er ellers kendt som rablende psykopater og er det dyr, der dræber flest mennesker i Afrika. Flodhesten Jessica var dog mere i sovehumør, så hende klappede vi ikke. Men vi stod tæt på. Så deeeet.

Ikke synderlig anbefalelsesværdigt, med mindre man tænder på sydafrikanske damer med upassende forhold til flodheste (datter-analogien blev hevet frem i videoen, hvor vi også så rigtig mange menneske-flodheste-kys).

På vej hjem ville vi spise frokost ved Blydepoort Dam, men turist-vagt-personerne, som lukker folk ind til sådan ca. alle natur-turist-attraktioner, strejker i disse dage, så det kunne ikke lade sig gøre.

Held og lykke til dem. De fortjener med ret stor sikkerhed væsentlig bedre forhold.

image
image
image

Sommerferie, vinteren 2011: Dag 1

Disclaimer: Skrevet fra mobiltelefon, så der er garanti for endnu flere stavefjel og løjerlige ordvalg end normalt – og billederne er i dårlig kvalitet. Nå ja, og jeg gider derfor heller ikke linke til noget.

I går ankom vi i Graskop, Sydafrika, hvor vi bor i en bjælkehytte på et Ved & Breakfast-sted kaldet “Zur Alten Mine”. Det er et fint lille sted med et tysk bestyrer-par (hvilket nogle måske allerede ville have gættet). Vi handlede i Nelspruit på vejen, så vi er klar til at feriere på allersydafrikanskeste vis: Self-catering. På dansk siger man vist “at tage i sommerhus”.

Som sagt er stedet rigtig fint. Fin morgenmad og lige uden for Graskop, hvilket vil sige i hjertet af The Panorama Route. Et sted med masser af vandfald, bjerge, træer og åbenbart noget gammelt guldminestads. Det ligger lige vest for Kruger National Park, så det der med dyr kan man også. Og væsentligst af alt: Man kan også det der med rødvin, pejs og bøger.

I dag valgte vi dog at vandre lidt og glo på vandfald. Først “Forest Falls” (se billede af mig), som uden større bestyrtelse viste sig at ligge i en skov. Det var en meget fin vandretur på ca. en time hver vej. Efterfølgende tog vi til “Lone Creek Falls”, hvor vi også spiste de medbragte madpakker (se billede af Puk gøre klar) og sidst “Bridal Veil Falls” (se billede af Puk og noget hhv. grønt og mørkt).

Oplevelserne kan hierarkiseres i samme rækkefølge. Alle stederne meget smukke.

Aftenen bruges lige nu til det der med pejsen. Uden den er her tissekøligt. Der er vist noget lignende 3-5 grader om natten, så vi er nu, i 2011 i aldre af 33 år, blevet oplært i varmedunkens lyksaligheder. Tak, varmedunk.

image
image
image

Maputo er ikke ligefrem verdens dårligste feriemål

Skaldebil i Maputos gader

Eksempel på ikke-fungerende renovationssystem: En skraldebil

Det er jo ikke fordi det skorter på dårlig journalistik. Slet ikke i Danmark. Men det er sjældent man ser noget så fjollet som net-tabloidernes konge, MSN. Med det enkle mål researchløst at underholde har de en artikel/billedserie om de værste turiststeder i verden. Og sørme om ikke Maputo kommer frem som den første af de 6 værste steder. De andre er regn-med-at-blive-dræbt-stederne Somalia og Juarez, verdens hhv. koldeste og varmeste by med temperaturer på ca. 50-60 grader minus og plus samt Nordkorea fordi de ikke er dygtige til menneskerettigheder.

Hvordan kommer Maputo så med i den fine samling af steder, der rigtignok ikke står øverst på så manges yndlingsferiemål? Journalisten (hvis han da er en sådan), Søren Pedersen, skriver:

Hovedstaden i Mozambique har den tvivlsomme ære at være den mest forurenede by i hele verden ifølge miljøorganisationen Blacksmith Institute.

Byen lider under massiv luftforurening, et ikke-fungerende kloaksystem, et lige så ikke-fungerende renovationssystem og oversvømmelser, der spreder skrald overalt.

Hvis miljøorganisationen Blacksmith Institute har kåret Maputo til den mest forurenede by i verden, giver jeg ikke mange potter lunken … æhh … saftevand for deres analyser. Mozambique er rigtignok et af de 19 lande, de opererer i. Så langt, så godt.

World’s Worst Pollution Problems Report 2010 skriver de ét sted om Mozambique. De skriver, at det forurener ret så meget, når små guldhåndværkere bruger kviksølv til at adskille guld fra silt. Det er jeg sikker på, er et stort problem i en del hjemmeguldudvindingshuse i Mozambique, men ikke i Maputo. I årsrapporten fra 2009 (den nyeste på deres website) nævner de slet ikke Maputo eller Mozambique. Ville de ikke nævne verdens mest forurenede by i deres årsrapport?

De skriver dog på sitet, at badevandet i Maputobugten er så forurenet, at man ikke bør bade i det og at kloaksystemet kunne trænge til at opdatering. Det er desværre alt for rigtigt. Men det gør absolut ikke Maputo til den mest forurenede by i verden. Og det kan slet ikke afledes, at det er et af de værste turistmål i verden, at der ikke er ordentlige kloakforhold i de fattige områder. Oversvømmelserne, der til tider plager downtown (jeg har ikke oplevet det endnu) spreder rigtignok skrald. Jeg skulle da blive overrasket, hvis oversvømmelser kunne finde ud af at oversvømme på en ren måde.

Angående den “massive luftforurening”, så er det nok det endegyldige bevis på, at listens forfatter aldrig har været i Maputo. Og at hvis vedkommende rent faktisk havde været i Maputo, i hvert fald ikke også havde været i Kina, Thailand, Indien, Mexico, Rusland eller hvor de mest luftforurenede byer end måtte ligge. Maputos luft er måske ikke den reneste i verden, men jeg har ALDRIG i så meget som ét sekund overvejet, at den skulle være mere forurenet eller ubehagelig end andre byer af den størrelse. Heller ikke når der er over fyrre grader og man burde kvæles af smog i enhver anden storby i verden. Og det takker jeg den evige brise fra Det Indiske Ocean for.

Så har hr. en-slags-journalist Søren Pedersen overhovedet oplysningen fra Blacksmith Institute? I følge Wikipedia – og altså så vidt jeg kan se på Blacksmith Institutes website – har de ikke lavet en liste af den art siden 2007. Og da var det i deres WorstPolluted-serie. I den serie kiggede de i 2006 og 2007 på de mest forurenede steder i verden. Maputo blev end ikke nævnt i rapporterne. Hverken i top-10 eller i “Dirty Thirty”, som blev introduceret i 2007.

Man kan dog finde samme liste som på MSN et par andre useriøse steder. Blandt andet WierdlyOdd, som endda har bevis i form af et billede. Billedet er selvfølgelig ikke fra Maputo, men det er jo lige meget, hvis man har en historie, man gerne vil fortælle. De fortæller også, at halvdelen af byen står under vand. Lidt af en overdrivelse. Men hvis man ønsker, kan man ganske givet få våde fødder ude i sumpområdet ved Costa do Sol.

Så tilbage står vi med spørgsmålet: “Er Maputo verdens værste feriemål?”. Jeg vil sige nej, Og jeg vil endda sige, at det er et af de bedre. Dejlig mad, dejligt vejr, dejlige mennesker, gode strande et par timer væk, safarimål et par timer væk og en by, som er levende, sikker og kun i sporadisk omfang er ramt af forurening. Der er skald i gaderne, ja. Men det kan ikke tage fra Maputo, at det er et fantastisk godt rejsemål.

Og for lige at runde af med, hvorfor man nu engang heller ikke skal tage deres skraldespandsjournalistik (pun intended) for seriøst. Relaterede artikler på MSN:

MSN: Verdens værste feriemål - relaterede artikler

MSN: Verdens værste feriemål - relaterede artikler

Besøg af Birte & Esben i billeder

Mens vi venter på, at Puk eller jeg får skrevet et eller andet om noget som helst, på at mine forældre får skrevet noget om deres tur og på at Birte og Esben fortsætter deres spændende historie, kan vi da lige se på nogle af de billeder, vi har fra deres tur. Nogle er blevet ganske fine. Andre, knap så meget. Men for os er der jo heldigvis minder med i selv det dårligste billede. Hvis du ønsker at se flere informationer om de enkelte billeder, kan du se dem på Flickr i stedet. Hvis du ønsker at se alle de billeder, vi har fra turen, må du kigge forbi hos os eller hos Birte og Esben hjemme i Løgstør.

Birte & Esben er landet

Så gik det hverken værre eller bedre end at Puk også var så heldig at få besøg af forældrene. Puk har bikset iste og gazpacho sammen, som nu nydes på The Main Balcony. Puk har ferie til den 18. april og sluttede dagen af med at få sin årlige medarbejdervurdering, hvor hun fik masser af ros. Så burde en god ferie være en selvfølge.

Utålmodig Puk i lufthavnen

Utålmodig Puk i lufthavnen

Puk laver gazpacho

Puk laver gazpacho

Hygge på altanen

Hygge på altanen