Igår var det helligdag i Mozambique og Rene og jeg havde en dejlig slapper dag. Først en (kort) løbetur, som vi endnu ikke er kommet os helt over, hjemmelavet quinoa og havregrød, og så det meste af dagen ved poolen på Naval. Det var dog kun Rene der kom i poolen, vandet er stadig liidt for koldt til min smag. Vi fik røget laks og hjertemuslinger til frokost. Dejligt. Og weekenden venter lige om hjørnet.
En absolut væsentlig årsag til at vi blev gift for netop 7 måneder siden, var, at vi skulle til Mozambique. Hvor vi nu har været i et halvt år og to dage. Det halve år i Mozambique blev fejret på en rigtig god italiensk restaurant, som ligger lige rundt om hjørnet. Vi elsker italiensk mad. Vi spiser meget ofte ude. Vi havde aldrig været der før.
Brylluppet foregik som mange vil vide på Københavns Rådhus med efterfølgende afskedsfest på Kaffebar. Det var en absolut fremragende dag. Som vi glemte at jubilere for en måned og to dage siden. Men det er vist også at overgøre det lidt. Altså at fejre halvårsdag. Men vi havde en god dag sammen med Anna og Simon i Swaziland.
I går fik vi så endelig kigget billeder igennem og udvalgt de 97 absolut mest nødvendige, som hermed er kastet ud i cyberspace. Vi kan ikke helt huske, hvem der har taget hvilke billeder, men i hvert fald tak til familierne og Grete for billeder.
Vi er glade for billederne. Vi er glade på billederne. Vi er glade for at være gift. Vi er glade for at være i Mozambique. I det hele taget er vi faktisk ret glade :)
Jeg havde ikke lige umiddelbart overvejet det. Men efter at have talt med Troels Kolster fra Mellemfolkeligt Samvirke i går blev jeg klogere.
“Køb bil og møbler i Sydafrika” var svaret på vores praktisk-kedelige forespørgsler om prisniveauet og hvad-kan-man-få i Mozambique. For man kan efter alt at dømme få cirka alt. I hvert fald i Maputo. Det er sikkert bare ofte bedre og billigere i Sydafrika. Eller Japan. Japan havde jeg slet ikke set komme. Men efter en del at dømme, kunne det sagtens være, at vores kommende bil bliver importeret direkte fra Japan.
Men den store øjenåbner (hvor lille en sag og hvor efterrationaliseringsåbenlyst det så end måtte være) var, at dagligvareindkøb nogle gange vil komme til at foregå hos den rige (-agtige) ven mod syd. Det havde jeg i hvert fald ikke overvejet. Vi vidste vist nok godt et eller andet sted, at Sydafrika ville være vores ven når det kommer til sundhedstilbud og så videre, men almindelige dagligvareindkøb havde jeg egentlig ikke overvejet. Men selvfølgelig giver det mening at smutte over grænsen til større udbud og diversitet i ny og næ.
Men i hvert fald er et formodet scenarie, at vi importerer en bil fra Japan, som vi tager til Sydafrika i for at købe møbler til vores i-hvert-fald-10.000-kroner-om-måneden-lejlighed. Og måske pendler til Sydafrika på månedsbasis for at købe stort ind. Og et mindre smut mod nord for at ramme en lækker palmestrand. Ofte.
Og det er stadig alt sammen blot ureflekteret gisneri.
Book of Secrets
Jeg har efterhånden talt med de fleste fra min omgangskreds om vores kommende flytning. Og når jeg taler med dem, irriterer det mig egentlig lidt, at jeg skal pålægge dem at holde det hemmeligt. For det er jo ikke noget specielt. I hvert fald ikke noget, der gør, at man behøver holde det hemmeligt af nogen som helst andre grunde, end at vi nu engang ikke har sagt op endnu.
Det er skørt, at vi på grund af den simple lille omstændighed, at vi kun er 99,9% sikre, ikke kan fortælle det vidt og bredt. Kun til venner med tavshedsløfter og amager-halshug-gerninger bag sig. Og så selvfølgelig her på vores indtil videre ganske hemmelige blog. I hvert fald lige så hemmelig, som noget vidt offentligt er.
Men nu skal det snart være. Jeg har underrettet min arbejdsgiver, og det føltes ekstremt godt. Lige som Puk er jeg enormt glad for min arbejdsplads og ledelsen selv samme sted, og derfor er det egentlig ret frustrerende at skulle holde dem for nar. For det er det, når man fortæller noget vidt og bredt, som har stor indflydelse på deres forretning. Men nu er det sagt, og ikke overraskende fik det en fabelagtig modtagelse. De var kede af det på firmaets vegne og glade på Puks og mine. Som det skal være, med andre ord.
Nu er det blot at vente på, at kontrakttilbuddet endelig finder frem til vores matrikel, så Puk også med fornuft kan sige noget til sin arbejdsgiver. Det er forhåbentlig mandag.