Dejligt lige at stikke hovederne sammen med Marie og Dorte efter arbejde. Så bliver dagen bare meget bedre. Dorte er på barsel, så Marie og jeg kikkede lige forbi hos Dorte og lille Alexander og endnu mindre Cecilia.
Altså, mit syn er ikke værre end det plejer at være. Bæstet har retteligt været til syn. Igen. Sidste år indførte Mozambique en lov om, at alle biler skal synes hvert år. Loven skulle træde i kraft den 1. juni 2010, så midt i maj måned sidste år trodsede jeg kø og ventetid og fik bilen synet. Loven blev selvfølgelig udskudt. Mest af alt fordi den mozambiquiske bilpark absolut ikke er gearet til at skulle synes. Så der var mange frustrationer og chapa-folkene var på vej til at strejke og alskens andre ulyksaligheder. Og så er der jo også den lille ting, at der kun var to synshaller i nærheden af Maputo. En i Matola og en ved stadion i Zimpeto. Og så et par andre drysset ud over det store land. Alt i alt helt og aldeles uladesiggørligt med en efterhånden ganske stor bilpark.
Men nu skal det være. Denne gang siger de, at loven træder i kraft den 1. juli 2011. Det er snart. Så som de gode spouses, Marie og jeg er, valgte vi onsdag at få synet biler. Da vi efter en times kørsel gennem menneskehavet på Avenida de Moçambique kom til Zimpeto-synshallen, så vi til vores gru, at der var fuldstændig pakket med biler. Sidste år holdt jeg vist i kø i et par timer. Med 3-5 biler foran mig. Onsdag var der vel nærmere 50.
Med andre ord vendte vi om og sneglede os hjem. Denne gang via bagvejen gennem Hulene A og Hulene B. Det vandt vi dog ingen tid ved. Det gode ved at være spouse er dog, at man altid har tid til at belønne sig selv for job veludført. Eller ikke udført, bevares. Derfor: Frokost på Café Acacia (som i øvrigt har fået nyt, bedre menukort. Jeg siger det bare).
Nå, men i løbet af frokosten besluttede vi at lægge ny strategi. Synshallen åbner klokken 6:00, så hvis vi nu stod rigtig tidligt op, kunne vi nok undgå så megen kø på både veje og ved syn. Ergo.
I dag stod jeg op klokken 5:00 og mødtes med Marie klokken 5:30. Blot 25 minutter senere var vi ved synshallen, hvor jeg i mørket kunne skimte en masse biler på Avenida de Moçambique. De var alle parkerede. I den modsatte side end deres kørselsretning. Besynderligt.
Jeg kørte forbi dem, og ville dreje ind til synshallen, hvor der dog var lukket. Og så holdt der en masse biler foran porten. Faktisk så mange, at de slangede sig ned langs Avenida de Moçambique. I den modsatte side end bilernes kørselsretning…
Til vores held er Avenida de Moçambique jo ret befærdet, hvilket betød, at det ville være halsløs gerning at vende kareterne for at komme bag i køen. Bedste bud var helt klart at mase foran. Eller få et bagagerum, som man velsagtens siger. Så det gjorde vi.
Da de åbnede ind til synshal-området kl. 6:07 var vi derfor lige pludselig nummer ca. 7 og 8, der kørte ind. Vi parkerede alle sammen (det så ud som om, de andre kendte et system af en art) og steg ud af bilerne for at gå ind på kontoret, hvor man skulle betale. Marie og jeg stod som nummer 1 og 2 i køen ind til det aflåste kontor, men fik hurtigt at vide af de andre folk i køen, at man skulle stille sig i samme rækkefølge som man holdt i udenfor. I hvert fald var der nogle stykker, der gerne ville foran os. Det kom de så.
Stenet kvittering
Som nummer 4 og 5 betalte vi dog det dejligt runde beløb på 702 meticais. Vi spurgte efter, hvordan det hele virkede, og fik at vide, at vores nummerplader ville blive råbt op, når det var vores tur. Ergo havde vi på forholdsvis ubevidst, omend snedig, vis mast os helt op i køen som nummer 4 og 5. På bedste mozambiquer-måde (jeg er altid forvirret, når der er køer i Mozambique, for det er ikke på snor og det er ikke altid de først-ankomne, der skal først til kassen. Nogle må mase foran, andre må ikke).
Som nogle af de første havde vi (oh ak, oh gru) ikke engang tid til at drikke den kaffe Marie havde taget med (hun er mil foran mig i at være en dygtig spouse. Blandt andet har hun en termokande). I stedet nåede jeg lige at stene over prisen på 702 meticais. Og da jeg fandt mig selv stå og kigge på kvitteringen, havde jeg jo mulighed for at stene videre.
Først og fremmest kunne jeg se, at det jo er min elskede hustru, der forsørger mig og har købt bil til mig. Ejer af bilen er “Puk Otesen” (Marie stod ligeledes med en kvittering med Christians navn på. Vistnok stavet rigtigt, dog). Vores adresse har jeg åbenbart ikke fået ændret efter vi flyttede. Dårlig spouse. Lige så skræmmende finder jeg det dog, at synsfolkene, CONTROLgold, har en Hotmail-adresse. WTF? Det oser ikke ligefrem af seriøsitet. Og så er der denne sidste ting, som jeg har glemt at skrive om tidligere. Når man handler steder, hvor de har elektroniske dimser til at udskrive kvitteringer, står der altid “Documento processado por computador”. Som om det ligner håndskrift.
Nå, men jeg blev kaldt ind, Bæstet klarede sig gennem synet med bravour, og efterfølgende klarede Marie og Chrisitans Totter sig lige så smertefrit gennem synet. Alt sammen meget professionelt og med smarte computere og alt muligt. Inspecçao do Veículo processado por computador.
Bæstets forhjul testes
Processado por computador
Marie er meget interesseret i Totters skæbne
Totter bestod
Vi tog kaffen på stedet, hvilket må have undret de mennesker, vi havde snydt os foran. Vi havde ikke engang travlt! Og det er helt korrekt. Rundstyk. Vi er bare ikke specielt dygtige til at stå i ikke-kø-kø.
Marie mente, at vi havde fortjent endnu en præmie, så vi kørte – igen i forholdsvis irriterende sneglefart – mod Baixa (downtown) for at finde morgenmad. På vej mod Baixa så vi igen den store, ildelugtende losseplads ved Hulene, jeg så en mand tisse op ad en sej, gammel lastbil (mænd tisser generelt meget i det åbne, offentlige rum i Maputo), og jeg fik kigget på brugte bildæk (lang historie, men de var desværre lidt for dyre, Puk).
Knægte på skattejagt ved lossepladsen
Offentlig toilettruck
Vel ankommet på Allegria fik jeg Eggs Benedict (lyst brød, æg, bacon og voldsomme mængder af smeltede oste) og Marie fik dagens sunde morgenmad. Begge med friske juicer og kaffe.
Marie får sund morgenmad
Jeg får usund morgenmad
Man kan argumentere for, at noget er bedre præmie end andet.
Puk er lidt sløj, så hun arbejder også hjemmefra. Jeg … er altid hjemme. Og skal faktisk slet ikke arbejde i dag. Men du ved helt sikkert, hvad jeg mener.
Nå ja, og så har vi besøg af håndværkere, som sætter alarm op. Det siger FN, at vi skal have. Det larmer.
Og ja, jeg ved godt, at billedet er dårligt, men jeg kunne ikke få mig til at tage mere end et. Helene kommer ved frokosttid (hun ville køre fra Ponta do Ouro ved 9-tiden). I morgen tager hun til Oxford for at ph.d-nørde. Derefter til Danmark. Med andre ord ser vi hende måske først igen om maaange måneder. Trist.
I mellemtiden låner vi hendes bil. Med andre ord har vi snart to Toyota Hilux Surf til rådighed. Life in the tropics, you know.
Fik jeg sagt, at de larmer?
Mor og får ankom igår og jeg fil ferie. I dag har vi dalret i Maputo. Nu spiser vi panerede rejer på togstationen og hører jazz. Ahhh.
I dag er det Renes fødselsdag. Han har ønsket sig at komme på den italienske restaurant Bel Piatto. Vi skal begge have arbejdet lidt senere, for at færdiggøre ting før vi holder ferie, så rødvinen gemmer vi til i morgen sammen med mor og far.
Beretningen, som hedder “Mozambique – Maningue nice“, er skrevet af en portugiser, men er her på engelsk (den er fra det portugisiske flyselskab, TAPs, magasin, Up). Det er god læsning. Jeg får meget lyst til at rejse lidt mere. Omend mange timer i chapaer og machimbomboer generelt ikke er specielt tillokkende. Hvis du kan engelsk, så læs originalen (og husk at klikke på “read more”) – hvis ikke, har jeg forsøgt at lynoversætte lidt af det nedenfor.
Først er der lidt om Maputo:
Byen simrer. Brede avenuer med høje bygninger, kvarterer af farverige huse, en stor strandpromenade, moderne og traditionelle forretninger, parker, affald og huller i gaderne, revolutionære monumenter, koloniale bygninger, Chapas (minibusser) fyldt med mennesker, de nyeste jeeps, fluorescerende neon. En unik personlighed: en blanding af den dekadente charme i Havana med Lissabon i 1970′erne, med den globale verdens attraktioner tilføjet for en god ordens skyld. Gaderne er befolket med moderne kvinder, mænd med slips, teenagere iført hættetrøjer fra de kendte mærker som amerikanske rappere. Eller med traditionelle folk i capulanas (farverige klæder, der anvendes som nederdele eller babyslynger) viklet om sig med spædbørn på ryggen.
Og senere lidt om det at blive transporteret rundt i landet, hvis man ikke selv har en bil:
Jeg tager mod Inhambane, proppet ind i Chapa, med en snottet baby på mit skød og en spaniers ben mod bagsiden af mit hoved [...]
Bussen ankommer fra Maputo pakket med mennesker og tasker, men når der er en millimeter plads tilbage, er der også plads til noget andet: i dette tilfælde mig og mine to rygsække. Jeg har rejst stående de sidste fire timer. Jeg har en albue – hævet for at holde en kylling – stikkende i mine nyrer; Fanta løber ned af min ryg. Jeg har også to børn mellem mine ben, [en lærers?] reservedæk lænet mod min ryg, sædets metalstykker graver i mine ribben og min rygsæk er rundt om min nakke. Jeg begynder at tro, at jeg ikke vil klare de øvrige fire timer i denne slangemenneskepossition – og vi stopper kun i fem minutter efter nogen råber: “Hey, jeg tisser altså i flasken”.
Efter seks timer med følelsesløse ben og næse lykkedes det mig endelig at sidde ned. Jeg kiggede ikke engang, men jeg har på fornemmelsen, at jeg tilbragte resten af turen med mine fødder på benene fra stegte fisk. Det er ikke noget særligt i forhold til den ubeskrivelige lugt, som søster Maria do Rosário, som sidder ved siden af mig, afgiver hver gang hun bevæger armene. Og hun afsiger velsignelser hver gang hun ser en kirke, uanset art; det være sig katolsk, adventist, muslimsk, Jehova eller Kingdom of God [Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?].
Jeg lovpriser selv alle guder, helgener og ærkeengle, da jeg kommer væk fra den infernalske machibombo (lokalt ord for bus).
Og til sidst om det sidste stykke til Ilha de Moçambique:
I Alto Molocué sover jeg på gulvet med lyset tændt på et truckermotel, fordi jeg så en øgle på væggen, og jeg skal op kl. fire for at få et lift til Ilha de Moçambique i Ismails lastbil. Det tog mig to og en halv dag at rejse lidt mere end 500 km., men denne ø, dannet af tiderne og blandede racer, har “noget”, som får mig til at glemme alt det.
Det gør jeg for så vidt en del gange hver dag. Men i dag var det i vores gård sammen med en flok dejlige mennesker. Det er det ikke hver gang hver dag. I hvert fald ikke i gården. Og ikke altid med mennesker.
Jeg tror hun er glad for sin nye telefon.
Efter badetur og indkøb spiste vi nudelsalat på InterThai. Så er der også rester til aftensmad.