Og nej, det er ikke så meget mig i denne omgang. Selv om jeg lige nøjagtig i dag gik fra at være branco til at være branket. Men nok om min evigt skiftende hudfarve…
Vi er flyttet. Som det sig hør og bør i de “tidligere” kommunistiske, afrikanske stater, er vi selvfølgelig flyttet til en gade opkaldt efter en stor kommunist (læs mere om kommunistiske gadenavne hos Helle og Martin). Og som klæbehjernerne derude vil kunne udlede af indlæggets titel, er det entet Karl Marx Gade eller Friedrich Engels Vej, vi er flyttet til (Det Kommunistiske Manifest, du ved). Men før jeg fortæller mere om den slags – og hvorfor jeg synes, at det er ekstra cool at bo på en gade, der er opkaldt efter vedkommende – hører det sig lissom til, at jeg starter med at sige, at vi er flyttet ind på Avenida Friedrich Engels 393 i Maputo, Mozambique. Se det på et kort, hvis du skulle være i tvivl om, hvor Mozambique, Maputo og/eller Avenida Friedrich Engels er. Og ja, her er skønt at bo. Rigtig skønt.
Lejlighed
Vi havde allerede før afgang fået en mozambiquisk lejlighedsagent til at forsøge at finde noget til os, og selv om vi var rundt om et par andre lejligheder først, endte det altså at blive denne lejlighed. Som er væsentlig dyrere end de andre vi så. Men her er til gengæld også tilsvarende meget lækrere, så beslutningen blev taget på 3 minutter. Faktisk er det lidt af en luksushybel, vi er flyttet ind i, men $3.000 om måneden lægger på den anden side også op til en vis standard. Selv i en dyr by som Maputo.
Som det kan ses på billederne nedenfor, er det dog ikke møblementet, der har skubbet prisen op til stjernerne. Tværtimod kæmper vi i øjeblikket en brav kamp for at finde nogle møbler, som ikke er direkte rædselsfulde. Nå ja, og dyre. Det er danske priser, de kører efter her i byen, omend kvaliteten og det moderigtige design ikke har helt samme fokus som i Dannevang. Men igen; det er dæælme en skøn lejlighed.
Som det tydeligt ses, er det meget tæt på vandet, men endnu tættere på barerne og caféerne. Så alt i alt ekstremt perfekt. Nogle siger endda, at Avenida Friedrich Engels er byens bedste sted at jogge, og det er da rigtignok mange, der gør. Man skal dog som bekendt ikke springe på den første, den bedste løberute, så jeg ser lige byen og tiden an i et års tid eller tre, før jeg føler mig overbevist.
Kommunismens fader
Men som det er med store løbere, sådan er det jo også med store kommunistiske tænkere. De er udholdende og sveder meget. Eller noget. I hvert fald som lovet også lidt om Friedrich Engels, nu da vi har fået lov til at bo på hans vej. For gode gamle Friedrich er lidt af en gennemgående figur i mit liv.
Først og fremmest var han jo netop kommunismens fader. Det vil sige, at det var ham, der (sammen med Marx, bevares) udtænkte Det Kommunistiske Manifest, som nu engang er noget af det smukkeste, der er skrevet og tænkt. At deres tanker ikke (endnu?) har vist sig at være superholdbare, kan man kun takke alverdens diktatoriske svende og andet godtfolk for. Og med godfolk mener jeg selvfølgelig den store del af gode folk i verden, der ikke handler og agerer kommunistisk. For det er sandt for dyden ikke nogen god styreform, hvis ikke ALLE er enige om, at det er den vej, man skal gå. Og så er det jo altså så, at mange ledere tager vejen, der hedder kontrol og ondskab. Men lad nu det ligge.
I stedet tilbage til Engels, som jo nu engang har været mit pensum både som socialist og som sociolog. For han er altså en meget vigtig tænker i denne verden. Men ikke nok med det. Engels fik en meget stor del af sit indblik i arbejdernes urimelige vilkår i Manchester, hvor han arbejdede på sin fars bomuldsfabrik. Manchester er ikke blot en by, jeg er meget glad for, men en by jeg også tog til, blandt andet for at opleve klassisk engelsk arbejderklassekultur. Engels gjorde det samme og på den industrielle revolutions, sufragetternes og klassekampens arnested levede han en skizofren tilværelse som en del af bourgeoisiet samtidig med at han giftede sig med en arbejderkvinde og skrev socialistiske skrifter på vegne af arbejderklassen om aftenen (noget han og Marx, ironisk nok, måske kun havde råd til takket være tjansen som fabriksherre).
Men i hvert fald. Engels er åbenbart en herre, der følger mig jeg følger gennem tykt og tyndt og på tværs af landegrænser og kontinenter.
Noget jeg gerne gør igen.
