Maputo er ikke ligefrem verdens dårligste feriemål

Skaldebil i Maputos gader

Eksempel på ikke-fungerende renovationssystem: En skraldebil

Det er jo ikke fordi det skorter på dårlig journalistik. Slet ikke i Danmark. Men det er sjældent man ser noget så fjollet som net-tabloidernes konge, MSN. Med det enkle mål researchløst at underholde har de en artikel/billedserie om de værste turiststeder i verden. Og sørme om ikke Maputo kommer frem som den første af de 6 værste steder. De andre er regn-med-at-blive-dræbt-stederne Somalia og Juarez, verdens hhv. koldeste og varmeste by med temperaturer på ca. 50-60 grader minus og plus samt Nordkorea fordi de ikke er dygtige til menneskerettigheder.

Hvordan kommer Maputo så med i den fine samling af steder, der rigtignok ikke står øverst på så manges yndlingsferiemål? Journalisten (hvis han da er en sådan), Søren Pedersen, skriver:

Hovedstaden i Mozambique har den tvivlsomme ære at være den mest forurenede by i hele verden ifølge miljøorganisationen Blacksmith Institute.

Byen lider under massiv luftforurening, et ikke-fungerende kloaksystem, et lige så ikke-fungerende renovationssystem og oversvømmelser, der spreder skrald overalt.

Hvis miljøorganisationen Blacksmith Institute har kåret Maputo til den mest forurenede by i verden, giver jeg ikke mange potter lunken … æhh … saftevand for deres analyser. Mozambique er rigtignok et af de 19 lande, de opererer i. Så langt, så godt.

World’s Worst Pollution Problems Report 2010 skriver de ét sted om Mozambique. De skriver, at det forurener ret så meget, når små guldhåndværkere bruger kviksølv til at adskille guld fra silt. Det er jeg sikker på, er et stort problem i en del hjemmeguldudvindingshuse i Mozambique, men ikke i Maputo. I årsrapporten fra 2009 (den nyeste på deres website) nævner de slet ikke Maputo eller Mozambique. Ville de ikke nævne verdens mest forurenede by i deres årsrapport?

De skriver dog på sitet, at badevandet i Maputobugten er så forurenet, at man ikke bør bade i det og at kloaksystemet kunne trænge til at opdatering. Det er desværre alt for rigtigt. Men det gør absolut ikke Maputo til den mest forurenede by i verden. Og det kan slet ikke afledes, at det er et af de værste turistmål i verden, at der ikke er ordentlige kloakforhold i de fattige områder. Oversvømmelserne, der til tider plager downtown (jeg har ikke oplevet det endnu) spreder rigtignok skrald. Jeg skulle da blive overrasket, hvis oversvømmelser kunne finde ud af at oversvømme på en ren måde.

Angående den “massive luftforurening”, så er det nok det endegyldige bevis på, at listens forfatter aldrig har været i Maputo. Og at hvis vedkommende rent faktisk havde været i Maputo, i hvert fald ikke også havde været i Kina, Thailand, Indien, Mexico, Rusland eller hvor de mest luftforurenede byer end måtte ligge. Maputos luft er måske ikke den reneste i verden, men jeg har ALDRIG i så meget som ét sekund overvejet, at den skulle være mere forurenet eller ubehagelig end andre byer af den størrelse. Heller ikke når der er over fyrre grader og man burde kvæles af smog i enhver anden storby i verden. Og det takker jeg den evige brise fra Det Indiske Ocean for.

Så har hr. en-slags-journalist Søren Pedersen overhovedet oplysningen fra Blacksmith Institute? I følge Wikipedia – og altså så vidt jeg kan se på Blacksmith Institutes website – har de ikke lavet en liste af den art siden 2007. Og da var det i deres WorstPolluted-serie. I den serie kiggede de i 2006 og 2007 på de mest forurenede steder i verden. Maputo blev end ikke nævnt i rapporterne. Hverken i top-10 eller i “Dirty Thirty”, som blev introduceret i 2007.

Man kan dog finde samme liste som på MSN et par andre useriøse steder. Blandt andet WierdlyOdd, som endda har bevis i form af et billede. Billedet er selvfølgelig ikke fra Maputo, men det er jo lige meget, hvis man har en historie, man gerne vil fortælle. De fortæller også, at halvdelen af byen står under vand. Lidt af en overdrivelse. Men hvis man ønsker, kan man ganske givet få våde fødder ude i sumpområdet ved Costa do Sol.

Så tilbage står vi med spørgsmålet: “Er Maputo verdens værste feriemål?”. Jeg vil sige nej, Og jeg vil endda sige, at det er et af de bedre. Dejlig mad, dejligt vejr, dejlige mennesker, gode strande et par timer væk, safarimål et par timer væk og en by, som er levende, sikker og kun i sporadisk omfang er ramt af forurening. Der er skald i gaderne, ja. Men det kan ikke tage fra Maputo, at det er et fantastisk godt rejsemål.

Og for lige at runde af med, hvorfor man nu engang heller ikke skal tage deres skraldespandsjournalistik (pun intended) for seriøst. Relaterede artikler på MSN:

MSN: Verdens værste feriemål - relaterede artikler

MSN: Verdens værste feriemål - relaterede artikler

Birte & Esben Ovesen: Pensionist-safari, del III

Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Dette er tredje del. Sørg for også at læse første del om rejse og ankomstandel om mødet med Maputo og kig på nogle af alle billederne. I denne omgang: Tur til Kruger og første dag i Swaziland.

Planen var en 4-dages tur med et døgn i Kruger National Park i Sydafrika og derefter to overnatninger i det lille kongedømme, Swaziland. Det sidste var især mit [Esbens, red.] ønske, efter at jeg have set et par fotos fra en af værtsparrets tidligere ture der. Kruger har været obligatorisk for alle de mange gæster, som de allerede har huset og guidet, og jeg må indrømme, at der et sted i min bevidsthed har luret en vis skepsis over for det at køre rundt i et område og fotografere dyr fra en bil (om det skyldes en slags arrogance hos mig eller bare en banal fordom om noget i retning af en dansk dyrepark) – men godt, at man fik lejlighed til at blive klogere!

Med den tidlige start (op kl. 4!) kunne vi krydse grænsen til Sydafrika og nå indkørselen ved Crocodile Bridge så tidligt, at der blev det meste af et døgn til at se noget af den allersydligste del af det mere end 20 000 kvadratkilometer store område. Kruger blev lovsikret allerede i 1926 og har jo som naturreservat det dobbelte formål at forsvare natur og dyreliv mod mennesker OG at give samme art mulighed for at opleve det hele på en sikker, behagelig og inspirerende måde. Balancen mellem de to mål er vigtig. Det, vi så, virkede velorganiseret med gode veje, skiltning, regler og brochurer og overnatningsmuligheder med luksuspræg. Det nød vi godt af. Og naturen – den klarede sig!

Fra et udsigtspunkt, hvor vi sidst på eftermiddagen forlod bilen (på eget ansvar, ifølge et skilt) og bevægede os ud på klippehellerne, oplevede vi storheden. Et lavt savanne-landskab bredte sig tilsyneladende uendeligt til alle sider i solflimmeret, kun afbrudt hist og her i det fjerne, hvor en afrundet bjergknold stak sit lysende hoved op genem det grønne under en enorm himmel. Problematikken, som vi kender fra Danmark, om turismens fremmedgørende påvirkning af naturen – var ligesom ikke rigtig relevant her. Men den korte tur uden for bilen understregede til gengæld, at denne natur havde et kæmpe-potentiale af oplevelsesmuligheder, som ikke kan realiseres bag lukkede bilruder. Sådan må det vel være – ikke mindst af hensyn til dyrelivet.

Esben ved Stevenson-Hamilton Memorial

Esben ved Stevenson-Hamilton Memorial

For foto-safari i Kruger er det gængse mål at få så mange forskellige dyr i kassen som muligt, men først og fremmest “The Big Five”, elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard. Vi opnåede ikke at se de store katte, og et næsehorn gad ikke at stille op i fuld figur; men ellers følte vi os ikke snydt efter den første dags etape. Trofæerne omfatter et par elefanter, som ugenert og kærligt fletter snabler få meter fra os, en hvidskægget abe, der studerer os i en tornebusk næsten inden for rækkevidde, en gnu, et vortesvin – En gruppe zebraer nipper græs i vejkanten og vender ubekymret de smukke stribede bagdele til vores køler. En giraf ignorerer os tilsyneladende mens den fouragerer med hovedet oppe i en trætop – men indtager dog en meget fotogen position. Flodheste og krokodiller er ikke meget for paparazzo-fotografer, men ender dog på skærmen sammen med farverige fugle og et utal af hjortedyr.

Kærlige elefanter

Kærlige elefanter

Dagens endemål, Pretoriuskop Camp, lyder måske af telte og lejrbål; men da vi når frem til aften, er det til et svale-bad i poolen og en komfortabel hytte med alt fornødent. På vores hyggelige terrasse med gang i grillen oplever vi et bombardement af fjerne lyn på nattehimmelen. Først da vi ligger under lagnerne, bryder uvejret løs, og regnen trommer på taget.

Næste dag, d. 4. april, starter vi i tørvejr, men med et lys, der skifter mellem solglimt og drivende regnskyer over et malerisk, smukt landskab. Terrænet bliver mere og mere kuperet, efterhånden som vi kommer sydpå ud af reservatet og nærmer os grænsen til Swaziland.

At krydse grænser på disse kanter kan efter sigende være tålmodighedskrævende – i hvert fald for nogle; men de tre overgange, vi prøvede på turen, gik ret hurtigt og smertefrit, og da dagens etape var turens korteste og vejene gode, kunne vi allerede ved tretten-tiden nå vores næste station, Phophonyane Lodge.

På Google Earth derhjemme havde jeg kunnet se Phophonyane Falls som et langstrakt, riflet sår i dalen mellem høje, mange steder ret stejle, men alligevel mest græsklædte bjerge, som er typiske for Swazi i nord og øst; men jeg havde ikke kunnet spotte lodgen på grund af tæt skov på skrænterne ned mod faldene. Det viste sig at være et ret specielt sted. Spredt under træerne lå små, maleriske hytter, hver med sin adgang ad snoede trapper og broer mellem klipperne, det hele i et uoverskueligt set-up, en mellemting mellem jungle og velholdt park. Øverst lå en statelig bygning i en tillempet “primitiv” stil med restaurant og pool med en flot udsigt. En ung mand viste os ned til vores sted: En drengedrøm om det vilde Afrika – eller mere nøgternt: En luftig trætrappe førte ned til to veludstyrede telte på en afsats under en stejl hammer og et lille stenhus, som fungerede som køkken med en udhængende terrasse – det hele så man kunne spytte ned i fossen!

Frokost på Phophonyane Lodge

Frokost på Phophonyane Lodge

Frokosten på den lille afsats ved køkkenet blev selvfølgelig festlig, og resten af dagen indbød jo naturligt til udforskning af området. Så, udstyret med et tvivlsomt kort fra receptionen, begav vi os på opdagelse langs faldene ad en primitiv sti, som indimellem fortabte sig i underskoven mellem tornede buske og spindelvæv. Den seje indsats op og ned på dalsiden blev belønnet, da vi pludselig stod ved en lysning med en dramatisk udsigt på toppen af en klippe, der rundede ned mod en “heksekeddel” for foden af et af de største fald. En trappe af små cementtrin, som ledte ned over den stejle klippe, udfordrede en del af deltagerne. Resultatet blev altså, at ekspeditionen kunne vende hjem med foto-dokumentation fra et af kontinentets mest utilgængelige områder.

Vandretur ved Phophonyane Falls

Vandretur ved Phophonyane Falls

Mens mørket faldt på, og vi alle fire sad og hyggede os med en aperitif i teltåbningen, begyndte regnen. Så det krævede både håndlygter og god stedsans at finde vej ad de kringlede stier op til pejsen i restauranter og et fortjent aftenmåltid.

Birte & Esben Ovesen: Pensionist-safari, del II

Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Dette er anden del. Første del om rejse og ankomst kan læses her. I denne omgang: Mødet med Maputo.

Også de to følgende dage, de første i april, skulle varmen (omkring de 30 grader) blive en væsentlig del af oplevelsen af Maputo; men det var vist egentlig det eneste tidsrum under opholdet, hvor det ind imellem kunne blive lidt for meget for os. Dels var det jo efterår dernede og dermed for det meste mere moderat varmt, dels blev vi begunstiget af lyst gråvejr meget af tiden på køreturene, og endelig lærte vi ret hurtigt at finde det skyggefulde fortov, holde siesta, når det var varmest, sove med et let lagen, o.s.v. – og iøvrigt nyde forskellen.

Dag 1 havde Puk påtaget sig at være vores turistguide i Maputo. René havde en arbejds-deadline, som han håbede at kunne overholde, inden vi skulle på første udflugt, så efter et hyggeligt morgenmåltid efterlod vi ham foran computeren og kørte ud i byen.

Birte, Esben & Puk på CFM

Birte, Esben & Puk spiser frokost på banegården

Vi nåede meget: et besøg på Puks arbejdsplads i Sommerschield-kvarteret, Maputos “Hellerup”, krydstogt ad de store avenuer i bilen og improvisationer til fods i menneskemylderet, obligatoriske sights som Eiffels jernhus, portugisernes gamle fort ved havnen den botaniske have (oprindelig et mondænt parkanlæg, nu en sørgelig ruin), et lille museum for den tidligere præsident og frihedshelt, Samora Machel – med en meget ivrig kustode, en formiddagsvand i skyggen i en stille park, hvor sorte “nannies” spillede bold med små hvide børn, og – måske det, der står tydeligst i erindringen om dagens tur – frokost på millionbyens jernbanestation: vi tre ved et bord i skyggen under baldakinen på den næsten mennesketomme perron. Gennem de gedigne døre i restauranten indenfor lyder blid jazzmusik. Sol på hvide mure og træerne på den anden side af sporene. Ikke et tog i syne. Det hele så stille og fredeligt som en søndag eftermiddag på stationen i Skjern! Og vi nyder kølig hvidvin og indbagte rejer.

Kontrasten er til at føle på, da vi en times tid senere er på vej tilbage til bilen i buldrende sol ad menneskefyldte fortove i de støvede havnegader. Her, som overalt, bliver vi hurtigt kigget ud af unge og gamle, som vedholdende tilbyder hjemmelavede souvenirs, cashewnødder, brugte mobiltelefoner, vinduesviskere(!), eller bare rækker hånden frem.

Ubehaget ved rollen som “hvid overklasse”, “koloniherre” eller bare “rig over for fattig” vil nok blive siddende i en i den situation – uanset om denne rolle er reel, om den bunder i mere eller mindre betettiget dårlig samvittighed, eller om nogen bare prøver at spille på den – indtil man lærer at forholde sig praktisk til den. Puk havde f.eks. altid en dynge mønter eller nogle pakker kiks liggende i gearstangs-hullet til at stikke ud ad vinduet, hvis en blind gammel dame rækker hånden frem fra midterrabatten ved lyskrydset. Iøvrigt havde hun tydeligvis en “lokal” aura, som gjorde hende mere eller mindre immun over for pågående sælgere. Vi andre har nok set mere “turist-ede” ud. I hvert fald lod vi os udmatte flere gange, når vi var på egen hånd. Nok om det!

Pigerne tillod sig en eftermiddagssøvn oven på anstrengelserne; men jeg måtte LIGE ud og se, om mit Google-Map-erhvervede kendskab til det nærmeste kvarter svarede til en virkelighed. Det blev til et par timer i de forholdsvis velholdte villagader omkring præsidentens domæne og parken, Jardim dos Namorados (de forelskedes have) med udsigt over havet og kysten. På tilbagevejen faldt jeg over et galleri, hvor unge lokale kunstnere udstillede skulpturer og tegninger i en stil, som jeg skulle genfinde i det meste af, hvad jeg senere så af kunst i byen, en stil præget af både traditionelt håndværk og efterveer af en nær fortid med en grusom krig.

Vi sluttede dagen alle fire i den fuldendte “koloniherre-stil” med en overdådig skaldyrsanretning på den tæt besatte terrasse i “Clube Naval”, den legendariske restaurant i lystbådehavnen. Få meter fra os – i mørket – kunne vi høre skvulpet fra Det Indiske Ocean.

Mine dagbogsnotater fra d. 2. april er mere sparsomme. Dagen var ekstra varm og blev præget af praktiske forberedelser til tur 1. Der skulle købes proviant, hæves penge, o.s.v. Det medførte et langt middagshvil – mens René knoklede ved sit skrivebord. Før solen fik for meget magt, tog pigerne og jeg os alligevel tid til et besøg på et nyetableret marked. I modsætning til slummens almindelige “gedemarked” for de lokale var det rent og velordnet og tydeligvis beregnet på turister. Der var dog nok mere ærligt håndværk og smukke ting end nips og fidus, og det blev besluttet, at det var et besøg mere værd.

Indkøbscenteret med aircondition, hvor vi provianterede, kunne, hvad udbud og standard angår, have ligget i en hvilken som helst storby i Europa; men det var et andet klientel, der befolkede det nedtrampede markedsområde uden for dets stegende parkeringsplads. Det var også en helt anden slags handel, der foregik her under interimistiske solskærme af pap og plastic, med varer stablet op eller bredt ud på jorden.

Puk foreslog en solnedgangstur i bilen nordpå langs kysten. Her tyndede byen hurtigt ud, og herskabelige “strandvejsvillaer” afløstes af mere eller mindre velholdte restauranter og små hytter under de høje træer langs stranden, hvor grill-bålene osede med kylling og fisk til salg. Der var folk på stranden og lørdags-stemning. Sorte unger tumlede i bølgerne, unge mennesker hang omkring biler og de maleriske små fiskerbåde gyngede for anker et stykke ude. Vi gik en tur i strandkanten i det lave lys og nød køligheden. Inden vi kørte tilbage gennem fiskemarkedet i mørkningen, sørgede Puk for endnu et turist-treat til sine gæster: lunken kokosmælk, drukket direkte af nødderne, som blev åbnet behændigt af gadesælgeren med en kæmpe-machete.

Birte & Puk drikker kokos på Costa do Sol

Birte & Puk drikker kokos på Costa do Sol

Hjemme kunne René endelig slippe tasterne og følges med os til en hyggelig thai-restaurant i nabolaget.

Før vi kunne kravle under lagenet, forestod et større arbejde med at pakke og gøre os klar til tidlig afgang næste morgen.

Besøg af Birte & Esben i billeder

Mens vi venter på, at Puk eller jeg får skrevet et eller andet om noget som helst, på at mine forældre får skrevet noget om deres tur og på at Birte og Esben fortsætter deres spændende historie, kan vi da lige se på nogle af de billeder, vi har fra deres tur. Nogle er blevet ganske fine. Andre, knap så meget. Men for os er der jo heldigvis minder med i selv det dårligste billede. Hvis du ønsker at se flere informationer om de enkelte billeder, kan du se dem på Flickr i stedet. Hvis du ønsker at se alle de billeder, vi har fra turen, må du kigge forbi hos os eller hos Birte og Esben hjemme i Løgstør.

Birte & Esben Ovesen: Pensionist-safari, del I

Birte & Esben ved Otter Pool, Phophonyane Falls

Birte & Esben ved Otter Pool, Phophonyane Falls

Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Der kommer heldgivis flere indlæg end det nedenstående fra samme hånd, så glæd jer til fortsættelserne – her på kanalen! I denne omgang: rejse og ankomst.

Vi har lovet vores svigersøn at skrive et gæsteindlæg om vores besøg hos ham og Puk i uge 13 til 15 dette år. Med det helt enestående aprilsvejr, som mødte os ved hjemkomsten har det imidlertid nærmest været umoralsk at opholde sig inden døre; men nu har maj-kulde og dårlig samvittighed endelig tvunget os til skrivebordet:

Eventyret begyndte en kold tirsdag morgen i marts – den 29. – hvor vores altid hjælpsomme nabo kørte os og vores omfangsrige bagage til københavnerbussen i Løgstør. For os hjemmefødninge er busturen tværs gennem landet altid en hyggelig oplevelse, men denne gang var rejseglæden og forventningerne nok ud over det sædvanlige. Om aftenen i Kbh. forhøjede vi feststemningen med et besøg på gourmet-restauranten “Paté-paté” i kødbyen sammen med Louise og Laust, før de overlod os deres gode seng på Vesterfælledvej.

Flybilletten Kbh. – Maputo retur, udstedt af AIRFRANCE, blev modtaget en aften i januar gennem bureauet, P/R Ovesen-Clausen-Nielsen ca. en halv time efter, at vi nølende havde sagt, at vi overvejede at gøre en Afrika-rejse (Et komplet og omfattende rejseprogram for to uger fulgte fra samme firma i februar).

Departure Copenhagen-Paris var sat til kl. 18.05 onsd. d.30. marts, så vi havde tid til flere københavnske seværdigheder: Krokusbedet i Kongens Have (slet ikke på toppen endnu), flere Grundahl-butikker og en kunstudstilling på Gl. Strand – før vi mødtes med Laust til en bid brød på “Skindbuksen” i hans middagspause. Og endelig ved 15-tiden satte vi os i toget til Kastrup.

Et døgn senere sad vi med hovederne tæt sammen over et koøje i et indflyvnings-sving og kiggede ned på Maputos grå slum. Et flyt i en kæmpestor bue over klodens overflade fra et kontinent til et andet. Et døgn med den moderne rejseforms blanding af uvirkelighed og praktiske, nærværskrævende rutiner. Den sidste times flyvning, Johannesburg – Maputo, havde dog budt på smukke, Google Map-agtige glimt mellem drivende vatskyer af Sydafrikas højland og Swazilands bløde bjerglandskaber.

René har sendt os et foto af Puk, der strækker hals foran ankomstområdet i Maputos nye lufthavn, mens vi kanter os ud. Det står for os som et ikon for en dejlig modtagelse.

Puk venter på Birte & Esben i lufthavnen

Puk venter på Birte & Esben i lufthavnen

På vej fra lufthavnen til Rua Joaquim Mara i “Det blå Bæst” (firehjulstrækkeren, der skulle bringe os vidt omkring i de kommende dage) kunne jeg ikke undgå at genkalde mig beskrivelsen af en anden ankomst til samme by, som jeg lige havde læst i Peter Tygesens bog, “De gode menneskers land”. Her er et par udpluk, som rammer i plet:

“For den vestlige besøgende går køreturen naturligt ind mod centrum, og den, der besøger Afrika for første gang, føler sig kastet ind i en skræmmende pågående verden. Der er mennesker overalt, de går langs vejen i endeløse strømme, de balancerer på kanterne af mægtige betonkanaler, de hænger ud af overfyldte busser, står på ladet af varevogne, vender en majskolbe over en blåulmende koksbunke i vejkanten, sidder på papflader med tilbud på frugter, cigaretter, kødstykker på pinde, kamme, og de taler i mobiltelefon, de små piger hinker, de store drenge ryger smøger, damer har frugtkasser på hovedet, mænd høvler spåner af senge, der er stillet frem i snesevis bag en drænkanal, en møbelbutik! Der er et mylder af farver, men den fremtrædende er grå, grå som i trøstesløs grå betonsten, dårligt muret med mørtlen enten bortsmuldret eller væltende ud mellem stenene, så de få farvemættet malede huse skriger så meget desto højere. – - – Maputo rummer sammen med sin sværindustrielle naboby Matola op mod tre mllioer indbyggere, og du tror grangiveligt, at du har mødt dem alle efter en spadseretur i gaderne. Det er ingen udelt fornøjelse at bevæge sig til fods. Varmt er det naturligvis, sandsynligvis et pænt antal streger over tredive grader, og fugtigt – - – Du lærer også hurtigt at se dig for, når du går, skraldet flyder overalt, bunker af overhuggede kokosnødder, papir og plastic er det mindste problem, værre er rådnende planteaffald, husholdningslevninger, de silende, slimede søer af skraldslam – - – Her bevæger indbyggerne sig frem med en ynde, der kalder på beundring, og et udseende, der kalder på undren. Skjorter så hvide, at det skærer i øjnene, pressefolder, jakkesæt, pudsede sko, hvordan holder de dog deres tøj så rent – - – Og menneskene er smukke. Kvinderne ranke som fjedre, mænd med skuldre og holdning – - – – - -en spraglet og pulserende, flerkulturel virkelighed, hvor man uafladeligt gør nye opdagelser. Maputo har for eksempel en kvalitet, som de færreste af kontinentets skrammede storbyer tilbyder: Store, gamle træer spreder deres kroner over hvert eneste fortov byen igennem – - – og man tilgiver – måske – gerne, at hvert eneste frtov er sprængt i fodstore betonstykker af de stadigt bredere og mægtigere stammer, og at deres rødders hærgen gør visse fortovsstrækninger lige så snublende vanskelige at passere, som VAR man i skoven.”

Ankommet til huset i Rua J. Mara, hilste vi på den ene af de tre vagter, som overvåger hus og grund døgnet rundt, og på hushjælpen, Helena, samt husets charmerende, røde teenager-kat, Tito, som jeg under opholdet kom til at se det som min opgave at bibringe en smule almindelig katte-opdragelse (Det lykkedes ikke).

Det var et rart hus. Mange rum i tre etager. Indvendig enkelt og robust. Sparsomt møbleret. Flere vinduer og døre kun med myggenet. Af flere altaner – alle helt tilgitrede som fuglebure – blev især én Birtes yndlingsplads: En magelig kurvestol, udsigt over forhaven og gaden til en lignende række fuglebure og et glimt af havet mellem træerne på skrænten ned til “strandvejen”.

Birte på altanen

Birte på altanen

Den lille gade med lignende villaer tilhørte i den portugisiske kolonitid den bedre “hvide” del af byen, fornemt placeret på toppen af den pynt, hvor floden møder Stillehavet. Det eksklusive understregedes af en permanent militær afspærring af den modsatte ende af gaden ca. 100 m borte ved præsidentens bolig og adskillige andre steder i området. Spærringerne resulterede i en noget snørklet rute til og fra huset – tilmed i slalom-kørsel som de fleste andre steder i byen, ud og ind mellem meterstore, dybe huller i asfalten og tæt parkerede biler.

Den modsatte retning, direkte ned over den tæt bevoksede skrænt mod havn og strandpromenade var også “out of bounds” ifølge FN’s sikkerhedsinstrukser. Her holdt ,efter sigende, subsistens- og boligløse til.

Vi blev installeret ovenpå i et rummeligt værelse med altan og udsigt fra sengen til palmetoppe ved siden af et veludstyret badeværelse ,og kunne så strække de flyvetrætte lemmer og nyde en drink og suppe på altanen sammen med Puk og René. Dejligt at være sammen igen efter mere end et år!

Før vi gik til ro, oplevede vi det hurtige skift fra dag til tropenat på en lille spadseretur op til et udsigtspunkt i et lille anlæg, Jardim dos Professores – og sluttede af med en øl under palmerne ved poolen foran Hotel Cardoso, hvor vi kunne følge fiskerbådenes lanterner hen over bugten nedenfor. Den lune luft. En voldsom kontrast til det råkolde København. Velkommen til Afrika!

Vi skal til Ilha de Moçambique

Ilha de Moçambique i horisonten

Billede taget af Matt Noteboom

Vi kan efterhånden se Ilha de Moçambique i det fjerne. Vi tager derop fredag morgen klokken latterligt tidligt. Vi skal flyve fra Maputo til Nampula, som er hovedstad i provinsen af samme navn (der er godt 2.000 km. derop, så Bæstet bliver i Maputo). Derfra med en eller anden form for taxa de 200 km. til vores hotel, O Escondidinho (det betyder vistnok “Det lille gemmested”) på Ilha. Det er efter sigende det bedste sted på øen. Altså, som i fineste og med bedste mad. Det vidste vi ikke, da vi bestilte, men det burde da være til at leve med.

Vi skal bare slappe af ved poolen med bøger og på værelset med The West Wing. Og selvfølgelig se øen. Den er nemlig virkelig spændende. Men vi har 10 dage deroppe, og det er en meget lille ø. Ergo skulle der være rig lejlighed til at komme helt ned i tempo efter nogle stressende uger for os begge. Ikke mindst med lejlighedsroderi. Mere om det senere.

Nu handler det om Ilha de Moçambique; den tidligere hovedstad og det nuværende UNESCO World Heritage Site. Ilha de Moçambique har blandt andet et gammelt portugisisk fort og sammen med det ligger den sydlige halvkugles ældste europæiske stykke arkitektur – Nossa Senhora de Baluarte-kapellet. Palácio de São Paulo skulle også være fedt. Og så er der selvfølgelig den lokale (dvs. ikke koloniprægede) del af øen, Macutobyen (macuto er vistnok materialet, de traditionelle stråhytte bliver lavet af – måske fra kokospalmer?).

Jeg glæder mig helt vanvittigt til at se det hele. Det har jeg gjort siden jeg læste Peter Tygesens “De gode menneskers land” før vi tog til Mozambique. Og apropos min læsning af den bog, så er der ét menneske, jeg har haft lyst til at møde lige siden: “den danske udviklingsarbejder, der blev hængende i Mozambique i en menneskealder“.

Omtalte udviklingsarbejder er en dansk arkitekt, Jens Hougaard, der har stået for meget af den genopbygning, der trods alt har fundet sted siden 1979. Han bor der stadig (eller nærmere: igen). Jeg overvejer stadig, om jeg kan få mig til at gå forbi hans kontor og spørge, om jeg må give ham et par glas vin i bytte for historier fra 30 år i Mozambique.

Vores arkitektbekendte, Silje Erøy Sollien, skal i starten af det nye år derop og skrive ph.d. Jeg glæder mig til at kende øen en lille smule, så jeg bedre kan sætte mig ind i hendes historier og kommende papers (for et forholdsvis nyt paper, der beskriver hendes kommende ph.d-projekt, se det vanvittigt spændende “Slums, museums, or rethinking site-specific architectural practice? Traditional building techniques and World Heritage in Ilha de Moçambique” (pdf)). Der står blandt andet:

The tenuous relationship between heritage conservation as architectural practice and socio-economic development is present in most urban conservation projects. It is made very explicit in one of the world’s poorest countries, in a postrevolutionary setting with limited institutional capacity, and where the majority of the urban population is living in slums next to wealthy global adventurers fascinated by the glamour of a “lost” historic city and turning it into their architectural playground.

[...]

At the same time, the colonial masters up to 1975, are dealing with rewriting a very problematic recent history in Portugal. There is an increased interest in conservation of “World Heritage of Portuguese Origin”, at the same time as the history of the 20th century remains taboo.

[...]

The problematic of World Heritage sites becoming cultural ghettos or holiday places for global elite vacant most of the year while the local population does not benefit from this, is not just limited the Swahili coast or to Africa.

Jeg får helt lyst til at skrive ph.d selv. Og så har det lært mig en del om Ilha. Desuden har jeg nu også lært, hvad definitionen på “slum” er. Og selv om den passer fint på bebyggelserne i den fattige del af Maputo, synes jeg stadig, at “slum” lyder for voldsomt og kriminelt. Men det er jo en helt anden historie.

Men i hvert fald: Vi skal til Ilha. Og vi skal nu alle se en video om Ilha. Og der er endda en portugisisk-kommentator-bonus. Det kan man jo ikke få nok af. Så deeeet.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Bettina Hansen: Ilha da Inhaca

Fra værelset

Gæsteindlæg ved Bettina Hansen.

(Nogle af vores tidligere besøgende har lovet også at skrive noget, så jeg kan hermed fortælle, at dette er det første i rækken af gæsteindlæg. Ikke sandt, Anna, Simon, Cecilie, Jacob, Louise, Laust, Flemming, mor og far? Og måske man endda kunne få Line og Maria til at skrive noget også? Og måske få Bettina til at skrive et mere? For det her, det er godt. Enjoy!).

Jeg har tilbragt 3 skønne uger i Maputo og Tofo med Puk, Maria og Line. Jeg havde en uge mere end de to andre, og Puk var en arbejdende kvinde, så jeg havde planlagt at tage til Swaziland, men det gik lidt i vasken (indrømmet, jeg var en kylling, og havde ikke spor lyst til at køre med minibus med 2 skift til andre minibusser, et sted mellem Maputo og Mbabane).

Så jeg valgte at tage til Inhaca Island i stedet. Har du tænkt det samme, så er her linket til hotellet, Pestana Inhaca Lodge, inden jeg forklarer nærmere.

At booke hotellet er nemt nok, det er en del af en hotelkæde. Transporten er til gengæld lidt mere tricky.

Man kan efter sigende vælge mellem to færger. En offentlig der tager 3½ time, og en privat, Vodacom Ferry, der tager 1½ time, men de sejler ikke hver dag, og de rejsebøger, jeg har haft fingrene i, var ikke enige i, hvilke dage det så var. Så hvis du rigtigt gerne vil sejle derover, så er nok nemmest at finde færgelejet og spørge der eller spørge Puk og René. Men jeg ved dog så meget, at de sejler meget tidligt, og man er anbefalet at være der ved en 7-8 tiden, alt efter tidevandet…..

Jeg tog flyet…

Flyet klar på startbanen

Flyet klar på startbanen

I skrivende stund har flyselskabet ændret navn fra Transairways til Kaya Airlines og p.t. har de ingen hjemmeside, men de er vist igang, så nummeret jeg brugte er enten 21465011 eller 21465108, det sidste havde jeg mest held med. Husk at spørg ind til alt! Hvad tid de flyver (forskel på weekend og hverdag og tiderne ændres), hvor skal jeg hente billetten, hvad er deres åbningstider, hvornår har de frokostpause (12- ca 14-15), hvor skal jeg tjecke ind, og hvor går jeg hen for at vente på flyet. For mit vedkommende bookede jeg over telefon bare med mit navn, betalte billetten i kontoret med Visakort overfor Kaya airlines kontor, tjeckede ind i Kaya airlines kontor og gik over i indenrigsområde der ligger til venstre for udenrigs tjeck in ved 6 skiltet (ikke at forveksle med skranke nr. 6 i udenrigs). Alt sammen i stueetagen. Billetten koster p.t. $120 retur og du må have 15 kg. med. Der er plads til ca 16 i flyet (jeg var eneste passager på vejen ud!) og tager ca 15 min. Husk toiletpapir! Der er en lille kiosk og lidt souvenirs, ellers intet. Jeg var der en time før.

Hotellet

Pestana Inhaca Lodge

Pestana Inhaca Lodge

Ganske udmærket, facilitetterne er som de skriver, maden er ganske ok, men nærmere 3 stjerner end 4. Bemærk at stranden ved hotellet ikke er rar, masser af både og sandet er fuld af skarpe muslingeskalller og småsten. De har en del aktivitetstilbud, rundtur på øen på gå-ben eller i bil og en del vandaktiviteter. Jeg dykkede og snorklede. Fint snorkelvand, fint dyk, instruktøren havde styr på det – udstyret var i orden, tjek lige mundstykket, at det ikke er slidt ned. Det er ikke alle dive sights man kan komme til, hvis man ikke er mindst 4. Var ikke rundt i landsbyen, men man kører igennem den fra landingsbanen, så man lige får en idé om, hvad der er at se. Poolen – saltvand – er fin og servicen er helt i top. De sejler en gratis til Portuguese Island, der er ubeboet og har strand hele vejen rundt med godt badevand. Der er generelt stille og roligt og hyggeligt, så perfekt til en lille get away med øde ø-strand og langsom tid. Jeg var der to overnatninger og det var fint passende. Priserne er sæsonstyret, og Pestana er det eneste hotel på øen bortset fra en self-catering lodge. Jeg betalte $174 inkl. morgenmad, aftensmad, båd til Portuguese Island og et snorkeldyk.

God tur.