Superwomen er landet, the artist formerly known as UNIFEM

Ja, jeg fik aldrig helt taget mig sammen til at skive det der blogindlæg om UNIFEM. Og nu har udviklingen heldigvis overhalet mig, for UNIFEM blev officielt opløst sidste fredags. Og det skulle man måske ikke umiddelbart tro var en god ting, men det er det faktisk. Både for UNIFEM, verdens kvinder generelt og i særdeleshed mig, som er så heldig at være med midt I alt det spændende.

Den 2. juli 2010 stemte FN’s medlemsstater enstemmigt for oprettelsen af en ny enhed med henblik på at styrke indsatsen i FN for verdens kvinder. Denne historiske begivenhed, Hurra, etableringen af UN Women – FNs enhed for ligestilling og kvinders emancipering, følger mange års forhandlinger og lobbying fra kvindeorganisationer I hele verden.

UN Women forener 4 enheder i FN dedikeret til ligestilling og kvinders emancipering: Division for the Advancement of Women (DAW), International Research and Training Istitute for the Advancement of Women (INSTRAW), Office of the Special  Adviser on Gender Issues and Advancement of Women (OSAGI) og United Nations Development Fund for Women (UNIFEM).

UN Women skal støtte mellemstatslige organer såsom Commission of the Status of Women i udformningen af politikker, standarder og normer, samt bistå medlemsstaterne i gennemførelsen af disse gennem teknisk og finansiel støtte og gennem samarbejde og partnerskab med  civilsamfundet. Desuden er en af UN Women’s hovedopgaver at sikre koordinering og gennemførelse af FN-systemets egne forpligtelser vedrørende ligestilling.

Oprettelsen af FN Women er en konsekvens af de alvorlige udfordringer FN har haft i bestræbelserne på at fremme ligestilling mellem kønnene, såsom manglen på én anfører  i FN’s indsats for ligestilling og mangel på tilstrækkelig finansiering. Desuden er det i erkendelse af, at ligestilling er en grundlæggende menneskerettighed og en forudsætning for opnåelsen af andre udviklingsmål.

UN Women får modsat de tidligere 4 enheder både en Under-Generalsekretær, altså en leder som rapporterer direkte til FNs Generalsekretær, og direkte adgang  til alle senior beslutningsmekanismer I FN, dvs. langt større indflydelse.

En anden overordentlig positive udvikling er at UN Women får et budget der er ca. dobbelt så stort som de 4 tidligere enheders budgetter tilsammen, og ideen er at størstedelen af de nye resurser skal bruges på landeniveau (hos mig).

UN Women vil være klar til afgang fra januar 2011. Indtil da vil UNIFEM ( som I mellemtiden hedder UNIFEM part of UN Women) fortsætte som sædvanligt. Bortset fra at vi alle er super spændte på hvad der kommer til at ske.

Læs mere på www.unwomen.org

Bondekvinder i Boane og Ressano Garcia

Så fik jeg min jomfru-tur ud i det rigtige Mozambique. Det var dog kun en en-dagstur til først Boane og derefter Ressano Garcia, som begge er byer et par timers kørsel fra Maputo. Det var en rigtig dejlig og lærerig tur. Det var fantastisk at opleve det grønne landskab på turen og folkene der lever langs vejene i ler-og blikhuse.  Jeg  besøgte to grupper af kvindelige landarbejdere med arbejdet, men mere kan jeg ikke skrive om det.

Mozambicanske kvinder udgør størstedelen af de allerfattigste mennesker i Mozambique, og mange af dem og deres familier lever kun af landbrug som knap strækker til eget forbrug. Mozambique er lige nu ramt af både tørke og oversvømmelser i forskellige regioner, hvilket både har reduceret den sidste høst og truer den kommende og gør de fattigste dele af landarbejderne, herunder særligt kvinderne, endnu mere sårbare.

Begge steder blev vi modtaget med sang og et par gange under møderne skulle vi også lige op og synge lidt, ja, også mig i bedste Princess Di stil, som så med stift smil og bløde knæ, til dels på grund af at varmen havde sneget sig op på 36 grader til dels på grund af jysk tilbageholdenhed, måtte prøve at klappe i takt og simultan-tolke garvede afrikaner-tæer, numser og rytmer.  Der går nok lidt tid, før jeg helt frivilligt vil kaste mig ud i den slags med bare en snas af rutine og ynde, men det giver vel point at prøve… Og det var ret fantastisk som de sang, og halvdelen af tiden fandt de bare på ting, tror jeg, jeg hørte i hvert fald Puk ( eller Puki, som jeg jævnligt går under hernede) blive nævnt et par gange, så det har altså været en helt ny ørehænger der blev brygget sammen til lejligheden.  De sang på Shangana og de fleste talte også kun dette lokale sprog, så jeg have tolk på det meste af tiden, selvom bonde-portugisisk ikke nødvendigvis gav mere mening for en portugisisk-rookie som mig, men noget fik jeg da fat i.

I Ressano Garcia, som er en grænseby til Sydafrika, (som det skulle vise sig René, Troels og jeg skulle besøge igen lørdag, men mere om det i indlægget ”Safari i Sydafrika”), blev der disket op med den helt store frokost. Jeg skammede mig helt over hvor meget der var gjort ud af det, når man nu ved, hvor lidt de har. Men de ville vise at det kan betale sig at støtte dem. Og så siger man jo ikke nej tak. Man siger ikke nej tak til hjemmelavede kogte hønsefødder eller nej til xhima- majsstivelse/grød, eller frisk salat. Og risen, geden og den stegte kylling med kartofler og mozambicanske urter var slet ikke så værst. Desværre indtog vi frokosten inden mødet, og først efter ca. en time med mave-kneb, spændte baller og sved på overlæben kunne vi endelig danse af og køre til den nærmeste tank med et træk-og-slip toilet. Jeg fik en hel pose hjemmedyrkede peanuts med hjem. Rigtig vidunderlig tur og dejligt at møde en masse imødekommende og flotte damer, hvis virkelighed jeg har så svært ved at sætte mig ind i. Men jeg prøver, og jeg vil så forbandet gerne.

Hva er det nu liiige du skal i Afrika?

Så gik første uge på mit nye arbejde. Faktisk har det næsten været 2 uger. Egentlig skulle jeg først have startet den 10. februar hos UNIFEM, så René og jeg lige kunne nå at trække vejret inden. Men sådan blev det ikke helt, for Adelia, min chef, skulle på seminar fra den 10. og ugen ud, og så syntes hun, at det var en god ide, at jeg lige kom ind til et kort møde mandag. Og det syntes jeg jo så også, at det var. Jeg tænkte også, at så fik jeg nok lov til at sidde i et hjørne og læse i nogle dokumenter fra onsdag til fredag, og det ville jo være meget rart.

René fulgte mig hen på kontoret mandag morgen, som den fuldendte ægtemand han er. Det var dejligt. Og det var mødet med Adelia også. Hun er meget rar, og brasilianer. Først var det hele på portugisisk. Det var lidt problematisk, og jeg sad og svedte og tænkte, at det her går aldrig. Så kom min nye kollega Shaista, som er mozambicaner ind på kontoret  og fik vist ondt af mig, og så tog vi resten af mødet på engelsk. Det var nemmere. Det viste sig så, at Adelia ville sende mig på en workshop onsdag til fredag, som repræsentant for kontoret. Og så måtte jeg lige komme ind en times tid tirsdag for at høre om workshoppen og printe en million sider til forberedelse.

Workshoppen handlede om reduktion af risikoen ved katastrofer og tilpasning til klimaforandringerne samt prioriteter for den nye FN strategi for området de kommende 3-4 år. Piece of cake. No problemo, det klarer jeg. Og det gjorde jeg så, med røven i vandskorpen og sved på overlæben. 30 FN-mennesker og 3 konsulenter og så mig. Heldigvis mest på engelsk. Og heldigvis noget med at lytte og snakke lidt i grupper og nikke samtykkende på de rigtige tidspunkter.

“Jep, helt enig, behov for at få kortlagt indholdet af selin i undergrunden i de semi-tørre områder. Og kvinder, dem skal vi jo ikke glemme, nå, okay, det er ikke vigtigt lige nu? Replikere varslingssystemer til alle distrikter, der er vi helt på samme side, bestemt første prioritet, ku ikke ha sagt det bedre selv. Og kvinderne, de skal da inddrages. Ikke nu måske? Nej, først senere? Okay.”

På sidstedagen lykkedes det mig dog at få tilføjet ”køn” med små bogstaver i en parentes under tværgående emner i anbefalingerne til den videre strategiformuleringsprocess. Klap mig selv på skulderen. Men det var rigtig spændende, og jeg var ikke helt så meget bag om dansen, som jeg havde frygtet: Det var faktisk helt okay.

I denne uge har jeg så endelig mødt mine kollegaer på UNIFEM-kontoret ordentligt. Det har været rigtig fedt.  Vi er fire, der arbejder med programmer: Adelia min chef, Shaista, Ondina og mig. Og så er der Nelson, verdens sødeste chauffør, og Hilario, som er lidt altmuligmand. De er alle rigtig søde og taler engelsk og portugisisk som det nu lige passer mig. Dejligt. Og så ringede den regionale leder af UNIFEM til mig fra Pretoria i Sydafrika og sagde velkommen, det synes jeg var rigtig flot. Jeg føler mig meget velkommen.

Jeg har læst en masse i denne uge.  Jeg må indrømme, at jeg endnu ikke ved helt, hvad det er jeg skal. Der er ikke just en skemalagt overleveringsprocess. Men jeg har fået at vide, at jeg hovedsagelig skal være ansvarlig for vores aktiviteter under det fælles FN Civilsamfundsprogram, fedt! Og Fælles reduktion af risikoen ved katastrofer-program, og så skal jeg være tovholder på den tekniske assistance til en kvindeorganisation, som har fået en halv million dollars fra UNIFEMs globale ligestillingsfond til arbejdet med at styrke 30.000 kvindelige landarbejderes kendskab til deres rettigheder og øge deres politiske deltagelse.

Nåeh ja, og så er jeg blevet kontorets kommunikationsdame og sidder i en tværgående kommunikationsgruppe for alle FN organisationerne i Mozambique.  Jeg skal skrive en pressemeddelelse på vegne af hele FN Mozambique til 8. marts, kvindernes internationale kampdag. Spændende.

Jeg tror jeg bliver rigtig glad for at være her og for mit arbejde. Jeg er allerede meget begejstret. Jeg læser om kvinder og køn hver dag, også efter arbejde. Det er dejligt endelig at kunne koncentrere mig om det, jeg synes er allermest spændende.  Selvom det er nogle lange dage, fordi der også har været så meget praktisk ved siden af, så er det rigtig fedt. Og jeg tror ikke jeg er så dum til det heller. Dobbelt fedt.

Vi skal til Mozambique!

Nå, men så gik det jo så hverken værre eller bedre end at Puk og jeg skal til Mozambique i et års tid. Eller to. Eventuelt tre. Det er jo lidt af et skridt.

Puk har fået job hos FN’s kvindefond, UNIFEM, hvor jeg ikke er helt sikker på, hvad hun skal lave. Men i hvert fald noget med at få kvinders ekstremt dårlige og udsatte position på dagsordenen. Og den slags er jeg jo så tilpas meget fan af, at jeg sjældent har syntes, at jeg har gjort noget mere fornuftigt. Selv om jeg siger et godt job op for at forlade venner og familie. Selv om jeg skal ned til intethed, arbejdsløshed, en kultur og et sprog, jeg ikke kender.

Jeg glæder mig helt enormt. Puk kan gøre det, jeg egentlig også godt gad fagligt. Jeg selv får et gratis sprog og ikke mindst muligheden for at gøre lige nøjagtig, hvad jeg vil. Det er jo for så vidt uanede muligheder. Jeg kan skrive artikler, skrive en bog, spille tennis, lave frivilligt arbejde og tage nogle billeder. Eller noget helt sjette.

Glæder mig til at kunne fortælle det til alverden.