Tag Archives: chapa

I dag har jeg læst en rejseberetning

Posted on by
Reply

Beretningen, som hedder “Mozambique – Maningue nice“, er skrevet af en portugiser, men er her på engelsk (den er fra det portugisiske flyselskab, TAPs, magasin, Up). Det er god læsning. Jeg får meget lyst til at rejse lidt mere. Omend mange timer i chapaer og machimbomboer generelt ikke er specielt tillokkende. Hvis du kan engelsk, så læs originalen (og husk at klikke på “read more”) – hvis ikke, har jeg forsøgt at lynoversætte lidt af det nedenfor.

Først er der lidt om Maputo:

Byen simrer. Brede avenuer med høje bygninger, kvarterer af farverige huse, en stor strandpromenade, moderne og traditionelle forretninger, parker, affald og huller i gaderne, revolutionære monumenter, koloniale bygninger, Chapas (minibusser) fyldt med mennesker, de nyeste jeeps, fluorescerende neon. En unik personlighed: en blanding af den dekadente charme i Havana med Lissabon i 1970′erne, med den globale verdens attraktioner tilføjet for en god ordens skyld. Gaderne er befolket med moderne kvinder, mænd med slips, teenagere iført hættetrøjer fra de kendte mærker som amerikanske rappere. Eller med traditionelle folk i capulanas (farverige klæder, der anvendes som nederdele eller babyslynger) viklet om sig med spædbørn på ryggen.

Og senere lidt om det at blive transporteret rundt i landet, hvis man ikke selv har en bil:

Jeg tager mod Inhambane, proppet ind i Chapa, med en snottet baby på mit skød og en spaniers ben mod bagsiden af mit hoved [...]

Bussen ankommer fra Maputo pakket med mennesker og tasker, men når der er en millimeter plads tilbage, er der også plads til noget andet: i dette tilfælde mig og mine to rygsække. Jeg har rejst stående de sidste fire timer. Jeg har en albue – hævet for at holde en kylling – stikkende i mine nyrer; Fanta løber ned af min ryg. Jeg har også to børn mellem mine ben, [en lærers?] reservedæk lænet mod min ryg, sædets metalstykker graver i mine ribben og min rygsæk er rundt om min nakke. Jeg begynder at tro, at jeg ikke vil klare de øvrige fire timer i denne slangemenneskepossition – og vi stopper kun i fem minutter efter nogen råber: “Hey, jeg tisser altså i flasken”.

Efter seks timer med følelsesløse ben og næse lykkedes det mig endelig at sidde ned. Jeg kiggede ikke engang, men jeg har på fornemmelsen, at jeg tilbragte resten af turen med mine fødder på benene fra stegte fisk. Det er ikke noget særligt i forhold til den ubeskrivelige lugt, som søster Maria do Rosário, som sidder ved siden af mig, afgiver hver gang hun bevæger armene. Og hun afsiger velsignelser hver gang hun ser en kirke, uanset art; det være sig katolsk, adventist, muslimsk, Jehova eller Kingdom of God [Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?].

Jeg lovpriser selv alle guder, helgener og ærkeengle, da jeg kommer væk fra den infernalske machibombo (lokalt ord for bus).

Og til sidst om det sidste stykke til Ilha de Moçambique:

I Alto Molocué sover jeg på gulvet med lyset tændt på et truckermotel, fordi jeg så en øgle på væggen, og jeg skal op kl. fire for at få et lift til Ilha de Moçambique i Ismails lastbil. Det tog mig to og en halv dag at rejse lidt mere end 500 km., men denne ø, dannet af tiderne og blandede racer, har “noget”, som får mig til at glemme alt det.

Ferie på Guldtappen

Posted on by
Reply

I påsken var vi så heldige, at vores gode ven Mark havde en ledig hytte på Gamboozini Lodge, som er hans feriested i feriebyen Ponta do Ouro nede ved den sydafrikanske grænse. Begge dele kræver en forklaring, så hermed lidt baggrund. Ponta do Ouro betyder Guldpunktet, Guldspidsen, Guldtappen eller hvad man så end måtte kalde et stykke land, der stikker ud i vandet. I ved, lige som Skagens spids. Hah, der var det jo. Spids. Nå, men hvorom alting er, så kan der laves en masse jokes med “Guldtappen”, hvilket vore unge, mandlige, portugisiske rejsekammerater da heller ikke var sene til. De jokes skal jeg nok lade være med at underholde med her, men bare sige, at de virkede til at være ret nemme at finde på, da en af de tre unge, blonde, kvindelige, finske rejsekammerater sagde, at hun gerne ville se Guldtappen i nogle dage.

Men nok om byen. Ahem. Marks sted hedder altså Gamboozini Lodge. Lodge betyder en slags feriested, mens Gamboozini er en mytisk, lyserød skabning, som de lokale mener at kunne få til at komme ud af sit skjul ved at hamre løs på potter og pander. Det gjorde de heldigvis ikke, mens vi var der. Den kan desuden kun fanges med en blå plastikpose. Mente i hvert fald en af de portugisiske drenge. I hvert fald: Mytisk skabning (ikke mystisk, mytisk!).

Ud

Nå, men turen derned var overraskende god. Vi tog en taxa tidligt fredag morgen ned til færgen, der sejler til Catembe. Efter 15 minutters sejlads til den svimlende pris af vistnok ca. 1 krone per person var vi i Catembe, hvor Mark havde sørget for en privat chapa til os. Han havde desuden aftalt med 3 finner, at de skulle med samme chapa. Da vi stod i Catembe ville 3 portugisiske fyre også gerne med, selv om de syntes at 500 meticais (85 kroner) per person var lidt rigeligt for den 3-4 timer lange tur gennem mudder, vandhuller (og andre store vejhuller). De havde tænkt sig at tage rutechapaen i stedet, som måske nok kun koster 150 meticais, men til gengæld skal man så også være 15-18 mennesker med oppakning i en Toyota Hiace i en bil, der hopper og danser. Men da de allerede havde ventet i 45 minutter, gad de ikke vente mere for at spare 125 kroner.

Vi kom frem på knap 4 timer, hvilket var lidt hurtigere end forventet, fordi der havde regnet ret meget i et par dage. Og så bliver muddervejene meget hurtigt dårlige. Fremme ved Gamboozini fik portugiserne endda krejlet sig frem til en god aftale med Mark, så de slog deres telte op på Gamboozini i stedet for i den baghave, de havde tænkt sig (thi der var helt fyldt i herberget på alle campingpladser). Og det var en god ting, for de var enormt festlige og gode drenge i de fleste henseender (de var dog lidt nogle arketypiske mandschauvinistiske latinomiddelhavsstoddere på mange måder).

Der

I lodgen var Marks kæreste, Helene og hendes søster, Sofie samt Marks veninde, Pam. Helene havde vi mødt i København før vi tog af sted, og vi havde et par gange været ud at få et par øl med både Mark, Helene og Sofie i Maputo. Det skulle dog vise sig, at Ponta også er et fantastisk godt sted til det dersens øl. Også selv om musikken ikke var direkte fremragende på det lokale disko, så var der fantastisk stemning, så det blev til et par byture og en enkelt drukaften i lodgen på denne vores første bryllupsrejse. Lidt romantisk er man vel.

Men ud over alkohol og god mad (Mark er en fantastisk kok) var der også lidt sundere spas på tapetet. Vi var nemlig ude at svømme med vilde delfiner i mandags. Det var en supersej oplevelse, og vi kom ret tæt på nogle af delfinerne. Velsagtens noget lignende 2-3 meter. Vi var ude i et par timer, hvor vi fire gange fik snorkel og dykkermaske på og blev dumpet i vandet. Og så var det ellers bare om at jagte delfinerne (omend forholdsvist lydløst og uforstyrrende). Største minus ved den tur var, at jeg er en idiot med en snorkel, men det var stadig ekstremt fedt. Mindre minus var, at det stod ned i lårtykke stænger og større plus var, at der var seje bølger. Wuaahh. Men alt i alt: Delfiner; de er satme seje.

Hjem

Efter delfinturen i mandags var det så hjem til Maputo. Puk skulle først arbejde igen torsdag, men vi kunne køre med Helene hjem til Maputo mandag, hvor hun og Sofie alligevel skulle den vej. Troede vi. Først var Helenes bil i stykker og da hun så fik arrangeret at blive trukket hele vejen til Maputo, viste det sig, at det 1) havde regnet for meget til at det kunne lade sig gøre, og at 2) der ikke var mere diesel i byen. Ponta er FYLDT med sydafrikanere i feriedagene og da de var taget hjem søndag og mandag formiddag i deres enorme firehjulstrækkere, var der simpelthen ikke mere diesel i byen.

Tirsdag prøvede vi så igen. Helene og Sofie blev trukket af en eller anden, så de tog af sted et par timer før Mark, Pam, Puk og mig, så vi ville ramme Catembe ca. samtidig. Troede vi. De nåede til Maputo omkring kl. 15:30, hvilket skulle vise sig at være flere timer før os, selv om de blev trukket. Regnen passede så fint, at vi mødte enorme vandmasser og biler, der sad fast på stribe. Og når man kun har det, vi i Danmark normalt kalder en markvej, at køre på, tager det tid. Vi fik trukket en enkelt af de andre fri et sted, men måtte undgå selv at komme igennem, hvor de havde siddet fast. Derfor måtte vi køre tilbage og finde en anden vej, som ikke var væsentligt bedre. Vi måtte derfor på et par andre omveje ind gennem bushen for at undgå nogle vandpytter, der var måske 100 meter lange og hvem ved hvor dybe.

Da vi efter godt 6 timer nåede til Catembe (lige efter 17:00-færgen var sejlet), fandt vi så ud af, at 18:00-færgen var aflyst. Ingen vidste hvorfor, men den var der i hvert fald ikke. Det var heldigvis 19:00-færgen … klokken 19:30. Så alt i alt en hjemtur på godt 8 timer. Tak, Mozambique.

Det positive ved turen overskyggede dog klart det negative. Vi hyggede os nemlig gevaldigt og vi fik set, hvorfor det er så bydende nødvendigt at have en firehjulstrækker, hvis man vil uden for Maputo. Samtidig så vi også på allernærmeste hold, hvad lige nøjagtig en Toyota Hilux Surf kan klare. Det er ikke så lidt.

Fik vi forresten nævnt, at vi nok først får vores egen udgave i slutningen af maj i stedet for i slutningen af april?

Tak, Mozambique :)

Alle billederne fra turen

Taxaer, chapas og en enkelt babyblå traktor

Posted on by
1

Vi har nu været i Maputo i ca. 6 uger. I al den tid har vi hovedsageligt kørt med taxa, når vi skulle noget, der er mere end en kilometer eller to væk. I dag mindede vores gamle gymnasiekammerat, Jonas, mig om, at han havde været på en spændende taxatur hernede i efteråret:

Det sjove er selvsagt, at jeg kan kende chaufføren. Og sikkert har kørt rundt i selv samme taxa. Dog har vi været ret heldige med, at taxaerne har fået os frem til alle vore mål med egen motorkraft. Og det endda selv om vejene ikke er sådan helt fantastiske. Men asfalt er der i det mindste her i Maputo. Nogle steder endda uden specielt store potholes.

Chapa

En chapa i Beira et sted. Men sådan ser de også ud i Maputo. Der er bare ca. 10 flere mennesker i. Billede lånt af Erazo-Fischer.

Og taxa bliver vi nok ved med at køre i i lige så lang tid, som vi har været her på nuværende tidspunkt. Dog har jeg så sent som i tirsdags taget hul på eventyret med at køre i chapas. Chapas er skramlede, faldefærdige minibusser (oftest Toyota Hiace), som fyldes op til randen med mennesker. Der er faste ruter og det koster mellem 1 og 2 kroner for en tur. Til gengæld skal man væbne sig med tålmodighed, for selv om de kører fuldstændig vanvittigt, så tager det sin tid at få fyldt op og komme ud, når chapaen er fyldt. Jeg tror med andre ord ikke, at det nødvendigvis bliver et fast transportmiddel for os. Men det er godt, at de er her. Ikke mindst for de lokale, som sjældent har andre alternativer. Og ja, 2-4 kroner om dagen på transport er mange penge for de lokale. Eksempelvis får vores hushjælp, Helena, et fast beløb – ud over den normale løn – til at køre i chapa for, så hun kan komme frem og tilbage mellem sin egen faldefærdige rønne i slummen og vores luksuriøse lejlighed med aircondition, varmt vand, toilet og havudsigt.

Men snart behøver vi ikke længere benytte os så meget af chapas og taxaer. Vi er ved at afslutte en handel, som betyder, at vi om ca. 5-6 uger forventer at køre rundt i noget, der bedst kan betegnes som en babyblå, japansk traktor. Eller som jeg ynder at se på det: En Manchester City-blå monstertruck. Mere om det når handelen rent faktisk er en realitet.