Vigtigere er det dog, at vi har fundet rødbeder i Super Mares, som er et supermarked her i Maputo, jeg har ledt efter længe (de sælger kaffepulver). Nu har jeg fundet det. I en kælder under et kæmpe byggerod. Supermarkedet er dyrt. Men det er selvfølgelig ikke pointen. Pointen med supermarkedshistorien er i stedet, at jeg vidste ikke, at jeg savnede rødbeder. Men da jeg så dem stå der ved siden af et hav af patéer, var der ingen tvivl. Så nu da Puk har lavet rør-selv-rugbrød, skulle der spises leverdreng med beder og kold mælk.
Billedet er pænere end oplevelsen. Patéen var måske nok lavet af svinelever, men smagte mere af nødder end af leverpostej. Mælken er lidt for langtidsholdbar til at den smager godt – selv om den var nede omkring 2-3 grader. Rugbrød og rødbeder var dog perfekte. Så alt i alt 4/10 for smag, 6/10 for oplevelse og 10/10 for nostalgi.
Næste gang jeg er alene hjemme, tager jeg nok bare en lur.
Som det vil være et par stykker bekendt, har vi lige tilbragt et par dage i Johannesburg sammen med 8 andre danskere. Vi skulle selvfølgelig se et enormt uinspireret dansk landshold få tæv af et ofte guddommeligt Holland på Soccer City. Og sådan gik det som bekendt også, hvis man hiver al form for guddommelighed og inspiration ud af Holland også.
På trods af det danske 2-0-nederlag var det dog en rigtig god tur, hvor en del øl blev konsumeret i fantastisk godt selskab. Mange af dem på en tvivlsom irsk pub, som var hjemsted for De Danske Roligans og som dermed var fyldt med danskere det meste af tiden. Det kan man jo vælge at se som noget positivt.
Soccer City er i sig selv et imponerende stadion, og da vejret var absolut fremragende, var de manglende danske egenskaber på banen sådan set tæt på ligegyldige. Selv Puk var ekstremt godt underholdt, som billedet også viser. Og det selv om nærmest ingen sang og selv om vuvuzelaerne bragede derudaf. Hun skal helt klart med på San Siro på et tidspunkt. Og velsagtens Middle Eastlands. Men som sagt: Soccer City er sejt og skal nok blive en af de bedste rammer i historien, når finalen spilles om godt tre uger. Inden da tager jeg dog lige en smut forbi Pretoria og ser Danmark-Cameroun og Nelspruit for at se Italien-New Zealand. De efterfølgende kampe bliver vist mest sofakampe for mit vedkommende – evt. blandet med nogle barkampe.
Turen frem og tilbage mellem Maputo og Johannesburg foregik i tre biler i convoy noget af vejen. Altid en god idé i Sydafrika selv om vejene er af europæisk standard, for det er kriminalitetsraten og folks biler og deres imponerende læs ikke altid. Ingen af de Maputobaserede biler var dog Bæstet, så vi kunne sidde på bagsædet og bare nyde at blive kørt de 550 km hver vej. Det er jo en ekstrem form for luksus. Især hvis man tilfældigvis skulle være ramt af de værste tømmermænd meget længe.
Jeg er nu blevet færdig med at læse “De gode menneskers land” af Peter Tygesen. Jeg har tidligere læst hans bog “Congo – formoder jeg“. En bog jeg købte for fire år siden. Dengang fik jeg ikke skrevet om bogen efter endt læsning, men i stedet blot, at jeg havde købt den. Det indlæg kaldte jeg “Danmarks rolle i koloniseringen af Afrika“.
Denne gang stjæler jeg titlen direkte fra bogen. Danmarks rolle i Mozambique har nemlig være helt anderledes end i Congo. Her er der ikke tale om kolonisering, men om ønsket om at hjælpe nogle gode mennesker. Det betyder ikke, at det alt sammen har været rosenrødt eller at det altid nødvendigvis har været ønsket om at give disse gode mennesker hjælp til selvhjælp. Men dansk hjælp har der været masser af. Og er der stadig. Det er jo dybest set derfor, vi er på vej derned.
Titlen
Bogens titel stammer fra Vasco da Gama – og dermed portugisernes – første møde med landet. Han kaldte det “Terra da Boa Gente” – de gode menneskers land. Og det lader også til at være Peter Tygesens holdning til mozambiquerne. Og her må vi heller ikke glemme Bob Dylan, som jo har masser af sandheder at fortælle om verden.
Peter Tygesen citerer første strofe af sangen, men jeg synes egentlig, at det er sidste strofe, der bedst understøtter titlen:
And when it’s time for leaving Mozambique,
To say goodbye to sand and sea,
You turn around to take a final peek
And you see why it’s so unique to be
Among the lovely people living free
Upon the beach of sunny Mozambique.
Om bogen
Bogen er en kombination af historisk gennemgang af dansk udviklingspolitik i Mozambique og personlige beretninger fra mozambiquere. Det er en rigtig god kombination, og bogens ca. 500 sider er fyldt med spændende fortællinger. Den journalistiske tilgang hjælper helt klart læseren gennem noget, der normalt ville have været en kedelig bureaukratisk gennemgang af alle Danidas enoooormt spændende tiltag. Men her har Peter Tygesen i stedet fået frie tøjler fra Danida, som betalte udarbejdelsen af bogen. Og det er en god ting. Selvfølgelig fordi vi så også får de mindre heldige historier, men især fordi det betyder, at Danida har åbnet for Den Spændende Historie. Ikke kun dokumentation, evaluering og modalitetsgennemgange. Men den godt fortalte historie om de gode mennesker. Og det er vel dybest set det, formidlingen om bistand går ud på.
Historien
Historierne er både om danske udviklingsarbejdere, om mozambiquiske flygtninge, politikere og om kærlighed. Men helt centralt er syv menneskers beretninger. Ud fra dem får vi historierne om portugisiske flygtninge, mozambiquiske flygtninge og om den danske udviklingsarbejder, der blev hængende i Mozambique i en menneskealder. Men noget af det, der imponerer mig mest, er Tygesens evne til at fortælle om de store linjer i bistandspolitik og ikke mindst de interne kampe mellem nationalstaterne i det sydlige Afrika. Gennem de personlige beretninger får vi blandt andet historien om Tanzanias daværende præsident, Julius Nyereres, hjælp til FRELIMO og om det Apardheidstyrede Sydafrikas og Malawis præsident, Hasting Bandas, hjælp til RENAMO.
På den måde bliver den kolde krigs modsætninger anskueliggjort på personligt plan på et kontinent, der hverken kunne gøre fra eller til i den store magtbalance. Og samtidig ser vi, hvordan vores berøringsangst i Vesten overfor de racistiske styrer i Afrika skabte borgerkrige i mange stater i Afrika. Det er dermed også ret bedrøvende læsning på mange punkter. For det er historier om Historien. Og Historien har sjældent behandlet det afrikanske kontinent særlig pænt.
