Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Dette er tredje del. Sørg for også at læse første del om rejse og ankomst, andel om mødet med Maputo og kig på nogle af alle billederne. I denne omgang: Tur til Kruger og første dag i Swaziland.
Planen var en 4-dages tur med et døgn i Kruger National Park i Sydafrika og derefter to overnatninger i det lille kongedømme, Swaziland. Det sidste var især mit [Esbens, red.] ønske, efter at jeg have set et par fotos fra en af værtsparrets tidligere ture der. Kruger har været obligatorisk for alle de mange gæster, som de allerede har huset og guidet, og jeg må indrømme, at der et sted i min bevidsthed har luret en vis skepsis over for det at køre rundt i et område og fotografere dyr fra en bil (om det skyldes en slags arrogance hos mig eller bare en banal fordom om noget i retning af en dansk dyrepark) – men godt, at man fik lejlighed til at blive klogere!
Med den tidlige start (op kl. 4!) kunne vi krydse grænsen til Sydafrika og nå indkørselen ved Crocodile Bridge så tidligt, at der blev det meste af et døgn til at se noget af den allersydligste del af det mere end 20 000 kvadratkilometer store område. Kruger blev lovsikret allerede i 1926 og har jo som naturreservat det dobbelte formål at forsvare natur og dyreliv mod mennesker OG at give samme art mulighed for at opleve det hele på en sikker, behagelig og inspirerende måde. Balancen mellem de to mål er vigtig. Det, vi så, virkede velorganiseret med gode veje, skiltning, regler og brochurer og overnatningsmuligheder med luksuspræg. Det nød vi godt af. Og naturen – den klarede sig!
Fra et udsigtspunkt, hvor vi sidst på eftermiddagen forlod bilen (på eget ansvar, ifølge et skilt) og bevægede os ud på klippehellerne, oplevede vi storheden. Et lavt savanne-landskab bredte sig tilsyneladende uendeligt til alle sider i solflimmeret, kun afbrudt hist og her i det fjerne, hvor en afrundet bjergknold stak sit lysende hoved op genem det grønne under en enorm himmel. Problematikken, som vi kender fra Danmark, om turismens fremmedgørende påvirkning af naturen – var ligesom ikke rigtig relevant her. Men den korte tur uden for bilen understregede til gengæld, at denne natur havde et kæmpe-potentiale af oplevelsesmuligheder, som ikke kan realiseres bag lukkede bilruder. Sådan må det vel være – ikke mindst af hensyn til dyrelivet.
Esben ved Stevenson-Hamilton Memorial
For foto-safari i Kruger er det gængse mål at få så mange forskellige dyr i kassen som muligt, men først og fremmest “The Big Five”, elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard. Vi opnåede ikke at se de store katte, og et næsehorn gad ikke at stille op i fuld figur; men ellers følte vi os ikke snydt efter den første dags etape. Trofæerne omfatter et par elefanter, som ugenert og kærligt fletter snabler få meter fra os, en hvidskægget abe, der studerer os i en tornebusk næsten inden for rækkevidde, en gnu, et vortesvin – En gruppe zebraer nipper græs i vejkanten og vender ubekymret de smukke stribede bagdele til vores køler. En giraf ignorerer os tilsyneladende mens den fouragerer med hovedet oppe i en trætop – men indtager dog en meget fotogen position. Flodheste og krokodiller er ikke meget for paparazzo-fotografer, men ender dog på skærmen sammen med farverige fugle og et utal af hjortedyr.
Kærlige elefanter
Dagens endemål, Pretoriuskop Camp, lyder måske af telte og lejrbål; men da vi når frem til aften, er det til et svale-bad i poolen og en komfortabel hytte med alt fornødent. På vores hyggelige terrasse med gang i grillen oplever vi et bombardement af fjerne lyn på nattehimmelen. Først da vi ligger under lagnerne, bryder uvejret løs, og regnen trommer på taget.
Næste dag, d. 4. april, starter vi i tørvejr, men med et lys, der skifter mellem solglimt og drivende regnskyer over et malerisk, smukt landskab. Terrænet bliver mere og mere kuperet, efterhånden som vi kommer sydpå ud af reservatet og nærmer os grænsen til Swaziland.
At krydse grænser på disse kanter kan efter sigende være tålmodighedskrævende – i hvert fald for nogle; men de tre overgange, vi prøvede på turen, gik ret hurtigt og smertefrit, og da dagens etape var turens korteste og vejene gode, kunne vi allerede ved tretten-tiden nå vores næste station, Phophonyane Lodge.
På Google Earth derhjemme havde jeg kunnet se Phophonyane Falls som et langstrakt, riflet sår i dalen mellem høje, mange steder ret stejle, men alligevel mest græsklædte bjerge, som er typiske for Swazi i nord og øst; men jeg havde ikke kunnet spotte lodgen på grund af tæt skov på skrænterne ned mod faldene. Det viste sig at være et ret specielt sted. Spredt under træerne lå små, maleriske hytter, hver med sin adgang ad snoede trapper og broer mellem klipperne, det hele i et uoverskueligt set-up, en mellemting mellem jungle og velholdt park. Øverst lå en statelig bygning i en tillempet “primitiv” stil med restaurant og pool med en flot udsigt. En ung mand viste os ned til vores sted: En drengedrøm om det vilde Afrika – eller mere nøgternt: En luftig trætrappe førte ned til to veludstyrede telte på en afsats under en stejl hammer og et lille stenhus, som fungerede som køkken med en udhængende terrasse – det hele så man kunne spytte ned i fossen!
Frokost på Phophonyane Lodge
Frokosten på den lille afsats ved køkkenet blev selvfølgelig festlig, og resten af dagen indbød jo naturligt til udforskning af området. Så, udstyret med et tvivlsomt kort fra receptionen, begav vi os på opdagelse langs faldene ad en primitiv sti, som indimellem fortabte sig i underskoven mellem tornede buske og spindelvæv. Den seje indsats op og ned på dalsiden blev belønnet, da vi pludselig stod ved en lysning med en dramatisk udsigt på toppen af en klippe, der rundede ned mod en “heksekeddel” for foden af et af de største fald. En trappe af små cementtrin, som ledte ned over den stejle klippe, udfordrede en del af deltagerne. Resultatet blev altså, at ekspeditionen kunne vende hjem med foto-dokumentation fra et af kontinentets mest utilgængelige områder.
Vandretur ved Phophonyane Falls
Mens mørket faldt på, og vi alle fire sad og hyggede os med en aperitif i teltåbningen, begyndte regnen. Så det krævede både håndlygter og god stedsans at finde vej ad de kringlede stier op til pejsen i restauranter og et fortjent aftenmåltid.
