Birte & Esben Ovesen: Pensionist-safari, del III

Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Dette er tredje del. Sørg for også at læse første del om rejse og ankomstandel om mødet med Maputo og kig på nogle af alle billederne. I denne omgang: Tur til Kruger og første dag i Swaziland.

Planen var en 4-dages tur med et døgn i Kruger National Park i Sydafrika og derefter to overnatninger i det lille kongedømme, Swaziland. Det sidste var især mit [Esbens, red.] ønske, efter at jeg have set et par fotos fra en af værtsparrets tidligere ture der. Kruger har været obligatorisk for alle de mange gæster, som de allerede har huset og guidet, og jeg må indrømme, at der et sted i min bevidsthed har luret en vis skepsis over for det at køre rundt i et område og fotografere dyr fra en bil (om det skyldes en slags arrogance hos mig eller bare en banal fordom om noget i retning af en dansk dyrepark) – men godt, at man fik lejlighed til at blive klogere!

Med den tidlige start (op kl. 4!) kunne vi krydse grænsen til Sydafrika og nå indkørselen ved Crocodile Bridge så tidligt, at der blev det meste af et døgn til at se noget af den allersydligste del af det mere end 20 000 kvadratkilometer store område. Kruger blev lovsikret allerede i 1926 og har jo som naturreservat det dobbelte formål at forsvare natur og dyreliv mod mennesker OG at give samme art mulighed for at opleve det hele på en sikker, behagelig og inspirerende måde. Balancen mellem de to mål er vigtig. Det, vi så, virkede velorganiseret med gode veje, skiltning, regler og brochurer og overnatningsmuligheder med luksuspræg. Det nød vi godt af. Og naturen – den klarede sig!

Fra et udsigtspunkt, hvor vi sidst på eftermiddagen forlod bilen (på eget ansvar, ifølge et skilt) og bevægede os ud på klippehellerne, oplevede vi storheden. Et lavt savanne-landskab bredte sig tilsyneladende uendeligt til alle sider i solflimmeret, kun afbrudt hist og her i det fjerne, hvor en afrundet bjergknold stak sit lysende hoved op genem det grønne under en enorm himmel. Problematikken, som vi kender fra Danmark, om turismens fremmedgørende påvirkning af naturen – var ligesom ikke rigtig relevant her. Men den korte tur uden for bilen understregede til gengæld, at denne natur havde et kæmpe-potentiale af oplevelsesmuligheder, som ikke kan realiseres bag lukkede bilruder. Sådan må det vel være – ikke mindst af hensyn til dyrelivet.

Esben ved Stevenson-Hamilton Memorial

Esben ved Stevenson-Hamilton Memorial

For foto-safari i Kruger er det gængse mål at få så mange forskellige dyr i kassen som muligt, men først og fremmest “The Big Five”, elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard. Vi opnåede ikke at se de store katte, og et næsehorn gad ikke at stille op i fuld figur; men ellers følte vi os ikke snydt efter den første dags etape. Trofæerne omfatter et par elefanter, som ugenert og kærligt fletter snabler få meter fra os, en hvidskægget abe, der studerer os i en tornebusk næsten inden for rækkevidde, en gnu, et vortesvin – En gruppe zebraer nipper græs i vejkanten og vender ubekymret de smukke stribede bagdele til vores køler. En giraf ignorerer os tilsyneladende mens den fouragerer med hovedet oppe i en trætop – men indtager dog en meget fotogen position. Flodheste og krokodiller er ikke meget for paparazzo-fotografer, men ender dog på skærmen sammen med farverige fugle og et utal af hjortedyr.

Kærlige elefanter

Kærlige elefanter

Dagens endemål, Pretoriuskop Camp, lyder måske af telte og lejrbål; men da vi når frem til aften, er det til et svale-bad i poolen og en komfortabel hytte med alt fornødent. På vores hyggelige terrasse med gang i grillen oplever vi et bombardement af fjerne lyn på nattehimmelen. Først da vi ligger under lagnerne, bryder uvejret løs, og regnen trommer på taget.

Næste dag, d. 4. april, starter vi i tørvejr, men med et lys, der skifter mellem solglimt og drivende regnskyer over et malerisk, smukt landskab. Terrænet bliver mere og mere kuperet, efterhånden som vi kommer sydpå ud af reservatet og nærmer os grænsen til Swaziland.

At krydse grænser på disse kanter kan efter sigende være tålmodighedskrævende – i hvert fald for nogle; men de tre overgange, vi prøvede på turen, gik ret hurtigt og smertefrit, og da dagens etape var turens korteste og vejene gode, kunne vi allerede ved tretten-tiden nå vores næste station, Phophonyane Lodge.

På Google Earth derhjemme havde jeg kunnet se Phophonyane Falls som et langstrakt, riflet sår i dalen mellem høje, mange steder ret stejle, men alligevel mest græsklædte bjerge, som er typiske for Swazi i nord og øst; men jeg havde ikke kunnet spotte lodgen på grund af tæt skov på skrænterne ned mod faldene. Det viste sig at være et ret specielt sted. Spredt under træerne lå små, maleriske hytter, hver med sin adgang ad snoede trapper og broer mellem klipperne, det hele i et uoverskueligt set-up, en mellemting mellem jungle og velholdt park. Øverst lå en statelig bygning i en tillempet “primitiv” stil med restaurant og pool med en flot udsigt. En ung mand viste os ned til vores sted: En drengedrøm om det vilde Afrika – eller mere nøgternt: En luftig trætrappe førte ned til to veludstyrede telte på en afsats under en stejl hammer og et lille stenhus, som fungerede som køkken med en udhængende terrasse – det hele så man kunne spytte ned i fossen!

Frokost på Phophonyane Lodge

Frokost på Phophonyane Lodge

Frokosten på den lille afsats ved køkkenet blev selvfølgelig festlig, og resten af dagen indbød jo naturligt til udforskning af området. Så, udstyret med et tvivlsomt kort fra receptionen, begav vi os på opdagelse langs faldene ad en primitiv sti, som indimellem fortabte sig i underskoven mellem tornede buske og spindelvæv. Den seje indsats op og ned på dalsiden blev belønnet, da vi pludselig stod ved en lysning med en dramatisk udsigt på toppen af en klippe, der rundede ned mod en “heksekeddel” for foden af et af de største fald. En trappe af små cementtrin, som ledte ned over den stejle klippe, udfordrede en del af deltagerne. Resultatet blev altså, at ekspeditionen kunne vende hjem med foto-dokumentation fra et af kontinentets mest utilgængelige områder.

Vandretur ved Phophonyane Falls

Vandretur ved Phophonyane Falls

Mens mørket faldt på, og vi alle fire sad og hyggede os med en aperitif i teltåbningen, begyndte regnen. Så det krævede både håndlygter og god stedsans at finde vej ad de kringlede stier op til pejsen i restauranter og et fortjent aftenmåltid.

Birte & Esben Ovesen: Pensionist-safari, del II

Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Dette er anden del. Første del om rejse og ankomst kan læses her. I denne omgang: Mødet med Maputo.

Også de to følgende dage, de første i april, skulle varmen (omkring de 30 grader) blive en væsentlig del af oplevelsen af Maputo; men det var vist egentlig det eneste tidsrum under opholdet, hvor det ind imellem kunne blive lidt for meget for os. Dels var det jo efterår dernede og dermed for det meste mere moderat varmt, dels blev vi begunstiget af lyst gråvejr meget af tiden på køreturene, og endelig lærte vi ret hurtigt at finde det skyggefulde fortov, holde siesta, når det var varmest, sove med et let lagen, o.s.v. – og iøvrigt nyde forskellen.

Dag 1 havde Puk påtaget sig at være vores turistguide i Maputo. René havde en arbejds-deadline, som han håbede at kunne overholde, inden vi skulle på første udflugt, så efter et hyggeligt morgenmåltid efterlod vi ham foran computeren og kørte ud i byen.

Birte, Esben & Puk på CFM

Birte, Esben & Puk spiser frokost på banegården

Vi nåede meget: et besøg på Puks arbejdsplads i Sommerschield-kvarteret, Maputos “Hellerup”, krydstogt ad de store avenuer i bilen og improvisationer til fods i menneskemylderet, obligatoriske sights som Eiffels jernhus, portugisernes gamle fort ved havnen den botaniske have (oprindelig et mondænt parkanlæg, nu en sørgelig ruin), et lille museum for den tidligere præsident og frihedshelt, Samora Machel – med en meget ivrig kustode, en formiddagsvand i skyggen i en stille park, hvor sorte “nannies” spillede bold med små hvide børn, og – måske det, der står tydeligst i erindringen om dagens tur – frokost på millionbyens jernbanestation: vi tre ved et bord i skyggen under baldakinen på den næsten mennesketomme perron. Gennem de gedigne døre i restauranten indenfor lyder blid jazzmusik. Sol på hvide mure og træerne på den anden side af sporene. Ikke et tog i syne. Det hele så stille og fredeligt som en søndag eftermiddag på stationen i Skjern! Og vi nyder kølig hvidvin og indbagte rejer.

Kontrasten er til at føle på, da vi en times tid senere er på vej tilbage til bilen i buldrende sol ad menneskefyldte fortove i de støvede havnegader. Her, som overalt, bliver vi hurtigt kigget ud af unge og gamle, som vedholdende tilbyder hjemmelavede souvenirs, cashewnødder, brugte mobiltelefoner, vinduesviskere(!), eller bare rækker hånden frem.

Ubehaget ved rollen som “hvid overklasse”, “koloniherre” eller bare “rig over for fattig” vil nok blive siddende i en i den situation – uanset om denne rolle er reel, om den bunder i mere eller mindre betettiget dårlig samvittighed, eller om nogen bare prøver at spille på den – indtil man lærer at forholde sig praktisk til den. Puk havde f.eks. altid en dynge mønter eller nogle pakker kiks liggende i gearstangs-hullet til at stikke ud ad vinduet, hvis en blind gammel dame rækker hånden frem fra midterrabatten ved lyskrydset. Iøvrigt havde hun tydeligvis en “lokal” aura, som gjorde hende mere eller mindre immun over for pågående sælgere. Vi andre har nok set mere “turist-ede” ud. I hvert fald lod vi os udmatte flere gange, når vi var på egen hånd. Nok om det!

Pigerne tillod sig en eftermiddagssøvn oven på anstrengelserne; men jeg måtte LIGE ud og se, om mit Google-Map-erhvervede kendskab til det nærmeste kvarter svarede til en virkelighed. Det blev til et par timer i de forholdsvis velholdte villagader omkring præsidentens domæne og parken, Jardim dos Namorados (de forelskedes have) med udsigt over havet og kysten. På tilbagevejen faldt jeg over et galleri, hvor unge lokale kunstnere udstillede skulpturer og tegninger i en stil, som jeg skulle genfinde i det meste af, hvad jeg senere så af kunst i byen, en stil præget af både traditionelt håndværk og efterveer af en nær fortid med en grusom krig.

Vi sluttede dagen alle fire i den fuldendte “koloniherre-stil” med en overdådig skaldyrsanretning på den tæt besatte terrasse i “Clube Naval”, den legendariske restaurant i lystbådehavnen. Få meter fra os – i mørket – kunne vi høre skvulpet fra Det Indiske Ocean.

Mine dagbogsnotater fra d. 2. april er mere sparsomme. Dagen var ekstra varm og blev præget af praktiske forberedelser til tur 1. Der skulle købes proviant, hæves penge, o.s.v. Det medførte et langt middagshvil – mens René knoklede ved sit skrivebord. Før solen fik for meget magt, tog pigerne og jeg os alligevel tid til et besøg på et nyetableret marked. I modsætning til slummens almindelige “gedemarked” for de lokale var det rent og velordnet og tydeligvis beregnet på turister. Der var dog nok mere ærligt håndværk og smukke ting end nips og fidus, og det blev besluttet, at det var et besøg mere værd.

Indkøbscenteret med aircondition, hvor vi provianterede, kunne, hvad udbud og standard angår, have ligget i en hvilken som helst storby i Europa; men det var et andet klientel, der befolkede det nedtrampede markedsområde uden for dets stegende parkeringsplads. Det var også en helt anden slags handel, der foregik her under interimistiske solskærme af pap og plastic, med varer stablet op eller bredt ud på jorden.

Puk foreslog en solnedgangstur i bilen nordpå langs kysten. Her tyndede byen hurtigt ud, og herskabelige “strandvejsvillaer” afløstes af mere eller mindre velholdte restauranter og små hytter under de høje træer langs stranden, hvor grill-bålene osede med kylling og fisk til salg. Der var folk på stranden og lørdags-stemning. Sorte unger tumlede i bølgerne, unge mennesker hang omkring biler og de maleriske små fiskerbåde gyngede for anker et stykke ude. Vi gik en tur i strandkanten i det lave lys og nød køligheden. Inden vi kørte tilbage gennem fiskemarkedet i mørkningen, sørgede Puk for endnu et turist-treat til sine gæster: lunken kokosmælk, drukket direkte af nødderne, som blev åbnet behændigt af gadesælgeren med en kæmpe-machete.

Birte & Puk drikker kokos på Costa do Sol

Birte & Puk drikker kokos på Costa do Sol

Hjemme kunne René endelig slippe tasterne og følges med os til en hyggelig thai-restaurant i nabolaget.

Før vi kunne kravle under lagenet, forestod et større arbejde med at pakke og gøre os klar til tidlig afgang næste morgen.

Besøg af Birte & Esben i billeder

Mens vi venter på, at Puk eller jeg får skrevet et eller andet om noget som helst, på at mine forældre får skrevet noget om deres tur og på at Birte og Esben fortsætter deres spændende historie, kan vi da lige se på nogle af de billeder, vi har fra deres tur. Nogle er blevet ganske fine. Andre, knap så meget. Men for os er der jo heldigvis minder med i selv det dårligste billede. Hvis du ønsker at se flere informationer om de enkelte billeder, kan du se dem på Flickr i stedet. Hvis du ønsker at se alle de billeder, vi har fra turen, må du kigge forbi hos os eller hos Birte og Esben hjemme i Løgstør.

Birte & Esben Ovesen: Pensionist-safari, del I

Birte & Esben ved Otter Pool, Phophonyane Falls

Birte & Esben ved Otter Pool, Phophonyane Falls

Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Der kommer heldgivis flere indlæg end det nedenstående fra samme hånd, så glæd jer til fortsættelserne – her på kanalen! I denne omgang: rejse og ankomst.

Vi har lovet vores svigersøn at skrive et gæsteindlæg om vores besøg hos ham og Puk i uge 13 til 15 dette år. Med det helt enestående aprilsvejr, som mødte os ved hjemkomsten har det imidlertid nærmest været umoralsk at opholde sig inden døre; men nu har maj-kulde og dårlig samvittighed endelig tvunget os til skrivebordet:

Eventyret begyndte en kold tirsdag morgen i marts – den 29. – hvor vores altid hjælpsomme nabo kørte os og vores omfangsrige bagage til københavnerbussen i Løgstør. For os hjemmefødninge er busturen tværs gennem landet altid en hyggelig oplevelse, men denne gang var rejseglæden og forventningerne nok ud over det sædvanlige. Om aftenen i Kbh. forhøjede vi feststemningen med et besøg på gourmet-restauranten “Paté-paté” i kødbyen sammen med Louise og Laust, før de overlod os deres gode seng på Vesterfælledvej.

Flybilletten Kbh. – Maputo retur, udstedt af AIRFRANCE, blev modtaget en aften i januar gennem bureauet, P/R Ovesen-Clausen-Nielsen ca. en halv time efter, at vi nølende havde sagt, at vi overvejede at gøre en Afrika-rejse (Et komplet og omfattende rejseprogram for to uger fulgte fra samme firma i februar).

Departure Copenhagen-Paris var sat til kl. 18.05 onsd. d.30. marts, så vi havde tid til flere københavnske seværdigheder: Krokusbedet i Kongens Have (slet ikke på toppen endnu), flere Grundahl-butikker og en kunstudstilling på Gl. Strand – før vi mødtes med Laust til en bid brød på “Skindbuksen” i hans middagspause. Og endelig ved 15-tiden satte vi os i toget til Kastrup.

Et døgn senere sad vi med hovederne tæt sammen over et koøje i et indflyvnings-sving og kiggede ned på Maputos grå slum. Et flyt i en kæmpestor bue over klodens overflade fra et kontinent til et andet. Et døgn med den moderne rejseforms blanding af uvirkelighed og praktiske, nærværskrævende rutiner. Den sidste times flyvning, Johannesburg – Maputo, havde dog budt på smukke, Google Map-agtige glimt mellem drivende vatskyer af Sydafrikas højland og Swazilands bløde bjerglandskaber.

René har sendt os et foto af Puk, der strækker hals foran ankomstområdet i Maputos nye lufthavn, mens vi kanter os ud. Det står for os som et ikon for en dejlig modtagelse.

Puk venter på Birte & Esben i lufthavnen

Puk venter på Birte & Esben i lufthavnen

På vej fra lufthavnen til Rua Joaquim Mara i “Det blå Bæst” (firehjulstrækkeren, der skulle bringe os vidt omkring i de kommende dage) kunne jeg ikke undgå at genkalde mig beskrivelsen af en anden ankomst til samme by, som jeg lige havde læst i Peter Tygesens bog, “De gode menneskers land”. Her er et par udpluk, som rammer i plet:

“For den vestlige besøgende går køreturen naturligt ind mod centrum, og den, der besøger Afrika for første gang, føler sig kastet ind i en skræmmende pågående verden. Der er mennesker overalt, de går langs vejen i endeløse strømme, de balancerer på kanterne af mægtige betonkanaler, de hænger ud af overfyldte busser, står på ladet af varevogne, vender en majskolbe over en blåulmende koksbunke i vejkanten, sidder på papflader med tilbud på frugter, cigaretter, kødstykker på pinde, kamme, og de taler i mobiltelefon, de små piger hinker, de store drenge ryger smøger, damer har frugtkasser på hovedet, mænd høvler spåner af senge, der er stillet frem i snesevis bag en drænkanal, en møbelbutik! Der er et mylder af farver, men den fremtrædende er grå, grå som i trøstesløs grå betonsten, dårligt muret med mørtlen enten bortsmuldret eller væltende ud mellem stenene, så de få farvemættet malede huse skriger så meget desto højere. – - – Maputo rummer sammen med sin sværindustrielle naboby Matola op mod tre mllioer indbyggere, og du tror grangiveligt, at du har mødt dem alle efter en spadseretur i gaderne. Det er ingen udelt fornøjelse at bevæge sig til fods. Varmt er det naturligvis, sandsynligvis et pænt antal streger over tredive grader, og fugtigt – - – Du lærer også hurtigt at se dig for, når du går, skraldet flyder overalt, bunker af overhuggede kokosnødder, papir og plastic er det mindste problem, værre er rådnende planteaffald, husholdningslevninger, de silende, slimede søer af skraldslam – - – Her bevæger indbyggerne sig frem med en ynde, der kalder på beundring, og et udseende, der kalder på undren. Skjorter så hvide, at det skærer i øjnene, pressefolder, jakkesæt, pudsede sko, hvordan holder de dog deres tøj så rent – - – Og menneskene er smukke. Kvinderne ranke som fjedre, mænd med skuldre og holdning – - – – - -en spraglet og pulserende, flerkulturel virkelighed, hvor man uafladeligt gør nye opdagelser. Maputo har for eksempel en kvalitet, som de færreste af kontinentets skrammede storbyer tilbyder: Store, gamle træer spreder deres kroner over hvert eneste fortov byen igennem – - – og man tilgiver – måske – gerne, at hvert eneste frtov er sprængt i fodstore betonstykker af de stadigt bredere og mægtigere stammer, og at deres rødders hærgen gør visse fortovsstrækninger lige så snublende vanskelige at passere, som VAR man i skoven.”

Ankommet til huset i Rua J. Mara, hilste vi på den ene af de tre vagter, som overvåger hus og grund døgnet rundt, og på hushjælpen, Helena, samt husets charmerende, røde teenager-kat, Tito, som jeg under opholdet kom til at se det som min opgave at bibringe en smule almindelig katte-opdragelse (Det lykkedes ikke).

Det var et rart hus. Mange rum i tre etager. Indvendig enkelt og robust. Sparsomt møbleret. Flere vinduer og døre kun med myggenet. Af flere altaner – alle helt tilgitrede som fuglebure – blev især én Birtes yndlingsplads: En magelig kurvestol, udsigt over forhaven og gaden til en lignende række fuglebure og et glimt af havet mellem træerne på skrænten ned til “strandvejen”.

Birte på altanen

Birte på altanen

Den lille gade med lignende villaer tilhørte i den portugisiske kolonitid den bedre “hvide” del af byen, fornemt placeret på toppen af den pynt, hvor floden møder Stillehavet. Det eksklusive understregedes af en permanent militær afspærring af den modsatte ende af gaden ca. 100 m borte ved præsidentens bolig og adskillige andre steder i området. Spærringerne resulterede i en noget snørklet rute til og fra huset – tilmed i slalom-kørsel som de fleste andre steder i byen, ud og ind mellem meterstore, dybe huller i asfalten og tæt parkerede biler.

Den modsatte retning, direkte ned over den tæt bevoksede skrænt mod havn og strandpromenade var også “out of bounds” ifølge FN’s sikkerhedsinstrukser. Her holdt ,efter sigende, subsistens- og boligløse til.

Vi blev installeret ovenpå i et rummeligt værelse med altan og udsigt fra sengen til palmetoppe ved siden af et veludstyret badeværelse ,og kunne så strække de flyvetrætte lemmer og nyde en drink og suppe på altanen sammen med Puk og René. Dejligt at være sammen igen efter mere end et år!

Før vi gik til ro, oplevede vi det hurtige skift fra dag til tropenat på en lille spadseretur op til et udsigtspunkt i et lille anlæg, Jardim dos Professores – og sluttede af med en øl under palmerne ved poolen foran Hotel Cardoso, hvor vi kunne følge fiskerbådenes lanterner hen over bugten nedenfor. Den lune luft. En voldsom kontrast til det råkolde København. Velkommen til Afrika!

Birte & Esben er landet

Så gik det hverken værre eller bedre end at Puk også var så heldig at få besøg af forældrene. Puk har bikset iste og gazpacho sammen, som nu nydes på The Main Balcony. Puk har ferie til den 18. april og sluttede dagen af med at få sin årlige medarbejdervurdering, hvor hun fik masser af ros. Så burde en god ferie være en selvfølge.

Utålmodig Puk i lufthavnen

Utålmodig Puk i lufthavnen

Puk laver gazpacho

Puk laver gazpacho

Hygge på altanen

Hygge på altanen

Forældre på tur

Mine forældre var på besøg for ikke længe siden. En uge siden, faktisk. Det er nok gået de færreste af denne blogs læseres næser forbi. Men det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke skal dokumenteres (version uden dobbeltnegationer: Det skal dokumenteres).

Væsentligt at holde for øje er dog, at vores mest trofaste læsere efter alt at dømme er familierne, som enten selv var her eller får den lidt mere spændende og levende udgave fra hestenes egen mund (undskyld, at jeg kalder jer heste, forældre, men det var altså ikke mig, der fandt på det ordsprog).

Men altså derfor blot en tåbeligt lang, forkortet udgave, som – hvis man ønsker det – kan udvides lidt ved at gå gennem nogle af de billeder, vi fik taget mens de var her. Vi fik taget mange billeder. De 625 har jeg beholdt. Og et udpluk af dem ligger med tåbelige kommentarer på Flickr. Så se dem der. Men igen, dem har mine søskende med familier allerede set og Puks forældre får efter alt dømme snart billederne at se med tilhørende historier. Fortalt af heste.

Det skete der:

  • Jeg mødtes med forældrene i lufthavnen i Johannesburg (jeg kom fra New York, de fra Billund over Frankfurt).
  • Vi blev i flyet mod Maputo enige om, at det da var helt mærkeligt, at alt gik efter planen.
  • I Maputo var min kuffert ikke at finde (den fik jeg 17 dage senere efter en del tovtrækkeri og ganske få, meget brugte boxershorts, men det er jo en helt anden historie).
  • Vi hyggede i lejligheden og var en tur i Jardim dos Namorados.
  • Vi var en tur på banegården og spiste frokost med Dennis på Restaurant Lanterna.
  • Vi amok-shoppede i supermarkedet Shoprite. Klargøring til safari.
  • Puk kom hjem fra New York og vi tog på Restaurant Taverna.
  • Vi tog på safari i Kruger National Park. Vi så mange dyr. Tæt på. Vi boede i hhv. Malelane og Biyamiti. Vi kom 4 minutter for sent til Malelane, så vi fik skældud af damen, som bestemt bestemte bestemt.
  • Vi kørte videre til Swaziland, hvor vi boede i Mantenga Nature Reserve ved Mantenga Falls. Det er samme sted som Swazi Cultural Village. Der var aber over det hele, som gloede ind ad de store badeværelsesvinduer når man badede. Det var lidt mærkeligt.
  • Nogle fodboldspillende knægte så os holde og tage billeder, så de kom og tiggede. Puk ville give dem lidt cashewnødder, men hurtigt havde de hele bøtten. Og var oppe at slås.
  • Vi var en tur i Mlilwane Wildlife Sanctuary, hvor vi fik set gnu, flodhest og krokodille. Dem så vi ikke i Kruger.
  • Vi var også en tur forbi House on Fire, som er et ret fantastisk kunst-turist-musik-konference-restaurant-have-hotel-sted.
  • På vej gennem Swaziland tilbage mod Maputo spiste vi frokost på Simunye Country Club. Det var ret fint. Og lidt skørt at være sådan et sted. De havde heldigvis dårlige tennisbaner, så vi følte os ikke så malplacerede som man kunne frygte. Der var 38 grader og deres strøm var gået, så de havde ikke aircon.
  • Hjemme i Maputo kørte vi til Campo do Costa do Sol – stadionet hvor det er meningen at jeg spiller fodbold om onsdagen. De mange-gange-mozambiquiske mestre, Clube Costa do Sol trænede. Vi kørte også videre til Restaurant Costa do Sol, hvorfra vi kiggede ud over Costa do Sol. Der var overskyet.
  • Vi hentede Puk på hendes arbejde. Hendes kolleger sagde, at hun er en perfekt kollega. Så sagde hun det samme om dem.
  • Så kørte vi ned og så fortet – Fortaleza. Det er ikke særligt imponerende. Det var det derimod, at en stiv/mærkelig mand kastede en sandal efter min mor. Hun var på fortet, han var nedenfor. Han ramte forbi.
  • Så var vi med, da Helena købte hus. Af en gammel kone med en stiv søn. Så dansede de. Mozambiquerne. Mine forældre, Puk og jeg sad bare og var hvide. Selve købet forgik ved at jeg overrakte pengene til Helena, som gav dem videre til områdechefen. Så talte han. Og gav dem videre til ejerens søn, som modtog dem på vegne af ejeren. Og takkede gud sådan jævnt meget. Helt præcist lige omkring kvalmegrænsen.
  • Senere spiste vi noget mere og gav os til at have diarré.
  • Efterfølgende tog vi på kunstmarked. For de fleste sælgeres vedkommende burde de nok overveje, hvor meget personlighed de lægger i ordet kunstner. Men der er faktisk også nogle ret fine ting. Dem købte vi nogle af.
  • Så kørte vi igen. Denne gang ca. 500 meter hen til jernhuset og botanisk have. De komplementerer hinanden godt. Jernhuset kan efterhånden bruges takket være aircons. Tidligere var det ubrugeligt. Det var ca. dengang botanisk have kunne bruges til noget.
  • Den sidste dag købte vi gaskomfur til Helena. Det blev hun helt ekstremt glad for, men der var ingen der dansede.
  • Så tog de hjem.

I dag har jeg sendt Puk til New York

Hun skal på FN-introkursus. Næsten 7 måneder efter hun startede hos FN. Men sådan er der jo så meget.

Puk på vej til NYC

Puk på vej til NYC

Nu da jeg alligevel var i lufthavnen, købte jeg også lige en billet til mig selv. Så i morgen klokken 9:00 drager jeg mod det der æble. Glæder mig til at se, om de amerikanske sikkerhedsfolk kan se det sjove i min håndbagage.

Håndbaggage

Håndbaggage

Jeg kommer hjem igen den 7. september, hvor jeg mødes med mine forældre i lufthavnen i Johannesburg. Jeg har forventet ankomst 25 minutter før de kommer fra Fjerritslev via Billund og Frankfurt, og vi har billetter til samme fly til Maputo. Det bliver dælenedderspjætme hyggeligt.

Jeg glæder mig ekstremt meget til at komme til New York. Det er og bliver en fantastisk by. Og jeg glæder mig mindst lige så meget til at komme tilbage. Det er og bliver nogle fantastiske forældre.

Win-win.