Book of Secrets

Jeg har efterhånden talt med de fleste fra min omgangskreds om vores kommende flytning. Og når jeg taler med dem, irriterer det mig egentlig lidt, at jeg skal pålægge dem at holde det hemmeligt. For det er jo ikke noget specielt. I hvert fald ikke noget, der gør, at man behøver holde det hemmeligt af nogen som helst andre grunde, end at vi nu engang ikke har sagt op endnu.

Det er skørt, at vi på grund af den simple lille omstændighed, at vi kun er 99,9% sikre, ikke kan fortælle det vidt og bredt. Kun til venner med tavshedsløfter og amager-halshug-gerninger bag sig. Og så selvfølgelig her på vores indtil videre ganske hemmelige blog. I hvert fald lige så hemmelig, som noget vidt offentligt er.

Men nu skal det snart være. Jeg har underrettet min arbejdsgiver, og det føltes ekstremt godt. Lige som Puk er jeg enormt glad for min arbejdsplads og ledelsen selv samme sted, og derfor er det egentlig ret frustrerende at skulle holde dem for nar. For det er det, når man fortæller noget vidt og bredt, som har stor indflydelse på deres forretning. Men nu er det sagt, og ikke overraskende fik det en fabelagtig modtagelse. De var kede af det på firmaets vegne og glade på Puks og mine. Som det skal være, med andre ord.

Nu er det blot at vente på, at kontrakttilbuddet endelig finder frem til vores matrikel, så Puk også med fornuft kan sige noget til sin arbejdsgiver. Det er forhåbentlig mandag.