Tag Archives: Kruger Safari Park

Birte & Esben Ovesen: Pensionist-safari, del III

Posted on by
Reply

Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Dette er tredje del. Sørg for også at læse første del om rejse og ankomst, andel om mødet med Maputo og kig på nogle af alle billederne. I denne omgang: Tur til Kruger og første dag i Swaziland.

Planen var en 4-dages tur med et døgn i Kruger National Park i Sydafrika og derefter to overnatninger i det lille kongedømme, Swaziland. Det sidste var især mit [Esbens, red.] ønske, efter at jeg have set et par fotos fra en af værtsparrets tidligere ture der. Kruger har været obligatorisk for alle de mange gæster, som de allerede har huset og guidet, og jeg må indrømme, at der et sted i min bevidsthed har luret en vis skepsis over for det at køre rundt i et område og fotografere dyr fra en bil (om det skyldes en slags arrogance hos mig eller bare en banal fordom om noget i retning af en dansk dyrepark) – men godt, at man fik lejlighed til at blive klogere!

Med den tidlige start (op kl. 4!) kunne vi krydse grænsen til Sydafrika og nå indkørselen ved Crocodile Bridge så tidligt, at der blev det meste af et døgn til at se noget af den allersydligste del af det mere end 20 000 kvadratkilometer store område. Kruger blev lovsikret allerede i 1926 og har jo som naturreservat det dobbelte formål at forsvare natur og dyreliv mod mennesker OG at give samme art mulighed for at opleve det hele på en sikker, behagelig og inspirerende måde. Balancen mellem de to mål er vigtig. Det, vi så, virkede velorganiseret med gode veje, skiltning, regler og brochurer og overnatningsmuligheder med luksuspræg. Det nød vi godt af. Og naturen – den klarede sig!

Fra et udsigtspunkt, hvor vi sidst på eftermiddagen forlod bilen (på eget ansvar, ifølge et skilt) og bevægede os ud på klippehellerne, oplevede vi storheden. Et lavt savanne-landskab bredte sig tilsyneladende uendeligt til alle sider i solflimmeret, kun afbrudt hist og her i det fjerne, hvor en afrundet bjergknold stak sit lysende hoved op genem det grønne under en enorm himmel. Problematikken, som vi kender fra Danmark, om turismens fremmedgørende påvirkning af naturen – var ligesom ikke rigtig relevant her. Men den korte tur uden for bilen understregede til gengæld, at denne natur havde et kæmpe-potentiale af oplevelsesmuligheder, som ikke kan realiseres bag lukkede bilruder. Sådan må det vel være – ikke mindst af hensyn til dyrelivet.

Esben ved Stevenson-Hamilton Memorial

Esben ved Stevenson-Hamilton Memorial

For foto-safari i Kruger er det gængse mål at få så mange forskellige dyr i kassen som muligt, men først og fremmest “The Big Five”, elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard. Vi opnåede ikke at se de store katte, og et næsehorn gad ikke at stille op i fuld figur; men ellers følte vi os ikke snydt efter den første dags etape. Trofæerne omfatter et par elefanter, som ugenert og kærligt fletter snabler få meter fra os, en hvidskægget abe, der studerer os i en tornebusk næsten inden for rækkevidde, en gnu, et vortesvin – En gruppe zebraer nipper græs i vejkanten og vender ubekymret de smukke stribede bagdele til vores køler. En giraf ignorerer os tilsyneladende mens den fouragerer med hovedet oppe i en trætop – men indtager dog en meget fotogen position. Flodheste og krokodiller er ikke meget for paparazzo-fotografer, men ender dog på skærmen sammen med farverige fugle og et utal af hjortedyr.

Kærlige elefanter

Kærlige elefanter

Dagens endemål, Pretoriuskop Camp, lyder måske af telte og lejrbål; men da vi når frem til aften, er det til et svale-bad i poolen og en komfortabel hytte med alt fornødent. På vores hyggelige terrasse med gang i grillen oplever vi et bombardement af fjerne lyn på nattehimmelen. Først da vi ligger under lagnerne, bryder uvejret løs, og regnen trommer på taget.

Næste dag, d. 4. april, starter vi i tørvejr, men med et lys, der skifter mellem solglimt og drivende regnskyer over et malerisk, smukt landskab. Terrænet bliver mere og mere kuperet, efterhånden som vi kommer sydpå ud af reservatet og nærmer os grænsen til Swaziland.

At krydse grænser på disse kanter kan efter sigende være tålmodighedskrævende – i hvert fald for nogle; men de tre overgange, vi prøvede på turen, gik ret hurtigt og smertefrit, og da dagens etape var turens korteste og vejene gode, kunne vi allerede ved tretten-tiden nå vores næste station, Phophonyane Lodge.

På Google Earth derhjemme havde jeg kunnet se Phophonyane Falls som et langstrakt, riflet sår i dalen mellem høje, mange steder ret stejle, men alligevel mest græsklædte bjerge, som er typiske for Swazi i nord og øst; men jeg havde ikke kunnet spotte lodgen på grund af tæt skov på skrænterne ned mod faldene. Det viste sig at være et ret specielt sted. Spredt under træerne lå små, maleriske hytter, hver med sin adgang ad snoede trapper og broer mellem klipperne, det hele i et uoverskueligt set-up, en mellemting mellem jungle og velholdt park. Øverst lå en statelig bygning i en tillempet “primitiv” stil med restaurant og pool med en flot udsigt. En ung mand viste os ned til vores sted: En drengedrøm om det vilde Afrika – eller mere nøgternt: En luftig trætrappe førte ned til to veludstyrede telte på en afsats under en stejl hammer og et lille stenhus, som fungerede som køkken med en udhængende terrasse – det hele så man kunne spytte ned i fossen!

Frokost på Phophonyane Lodge

Frokost på Phophonyane Lodge

Frokosten på den lille afsats ved køkkenet blev selvfølgelig festlig, og resten af dagen indbød jo naturligt til udforskning af området. Så, udstyret med et tvivlsomt kort fra receptionen, begav vi os på opdagelse langs faldene ad en primitiv sti, som indimellem fortabte sig i underskoven mellem tornede buske og spindelvæv. Den seje indsats op og ned på dalsiden blev belønnet, da vi pludselig stod ved en lysning med en dramatisk udsigt på toppen af en klippe, der rundede ned mod en “heksekeddel” for foden af et af de største fald. En trappe af små cementtrin, som ledte ned over den stejle klippe, udfordrede en del af deltagerne. Resultatet blev altså, at ekspeditionen kunne vende hjem med foto-dokumentation fra et af kontinentets mest utilgængelige områder.

Vandretur ved Phophonyane Falls

Vandretur ved Phophonyane Falls

Mens mørket faldt på, og vi alle fire sad og hyggede os med en aperitif i teltåbningen, begyndte regnen. Så det krævede både håndlygter og god stedsans at finde vej ad de kringlede stier op til pejsen i restauranter og et fortjent aftenmåltid.

I Kruger med Cecilie & Jacob

Posted on by
2
Abe

Abe (det er en han)

For første gang mens vi har været her (snart et halvt år!), har vi været ordentligt på safari. Det vil sige i mere end 3 timer. Lad os med det samme understrege, at det ikke er sidste gang, og at det passer os ekstremt godt, at det netop ikke er sidste gang. Dyr er fandeme seje. Især dødbringende dyr i få meters afstand. Som ikke er buret inde.

Vi tog af sted fra Maputo lørdag morgen klokken 7:30. Vi burde nok have kørt en times tid tidligere, men søvn har aldrig gjort nogen noget ondt. Få timer senere kørte vi så rundt i Kruger National Park, hvor vi hurtigt mødte blandt andet vildsvin, giraffer, zebraer, hvide næsehorn og et hav af fugle. Ved ankomst til dagens mål, Skukuza Rest Camp, ved 16-tiden manglede vi stadig at se katte, men havde store forhåbninger om at se nogle på den solnedgangstur, vi havde bestilt.

Klokken 16:45 skulle vi mødes for at kunne køre af sted klokken 17:00. De femten minutter benyttede jeg i øvrigt til at løbe tilbage til vores hytte for at hente vores kikkert. Kameraet havde ikke mere strøm, men det er i virkeligheden også ret ubrugeligt i mørke. Men kikkert blev hentet. Og jeg blev enormt svedig. Men det er velsagtens en helt anden og helt og holdent irrelevant historie.

Aftenturen, som varede 3 timer, viste sig at være ekstremt sej (og enormt kold). Først virkede det lidt ærgerligt, at vi var i en lastbil med noget lignende 20-30 andre turister i stedet for at køre i en en trademark safari-4×4. Men det viste sig at være ligegyldigt.

En af de elefanter, vi så, fældede et træ med sin snabel, vi så en del giraffer, næsehorn og vi så en enkelt krokodille. Vi så også en leopard gå lige foran lastbilen. Men højdepunktet var helt klart to store løvedamer med et kuld på fem løvekillinger på omkring et halvt år. De lå i vejsiden, så vi kunne på ingen måde komme tættere på. Jeg tror vi holdt og gloede på dem i 20 minutter (eller mere). Men det var altså også imponerende. Vi måtte ikke kæle. Dyrene, vel at mærke.

Tilbage i lejren var vi grydeklare efter en af historiens mere triste buffeter. Men i det mindste fik vi da så smagt kudu. Og så havde de både øl, vin og varme. Meget mere havde vi bildt os selv ind, at vi ikke kune spørge efter.

Natur

De har andet end blot dyr

Morgenturen var en helt anden oplevelse. Og det ikke blot fordi man er ganske enormt træt, når man er mig og skal se på dyr klokken 5:45. Vi var 7 turister, der gik rundt sammen med to geværbeklædte rangere. Den slags skaber en noget anden oplevelse end at være delvist sikret i en bil. At være sikret af våbenføre biologer er ikke noget, man prøver hver dag, og det kan da godt være, at rekrutteringen af den slags er svært. I hvert fald kostede det ca. dobbelt så meget som køreturen aftenen før – hhv. 310,00 og 160,00 Rand (og tusind tak til Bolvinkel-Wieland for sponsorat!). Nå, men i hvert fald var det en helt anden oplevelse. Faktisk var det lidt af en lortetur.

Og den slags er jo spændende. Lort. Det er fantastisk så mange spændende historier, der kan komme ud af en dynge fækalier. Og vores guide var god til at fortælle, skal siges. Vi så ikke så mange dyr (en enkelt springhare næsten-tæt-på og en flok impaler overhovedet-ikke-tæt-på), men det var stadig spændende og vi var glade mennesker, da vi satte os på en gigantsten og spise kiks og drak en juice. Vi var endda glade selv om vore guides havde lagt geværerne lidt længere væk, end jeg ville have instrueret dem i, hvis jeg var ham, der bestemte. Det var jeg heldigvis ikke, for så var vi også faret vild og havde ikke hørt så mange historier om lort.

Nå, men de lagde jo altså deres geværer et stykke væk fra hvor de sad. Og det var lige meget. For der var jo ikke så mange dyr. Ud over lydene fra løver og leoparder. Men den slags petitesser skal man jo ikke hænge sig i. Det kunne man i stedet vælge at gøre i den næsehornsfamilie, der var FÅ METER VÆK! Damn, det var sejt. Som det sig hør og bør i den slags familier, passede damehornet på børnehornet mens hun prøvede på at holde et brunstigt hanhorn væk fra at slå barnet ihjel. Og væk fra hende(s). De gryntede, løb og var i det hele taget meget store, sådan meget tæt på. Uden noget mellem dem og os. Det var en virkelig sej oplevelse og jeg vil vist meget gerne på sådan en tur igen. Det var meget ærefrygtindgydende. Lige som ordet ærefrygtindgydende i øvrigt er det. Men lad nu det ligge.


Leopard med stenbuk

Leopard med stenbuk

Vi gik videre, da næsehornene gjorde det samme og så var der ikke meget mere spas på den tur. Altså, vi så de selv samme næsehorn en gang mere. Denne gang dog et stykke længere væk. Det patetiske hannæsehorn luntede stadig efter sin udkårne, som stadig ikke gad ham.

Efter kaffe og brød i solen kørte vi igen ud i parken på egen hånd. Denne gang blev en leopard og dens kamp med at hive en nyihjelslået stenbuk op i et træ den store oplevelse. Vi holdt helt perfekt til at se hele kampen fra den sad med bukken på jorden, til den var smidt helt op i toppen af træet og leoparden igen var kravlet ned. Imponerende. Ganske enkelt.

Derefter blot mere dårlig mad og så var det hjem mod Maputo. Heldigvis havde Cecilie og Jacob ikke visum, så vi fik lov til at opleve noget mozambiquisk bureaukratisk ineffektivitet som velkomstsalut. To timer tog det at få visum fordi de havde fået et nyt og mere effektivt it-system. Yeah right. Men i det mindste var visumpriserne steget med 1.000 % siden de ankom i tirsdags.

Så kan man jo ikke klage.

Cecilie og Jacob har lovet at dele deres billeder og at skrive et gæsteindlæg her på bloggen ved lejlighed, så forvent langt bedre billeder end dem nedenfor (blandt andet også fra vores aften- og morgentur) og mere om både safari i Kruger og andre Mozambiqueoplevelser fra deres hånd. Jeg glæder mig, så det gør du også.

Safari i Sydafrika

Posted on by
4

Elefanter i Kruger National Park

Vores gode ven, Troels, tog os med på safari i Kruger National Park i går. Det var Troels’ umpteenth time, men vores første.

Vi var på jagt efter The Big Five (som ikke de fem største, men de fem sværeste at jage): Elefant, næsehorn, løve, leopard og bøffel. Vi så desværre intet næsehorn, men i forhold til, at vi ikke engang var i parken i 5 timer, var det vist et meget heldigt udfald at få fire med. Omend leoparden var meget langt væk og vi kun fik dårlige billeder af et løvepar. Men vi så dem.

Desværre så vi heller ikke en gepard. Jeg har altid haft en drøm om spæne fra sådan en, men den test må jeg vente med til en anden god gang, hvor jeg trænger til at blive spist.

Rejsen

Men tilbage til turen. Vi tog af sted fra Maputo omkring klokken 7:00 og derfra er det bare ligeud og så til højre. Efter en times tid er man så ved grænsen til Sydafrika (ved Ressano Garcia, som Puk besøgte den anden dag). Det skulle selvfølgelig ikke være nemt. Hernede hyldes bureaukrati som vi andre hylder service. Det omvendte holder i øvrigt også stik. Regeringen har dog lige udstedt et dekret, der betyder, at offentligt ansatte nu skal til at være flinke, hjælpsomme og smilende. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå…

Nå, men vi stillede os i køen med de dødelige (dvs. ikke-diplomaterne) og ventede vel i noget, der minder om 20 minutter. I løbet af de 20 minutter fik Troels udfyldt de papirer, der gør at man kan ansøge om midlertidig eksporttilladelse af bilen. Ellers får man den ikke med ud af landet. Da det så var vores tur, fik vi at vide, at vi alle tre skulle gå over til diplomaternes airconditionerede VIP-grænseovergangshus. Selvfølgelig fordi Puk er diplomat. Vi regnede dog ikke med, at vi andre dødelige (mest Troels) kunne få lov til at komme den slags fornemme steder. Men det skulle vi. Ikke kunne. Skulle.

I de pænes hus var køen mindre, men langsommere. Og selvfølgelig skulle Troels igen udfylde en seddel med eksporttilladelse, for den første var jo fra en helt anden nummerserie end diplomaternes. Ellers helt magen til. Men den blev udfyldt, og det forholdsvis venlige servicemenneske kunne finde sin kuglepen og i sin store bog notere alle de samme ting, som Troels lige havde skrevet på ansøgningen.

Først da det var på plads, kunne vi få skrevet vore navne i en anden stor bog. Denne gang den, der fortæller, at vi drager ud af landet. Hurra! Derefter til den sydafrikanske grænsepost, hvor man skal alt det samme – bare på engelsk. Efter at have udfyldt bil-papirer gik vi takket været vores nyvundne erfaring direkte til diplomatskranken, hvor det dog gik så langsomt, at vi delte os i to. Jeg stillede mig i den ildelugtende og lange arbejderklassekø mens diplomatdamen og (wannabe-diplomaten) Troels stillede sig sammen med slipsedrengene . Jeg kom først til en skranke, og denne gang måtte vi heldigvis godt blive registreret samme sted som ikke-diplomaterne. Easy-peasy.

På den sydafrikanske side var der meget meget få kilometer hen til byen Komatipoort, som huser en af indkørslerne til dagens destination, Kruger National Park. I parken kørte vi turen fra Crocodile Bridge og op til Lower Sabie Restcamp og tilbage igen.

Parken

Det var meget meget fedt. Selv om vi ikke var der på det bedste tidspunkt (tidligt morgen eller tidligt aften), så vi masser af dyr. Endda nogle af dem, som man ikke så ofte ser. Eksempelvis var der en leopard meget langt væk i et træ, som vi først fik øje på, efter at en venlig mand havde peget det samme sted hen tre-fire gange. Takket være zoomfunktionen på Troels videokamera, kunne vi derefter føre os frem med at have set en leopard. De er ca. 1 cm. lange, kan jeg fortælle :)

Vi så også et løvepar, som efter sigende (vi mødte nogle af Troels’ bekendte da vi spiste ekstremt dårlig frokost på Lower Sabie Restcamp) lige havde begået utugt (med mindre de var gift, selvsagt). Den akt gik vi desværre glip af, men efterfølgende afslapning skal man jo heller ikke kimse ad. Faktisk skal man generelt ikke kimse. Man får bare ondt i nakken.

Parken er enormt stor. På 5 timer nåede vi ca. en tusindedel af parken, som er på størrelse med Danmark. Men lidt varmere. Der var 40 solbagende, vindfri grader, og så er nedrullede vinduer ikke helt nok til at blive kølet ned. Det eneste man kan gøre i den slags situationer, er at huske at drikke rigeligt med koldt øl. Bare et godt råd.

Men som sagt: Det er en vildt fed oplevelse, og som Troels regner jeg med at besøge parken mindst 20 gange i den tid, vi er her. Jeg mangler jo stadig næsehornene, geparderne og både leoparder og løver tæt på. Og krokodiller.

Men først billeder fra vores første, korte tur (husk at man kan få billederne til at fylde hele skærmen ved at klikke på 4-pilen nederst til højre i slideshowet, når det er startet. Man kan også ændre hastigheden på slideshowet ved at klikke på “options” øverst i højre hjørne).

Shopping

På turen hjem kørte vi forbi Superspar i Komatipoort, som efter sigende ikke er noget specielt efter sydafrikanske standarder. I forhold til mozambiquiske supermarkeders standarder var det dog som at komme ind i en anden verden. Pludselig kunne vi tanke op med frisk mælk, slik, grovpasta, quinoa, müsli, groft toastbrød, WASA knækbrød, lækre grønsager, youghurt og frisk kød. Der var med andre ord ikke et øje tørt. Og da slet ikke da vi fandt ud af, at man kunne købe en køletaske og isterninger til at holde kølevarer kolde i en 40 grader varm bil.

Med tanken om diplomatstatus i baghovedet lod vi derfor importgrænsen på $50 være noget for rosset og købte ind som man ellers kun gør i Danmark, hvis der er storstrejke og deraf følgende gærkrise.

Apropos har vi endnu ikke fundet gær, så vores medbragte rugbrødsblandinger (tak, Advice Digital, for afskedsgaven) er endnu ikke kommet i brug. Men der er på den anden side heller ingen leverpostej at smøre på. Tsk. Pff.