Abe (det er en han)
For første gang mens vi har været her (snart et halvt år!), har vi været ordentligt på safari. Det vil sige i mere end 3 timer. Lad os med det samme understrege, at det ikke er sidste gang, og at det passer os ekstremt godt, at det netop ikke er sidste gang. Dyr er fandeme seje. Især dødbringende dyr i få meters afstand. Som ikke er buret inde.
Vi tog af sted fra Maputo lørdag morgen klokken 7:30. Vi burde nok have kørt en times tid tidligere, men søvn har aldrig gjort nogen noget ondt. Få timer senere kørte vi så rundt i Kruger National Park, hvor vi hurtigt mødte blandt andet vildsvin, giraffer, zebraer, hvide næsehorn og et hav af fugle. Ved ankomst til dagens mål, Skukuza Rest Camp, ved 16-tiden manglede vi stadig at se katte, men havde store forhåbninger om at se nogle på den solnedgangstur, vi havde bestilt.
Klokken 16:45 skulle vi mødes for at kunne køre af sted klokken 17:00. De femten minutter benyttede jeg i øvrigt til at løbe tilbage til vores hytte for at hente vores kikkert. Kameraet havde ikke mere strøm, men det er i virkeligheden også ret ubrugeligt i mørke. Men kikkert blev hentet. Og jeg blev enormt svedig. Men det er velsagtens en helt anden og helt og holdent irrelevant historie.
Aftenturen, som varede 3 timer, viste sig at være ekstremt sej (og enormt kold). Først virkede det lidt ærgerligt, at vi var i en lastbil med noget lignende 20-30 andre turister i stedet for at køre i en en trademark safari-4×4. Men det viste sig at være ligegyldigt.
En af de elefanter, vi så, fældede et træ med sin snabel, vi så en del giraffer, næsehorn og vi så en enkelt krokodille. Vi så også en leopard gå lige foran lastbilen. Men højdepunktet var helt klart to store løvedamer med et kuld på fem løvekillinger på omkring et halvt år. De lå i vejsiden, så vi kunne på ingen måde komme tættere på. Jeg tror vi holdt og gloede på dem i 20 minutter (eller mere). Men det var altså også imponerende. Vi måtte ikke kæle. Dyrene, vel at mærke.
Tilbage i lejren var vi grydeklare efter en af historiens mere triste buffeter. Men i det mindste fik vi da så smagt kudu. Og så havde de både øl, vin og varme. Meget mere havde vi bildt os selv ind, at vi ikke kune spørge efter.
De har andet end blot dyr
Morgenturen var en helt anden oplevelse. Og det ikke blot fordi man er ganske enormt træt, når man er mig og skal se på dyr klokken 5:45. Vi var 7 turister, der gik rundt sammen med to geværbeklædte rangere. Den slags skaber en noget anden oplevelse end at være delvist sikret i en bil. At være sikret af våbenføre biologer er ikke noget, man prøver hver dag, og det kan da godt være, at rekrutteringen af den slags er svært. I hvert fald kostede det ca. dobbelt så meget som køreturen aftenen før – hhv. 310,00 og 160,00 Rand (og tusind tak til Bolvinkel-Wieland for sponsorat!). Nå, men i hvert fald var det en helt anden oplevelse. Faktisk var det lidt af en lortetur.
Og den slags er jo spændende. Lort. Det er fantastisk så mange spændende historier, der kan komme ud af en dynge fækalier. Og vores guide var god til at fortælle, skal siges. Vi så ikke så mange dyr (en enkelt springhare næsten-tæt-på og en flok impaler overhovedet-ikke-tæt-på), men det var stadig spændende og vi var glade mennesker, da vi satte os på en gigantsten og spise kiks og drak en juice. Vi var endda glade selv om vore guides havde lagt geværerne lidt længere væk, end jeg ville have instrueret dem i, hvis jeg var ham, der bestemte. Det var jeg heldigvis ikke, for så var vi også faret vild og havde ikke hørt så mange historier om lort.
Nå, men de lagde jo altså deres geværer et stykke væk fra hvor de sad. Og det var lige meget. For der var jo ikke så mange dyr. Ud over lydene fra løver og leoparder. Men den slags petitesser skal man jo ikke hænge sig i. Det kunne man i stedet vælge at gøre i den næsehornsfamilie, der var FÅ METER VÆK! Damn, det var sejt. Som det sig hør og bør i den slags familier, passede damehornet på børnehornet mens hun prøvede på at holde et brunstigt hanhorn væk fra at slå barnet ihjel. Og væk fra hende(s). De gryntede, løb og var i det hele taget meget store, sådan meget tæt på. Uden noget mellem dem og os. Det var en virkelig sej oplevelse og jeg vil vist meget gerne på sådan en tur igen. Det var meget ærefrygtindgydende. Lige som ordet ærefrygtindgydende i øvrigt er det. Men lad nu det ligge.
Leopard med stenbuk
Vi gik videre, da næsehornene gjorde det samme og så var der ikke meget mere spas på den tur. Altså, vi så de selv samme næsehorn en gang mere. Denne gang dog et stykke længere væk. Det patetiske hannæsehorn luntede stadig efter sin udkårne, som stadig ikke gad ham.
Efter kaffe og brød i solen kørte vi igen ud i parken på egen hånd. Denne gang blev en leopard og dens kamp med at hive en nyihjelslået stenbuk op i et træ den store oplevelse. Vi holdt helt perfekt til at se hele kampen fra den sad med bukken på jorden, til den var smidt helt op i toppen af træet og leoparden igen var kravlet ned. Imponerende. Ganske enkelt.
Derefter blot mere dårlig mad og så var det hjem mod Maputo. Heldigvis havde Cecilie og Jacob ikke visum, så vi fik lov til at opleve noget mozambiquisk bureaukratisk ineffektivitet som velkomstsalut. To timer tog det at få visum fordi de havde fået et nyt og mere effektivt it-system. Yeah right. Men i det mindste var visumpriserne steget med 1.000 % siden de ankom i tirsdags.
Så kan man jo ikke klage.
Cecilie og Jacob har lovet at dele deres billeder og at skrive et gæsteindlæg her på bloggen ved lejlighed, så forvent langt bedre billeder end dem nedenfor (blandt andet også fra vores aften- og morgentur) og mere om både safari i Kruger og andre Mozambiqueoplevelser fra deres hånd. Jeg glæder mig, så det gør du også.
