Altankuller

Vi har verdens skønneste altan. Eller veranda som det hedder her. Jeg glæder mig til at bygge rede med masser af tropisk jungle sommerhusstemning. René har selvfølgelig allerede fået sin hængekøje, så han kan læse knaldromaner og drikke øl og dase mens jeg er på arbejde.

På den mozambiquiske kvindedag, den 7. april, tog vi ud langs kysten til et sted hvor de sælger fletmøbler ved vejen. Her købte vi bl.a. et par skønne lænestole og et lille bord til altanen til den favorable pris af ca. 350 kr. for det hele. Men så fik vi også kvindedagsrabat, så mon ikke vi nærmede os en pris de lokale ville få. Det kostede så også lige 70 kr. for en lastbil hjem, men så kom vi også selv med. Lige siden har vi siddet på altanen og spist morgenmad hver dag og nydt den kølige havbrise i myggeolielampens skær om aftenen. Det bliver spændende at se hvordan møblerne klarer regnen, det regner nemlig ret meget om natten for tiden, men det er snart slut nu hvor foråret (læs efteråret) nærmer sig.

I dag har vi været i Game, et kæmpe discount supermarked, og købe alt muligt. Gryder, sengelampe, skrivebordslampe og andet godt. Og så puder til fletstolene.  Det ser rigtig hyggeligt ud med blomstret betræk som var det allerbilligste vi kunne finde. Det gode ved en altan i Mozambiques skønne klima er, at vi kan have en masse planter året rundt. Og vi burde kunne holde liv i dem nu, hvor vi har Helena, vores hushjælp, til at sørge for vandingen. Ude i nærheden af Game, også ude ved kysten, fandt vi en lille planteskole, hvor vi købte en passionsfrugtplante og basilikum. 5 kr. stykket. Seriøst. Det er jo sådan set til at leve med. Og så krukker til ca. 70 kr. stykket. Jeg sendte lige en tanke til min mor, hjemme i Løgstør, som sikkert ville slå flikflak af begejstring over den slags priser. René mener man er ret voksen, når man tager på planteskole.

Basilikum og passionsfrugt

Passionsfrugt eller Maracuja er en flerårig klatreplante lige som klematis og kaprifolie og vin. Den får frugter efter et år. Jeg ved ikke lige hvor gammel min plante er, men sikkert kun nogle måneder.  Da vi var i Ponta do Ouro i sidste uge boede vi på en af vores venner, Mark’s, lodge. Her havde han en kæmpe passionsfrugtplante. Det var et helt træ med masser af frugter og den bærer frugt flere gange om året. Den er også pæn med hvide blomster, der åbner sig om eftermiddagen. Mark laver den bedste marmelade af frugterne, så nu skal vi altså også have en.

Helena vil skaffe mig en piri-piri plante, dvs. en chiliplante, og en limeplante. Desuden har jeg tænkt mig at købe persille og mynte og måske en avokado, men det har jeg ikke kunnet finde. Måske jeg kan finde nogle frø i Sydafrika. Jeg vil gerne have en kæmpe balje af basilikum, mynte og persille så man altid bare kan tage.

Desuden har jeg købt nogle frø som jeg også skal have sået. Jeg har købt tomatfrø, Asters (Super Giants), noget der hedder Nasturtium eller talerkensmækker (gleam mix), som har orange og gule blomster og spiselige blade, og Impatiens eller flittiglise med lyselilla blomster (Tiny Tots). Men jeg har altså ikke fået købt krukker og jord til dem endnu desværre. Jeg må vente en hel uge, da jeg skal til Johannesburg i morgen og først kommer hjem fredag aften.

Køb ind i Sydafrika

Jeg havde ikke lige umiddelbart overvejet det. Men efter at have talt med Troels Kolster fra Mellemfolkeligt Samvirke i går blev jeg klogere.

“Køb bil og møbler i Sydafrika” var svaret på vores praktisk-kedelige forespørgsler om prisniveauet og hvad-kan-man-få i Mozambique. For man kan efter alt at dømme få cirka alt. I hvert fald i Maputo. Det er sikkert bare ofte bedre og billigere i Sydafrika. Eller Japan. Japan havde jeg slet ikke set komme. Men efter en del at dømme, kunne det sagtens være, at vores kommende bil bliver importeret direkte fra Japan.

Men den store øjenåbner (hvor lille en sag og hvor efterrationaliseringsåbenlyst det så end måtte være) var, at dagligvareindkøb nogle gange vil komme til at foregå hos den rige (-agtige) ven mod syd. Det havde jeg i hvert fald ikke overvejet. Vi vidste vist nok godt et eller andet sted, at Sydafrika ville være vores ven når det kommer til sundhedstilbud og så videre, men almindelige dagligvareindkøb havde jeg egentlig ikke overvejet. Men selvfølgelig giver det mening at smutte over grænsen til større udbud og diversitet i ny og næ.

Men i hvert fald er et formodet scenarie, at vi importerer en bil fra Japan, som vi tager til Sydafrika i for at købe møbler til vores i-hvert-fald-10.000-kroner-om-måneden-lejlighed. Og måske pendler til Sydafrika på månedsbasis for at købe stort ind. Og et mindre smut mod nord for at ramme en lækker palmestrand. Ofte.

Og det er stadig alt sammen blot ureflekteret gisneri.