Shoprite-bon

Nå ja ja, ok. Det var i går. Men jeg er først blevet færdig med indlægget i dag.

Men i hvert fald var jeg en tur i Shoprite. Shoprite er et sydafrikansk supermarked, som også har en forretning her i Maputo og en i forstaden Matola. Man kan få alt og kunne dybest set lige så godt være i en Føtex. Det er ret nyt. De andre supermarkeder er generelt slet ikke specielt super. Nærmere små købmænd med dårligt udvalg. Selvfølgelig er der et par deli-lignende alternativer for vi rige sataner, hvor man kan få alskens smart økoføde, men det er ekstremt latterligt dyrt. Nå ja, og så er der jo selvfølgelig det store supermarked i Maputo Shopping Center. Men der handler vi ikke længere. Men for lissom at runde afsnittet af med at gentage min pointe: Shoprite er det enste supermarked, der ligner danske standarder.

Jeg købte de væsentligste ting. Du ved, mælk, vand, brød, grønsager. Lidt opvaskemiddel. Og luksusvarerne kaffe, kød og ost. Et pund kaffe. Kød til et par uger. Men kun lidt ost. Amager og halshug med forholdsvis hårdt kast af salt over skulder efter sort kat, der lister rundt på et ikke-ituslået spejl med et stjerneskud. Kun en lille smule ost. Det vil sige i alt 400 gram, nu du spørger ind til petitesser.

Dybest set basale dagligvarer til en uges tid eller to med andre ord. Ingen slik, ingen sodavand osv. Eneste luksus efter vore standarder var en lille bakke jordbær og et glas oliven. Madvarer. Dagligvarer.

Det kostede i alt 4.327,50 meticais. Altså noget der svarer til ca. 670 kr. i øjeblikket. Med andre ord er priserne lidt som i Danmark.

Da jeg skulle betale med mit gennemslidte VISAkort tog det selvfølgelig sin tid. De har ikke så mange maskiner og deres forbindelse til omverdenen er ret ustabil. Faktisk er det ikke altid, man kan få lov til at betale med kort, men næsten. Blot skal de lige forbi alle de fem-syv automater, de har til de velsagtens ca. 20 kasser.

I hvert fald havde jeg god tid til at tænke over, hvor mange penge, jeg havde brugt. Det drejede sig ikke som selvransagelse, men mere om et lille fact check. Jeg læste en oversigt over mindstelønninger for nogle måneder siden, og mente, at det var ca. dobbelt så meget som en månedsløn for kassedamen (ja, kassedamen. Mænd laver endnu ikke den slags hernede, så der er ingen grund til at forsøge at kalde det for en kasseekspedient, servicemedarbejder eller hvad vi så end kalder det i Danmark).

Men altså det dobbelte af hendes månedsløn. Kort efter vi kom herned, blev mindstelønningerne sat op, og det var dem, jeg var stødt ind i. Hos Joe Hanlon fra The Open University. Lønudviklingen ser sådan ud, hvis vi oversætter meticais til dagens kurs på danske kroner:

Mindsteløn i Mozambique

En mindsteløn på 263 kroner om måneden, som det er tilfældet for landbrugsarbejdere, er altså ikke meget. Slet ikke når der gerne skal være til tøj, skolegang, husleje osv. Man får næsten indtryk af, at de tjener styrtende med penge i finanssektoren, men husk på, at deres lønninger er steget abusurd meget til 544 kroner om måneden. Det er altså heller ikke meget.

Det, der gør det hele meget værre, end det ser ud, er, at meticais er i frit fald ift. dollaren. Hvis man laver den samme opgørelse, hvor man tager kursen i forhold til dollarens værdi den 1. april de enkelte år, ser lønudviklingen i stedet sådan ud:

Mindsteløn i Mozambique i dollars

Heldigvis er det ikke importvarer, de fattigste køber, men priserne på mad er ikke desto mindre steget betragteligt. Så betragteligt, at jeg formoder, at de fleste mozambiquere har oplevet en reallønsnedgang. I hvert fald regner jeg med, at mindstelønnen er faldet i reallønstermer. Og hvorom alting er, så er vores forbrug af dagligvarer fire gange så stor som mindstelønnen.

Desværre fortæller det mere om fattigdommen end om vores ekstravagante forbrug.