Peter Tygesen: "De gode menneskers land"

Jeg er nu blevet færdig med at læse “De gode menneskers land” af Peter Tygesen. Jeg har tidligere læst hans bog “Congo – formoder jeg“. En bog jeg købte for fire år siden. Dengang fik jeg ikke skrevet om bogen efter endt læsning, men i stedet blot, at jeg havde købt den. Det indlæg kaldte jeg “Danmarks rolle i koloniseringen af Afrika“.

Denne gang stjæler jeg titlen direkte fra bogen. Danmarks rolle i Mozambique har nemlig være helt anderledes end i Congo. Her er der ikke tale om kolonisering, men om ønsket om at hjælpe nogle gode mennesker. Det betyder ikke, at det alt sammen har været rosenrødt eller at det altid nødvendigvis har været ønsket om at give disse gode mennesker hjælp til selvhjælp. Men dansk hjælp har der været masser af. Og er der stadig. Det er jo dybest set derfor, vi er på vej derned.

Titlen

Bogens titel stammer fra Vasco da Gama – og dermed portugisernes – første møde med landet. Han kaldte det “Terra da Boa Gente” – de gode menneskers land. Og det lader også til at være Peter Tygesens holdning til mozambiquerne. Og her må vi heller ikke glemme Bob Dylan, som jo har masser af sandheder at fortælle om verden.

Peter Tygesen citerer første strofe af sangen, men jeg synes egentlig, at det er sidste strofe, der bedst understøtter titlen:

And when it’s time for leaving Mozambique,
To say goodbye to sand and sea,
You turn around to take a final peek
And you see why it’s so unique to be
Among the lovely people living free
Upon the beach of sunny Mozambique.

Om bogen

Bogen er en kombination af historisk gennemgang af dansk udviklingspolitik i Mozambique og personlige beretninger fra mozambiquere. Det er en rigtig god kombination, og bogens ca. 500 sider er fyldt med spændende fortællinger. Den journalistiske tilgang hjælper helt klart læseren gennem noget, der normalt ville have været en kedelig bureaukratisk gennemgang af alle Danidas enoooormt spændende tiltag. Men her har Peter Tygesen i stedet fået frie tøjler fra Danida, som betalte udarbejdelsen af bogen. Og det er en god ting. Selvfølgelig fordi vi så også får de mindre heldige historier, men især fordi det betyder, at Danida har åbnet for Den Spændende Historie. Ikke kun dokumentation, evaluering og modalitetsgennemgange. Men den godt fortalte historie om de gode mennesker. Og det er vel dybest set det, formidlingen om bistand går ud på.

Historien

Historierne er både om danske udviklingsarbejdere, om mozambiquiske flygtninge, politikere og om kærlighed. Men helt centralt er syv menneskers beretninger. Ud fra dem får vi historierne om portugisiske flygtninge, mozambiquiske flygtninge og om den danske udviklingsarbejder, der blev hængende i Mozambique i en menneskealder. Men noget af det, der imponerer mig mest, er Tygesens evne til at fortælle om de store linjer i bistandspolitik og ikke mindst de interne kampe mellem nationalstaterne i det sydlige Afrika. Gennem de personlige beretninger får vi blandt andet historien om Tanzanias daværende præsident, Julius Nyereres, hjælp til FRELIMO og om det Apardheidstyrede Sydafrikas og Malawis præsident, Hasting Bandas, hjælp til RENAMO.

På den måde bliver den kolde krigs modsætninger anskueliggjort på personligt plan på et kontinent, der hverken kunne gøre fra eller til i den store magtbalance. Og samtidig ser vi, hvordan vores berøringsangst i Vesten overfor de racistiske styrer i Afrika skabte borgerkrige i mange stater i Afrika. Det er dermed også ret bedrøvende læsning på mange punkter. For det er historier om Historien. Og Historien har sjældent behandlet det afrikanske kontinent særlig pænt.