Dockanema – Maputos dokumentarfilmfestival

Dockanema 2011

Om en måneds tid er der Dockanema i Maputo. I perioden 9.-18. september bliver der for sjette gang vist dokumentarfilm. Programmet er endnu ikke offentliggjort, men to film er blevet afsløret de sidste par dage.

Den ene er en ny film om et af de største og mest prestigefyldte hoteller i Afrika, da det blev bygget i starten af 1950′erne. Grande Hotel (se billeder her) ligger i Mozambiques næststørste by, Beira, men var aldrig rentabelt. Derfor lukkede de ca. 10 år efter åbnningen, omend swimmingpool og konferencefaciliteter blev brugt frem til omkring uafhængigheden. Efter de portugisiske kolonister blev fordrevet fra landet i 1975 er der dog ikke sket meget andet, end at alle de dele af bygningerne, der var noget værd, er blevet stjålet og solgt. Nu bor der derfor ca. 2.500 mennesker i en faldefærdig bygning uden rindende vand og elektricitet. I følge Wikipedia bliver swimmingpoolen brugt som vaskebalje og baren ved poolen som urinal. Glamouren er med andre ord absolut forsvundet.

En anden film “Voces desde Mozambique” (spansk, betyder “Stemmer fra Mozambique”) handler om 5 mozambiquiske kvinder, som kæmper for et bedre liv i skyggen af Mozambiques revolutionshelt, første kvindeforkæmper og den første mozambiquiske præsident Samora Machels anden hustru, Josina Machel. Josina Machel døde som 25-årig den 7. april 1971. Den 7. april er nu Mozambiques nationale kvindedag.

Kvinder får generelt ikke specielt megen taletid på disse kanter, så instruktørerne forsøger her at give disse 5 kvinders stemmer et blivende medie.

Der kommer helt sikkert også masser af spændende film, der ikke handler om Mozambique, men allerede disse to har overbevist mig om, at jeg skal af sted.

Kom glad.

Maputo er ikke ligefrem verdens dårligste feriemål

Skaldebil i Maputos gader

Eksempel på ikke-fungerende renovationssystem: En skraldebil

Det er jo ikke fordi det skorter på dårlig journalistik. Slet ikke i Danmark. Men det er sjældent man ser noget så fjollet som net-tabloidernes konge, MSN. Med det enkle mål researchløst at underholde har de en artikel/billedserie om de værste turiststeder i verden. Og sørme om ikke Maputo kommer frem som den første af de 6 værste steder. De andre er regn-med-at-blive-dræbt-stederne Somalia og Juarez, verdens hhv. koldeste og varmeste by med temperaturer på ca. 50-60 grader minus og plus samt Nordkorea fordi de ikke er dygtige til menneskerettigheder.

Hvordan kommer Maputo så med i den fine samling af steder, der rigtignok ikke står øverst på så manges yndlingsferiemål? Journalisten (hvis han da er en sådan), Søren Pedersen, skriver:

Hovedstaden i Mozambique har den tvivlsomme ære at være den mest forurenede by i hele verden ifølge miljøorganisationen Blacksmith Institute.

Byen lider under massiv luftforurening, et ikke-fungerende kloaksystem, et lige så ikke-fungerende renovationssystem og oversvømmelser, der spreder skrald overalt.

Hvis miljøorganisationen Blacksmith Institute har kåret Maputo til den mest forurenede by i verden, giver jeg ikke mange potter lunken … æhh … saftevand for deres analyser. Mozambique er rigtignok et af de 19 lande, de opererer i. Så langt, så godt.

World’s Worst Pollution Problems Report 2010 skriver de ét sted om Mozambique. De skriver, at det forurener ret så meget, når små guldhåndværkere bruger kviksølv til at adskille guld fra silt. Det er jeg sikker på, er et stort problem i en del hjemmeguldudvindingshuse i Mozambique, men ikke i Maputo. I årsrapporten fra 2009 (den nyeste på deres website) nævner de slet ikke Maputo eller Mozambique. Ville de ikke nævne verdens mest forurenede by i deres årsrapport?

De skriver dog på sitet, at badevandet i Maputobugten er så forurenet, at man ikke bør bade i det og at kloaksystemet kunne trænge til at opdatering. Det er desværre alt for rigtigt. Men det gør absolut ikke Maputo til den mest forurenede by i verden. Og det kan slet ikke afledes, at det er et af de værste turistmål i verden, at der ikke er ordentlige kloakforhold i de fattige områder. Oversvømmelserne, der til tider plager downtown (jeg har ikke oplevet det endnu) spreder rigtignok skrald. Jeg skulle da blive overrasket, hvis oversvømmelser kunne finde ud af at oversvømme på en ren måde.

Angående den “massive luftforurening”, så er det nok det endegyldige bevis på, at listens forfatter aldrig har været i Maputo. Og at hvis vedkommende rent faktisk havde været i Maputo, i hvert fald ikke også havde været i Kina, Thailand, Indien, Mexico, Rusland eller hvor de mest luftforurenede byer end måtte ligge. Maputos luft er måske ikke den reneste i verden, men jeg har ALDRIG i så meget som ét sekund overvejet, at den skulle være mere forurenet eller ubehagelig end andre byer af den størrelse. Heller ikke når der er over fyrre grader og man burde kvæles af smog i enhver anden storby i verden. Og det takker jeg den evige brise fra Det Indiske Ocean for.

Så har hr. en-slags-journalist Søren Pedersen overhovedet oplysningen fra Blacksmith Institute? I følge Wikipedia – og altså så vidt jeg kan se på Blacksmith Institutes website – har de ikke lavet en liste af den art siden 2007. Og da var det i deres WorstPolluted-serie. I den serie kiggede de i 2006 og 2007 på de mest forurenede steder i verden. Maputo blev end ikke nævnt i rapporterne. Hverken i top-10 eller i “Dirty Thirty”, som blev introduceret i 2007.

Man kan dog finde samme liste som på MSN et par andre useriøse steder. Blandt andet WierdlyOdd, som endda har bevis i form af et billede. Billedet er selvfølgelig ikke fra Maputo, men det er jo lige meget, hvis man har en historie, man gerne vil fortælle. De fortæller også, at halvdelen af byen står under vand. Lidt af en overdrivelse. Men hvis man ønsker, kan man ganske givet få våde fødder ude i sumpområdet ved Costa do Sol.

Så tilbage står vi med spørgsmålet: “Er Maputo verdens værste feriemål?”. Jeg vil sige nej, Og jeg vil endda sige, at det er et af de bedre. Dejlig mad, dejligt vejr, dejlige mennesker, gode strande et par timer væk, safarimål et par timer væk og en by, som er levende, sikker og kun i sporadisk omfang er ramt af forurening. Der er skald i gaderne, ja. Men det kan ikke tage fra Maputo, at det er et fantastisk godt rejsemål.

Og for lige at runde af med, hvorfor man nu engang heller ikke skal tage deres skraldespandsjournalistik (pun intended) for seriøst. Relaterede artikler på MSN:

MSN: Verdens værste feriemål - relaterede artikler

MSN: Verdens værste feriemål - relaterede artikler

Birte & Esben Ovesen: Pensionist-safari, del II

Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Dette er anden del. Første del om rejse og ankomst kan læses her. I denne omgang: Mødet med Maputo.

Også de to følgende dage, de første i april, skulle varmen (omkring de 30 grader) blive en væsentlig del af oplevelsen af Maputo; men det var vist egentlig det eneste tidsrum under opholdet, hvor det ind imellem kunne blive lidt for meget for os. Dels var det jo efterår dernede og dermed for det meste mere moderat varmt, dels blev vi begunstiget af lyst gråvejr meget af tiden på køreturene, og endelig lærte vi ret hurtigt at finde det skyggefulde fortov, holde siesta, når det var varmest, sove med et let lagen, o.s.v. – og iøvrigt nyde forskellen.

Dag 1 havde Puk påtaget sig at være vores turistguide i Maputo. René havde en arbejds-deadline, som han håbede at kunne overholde, inden vi skulle på første udflugt, så efter et hyggeligt morgenmåltid efterlod vi ham foran computeren og kørte ud i byen.

Birte, Esben & Puk på CFM

Birte, Esben & Puk spiser frokost på banegården

Vi nåede meget: et besøg på Puks arbejdsplads i Sommerschield-kvarteret, Maputos “Hellerup”, krydstogt ad de store avenuer i bilen og improvisationer til fods i menneskemylderet, obligatoriske sights som Eiffels jernhus, portugisernes gamle fort ved havnen den botaniske have (oprindelig et mondænt parkanlæg, nu en sørgelig ruin), et lille museum for den tidligere præsident og frihedshelt, Samora Machel – med en meget ivrig kustode, en formiddagsvand i skyggen i en stille park, hvor sorte “nannies” spillede bold med små hvide børn, og – måske det, der står tydeligst i erindringen om dagens tur – frokost på millionbyens jernbanestation: vi tre ved et bord i skyggen under baldakinen på den næsten mennesketomme perron. Gennem de gedigne døre i restauranten indenfor lyder blid jazzmusik. Sol på hvide mure og træerne på den anden side af sporene. Ikke et tog i syne. Det hele så stille og fredeligt som en søndag eftermiddag på stationen i Skjern! Og vi nyder kølig hvidvin og indbagte rejer.

Kontrasten er til at føle på, da vi en times tid senere er på vej tilbage til bilen i buldrende sol ad menneskefyldte fortove i de støvede havnegader. Her, som overalt, bliver vi hurtigt kigget ud af unge og gamle, som vedholdende tilbyder hjemmelavede souvenirs, cashewnødder, brugte mobiltelefoner, vinduesviskere(!), eller bare rækker hånden frem.

Ubehaget ved rollen som “hvid overklasse”, “koloniherre” eller bare “rig over for fattig” vil nok blive siddende i en i den situation – uanset om denne rolle er reel, om den bunder i mere eller mindre betettiget dårlig samvittighed, eller om nogen bare prøver at spille på den – indtil man lærer at forholde sig praktisk til den. Puk havde f.eks. altid en dynge mønter eller nogle pakker kiks liggende i gearstangs-hullet til at stikke ud ad vinduet, hvis en blind gammel dame rækker hånden frem fra midterrabatten ved lyskrydset. Iøvrigt havde hun tydeligvis en “lokal” aura, som gjorde hende mere eller mindre immun over for pågående sælgere. Vi andre har nok set mere “turist-ede” ud. I hvert fald lod vi os udmatte flere gange, når vi var på egen hånd. Nok om det!

Pigerne tillod sig en eftermiddagssøvn oven på anstrengelserne; men jeg måtte LIGE ud og se, om mit Google-Map-erhvervede kendskab til det nærmeste kvarter svarede til en virkelighed. Det blev til et par timer i de forholdsvis velholdte villagader omkring præsidentens domæne og parken, Jardim dos Namorados (de forelskedes have) med udsigt over havet og kysten. På tilbagevejen faldt jeg over et galleri, hvor unge lokale kunstnere udstillede skulpturer og tegninger i en stil, som jeg skulle genfinde i det meste af, hvad jeg senere så af kunst i byen, en stil præget af både traditionelt håndværk og efterveer af en nær fortid med en grusom krig.

Vi sluttede dagen alle fire i den fuldendte “koloniherre-stil” med en overdådig skaldyrsanretning på den tæt besatte terrasse i “Clube Naval”, den legendariske restaurant i lystbådehavnen. Få meter fra os – i mørket – kunne vi høre skvulpet fra Det Indiske Ocean.

Mine dagbogsnotater fra d. 2. april er mere sparsomme. Dagen var ekstra varm og blev præget af praktiske forberedelser til tur 1. Der skulle købes proviant, hæves penge, o.s.v. Det medførte et langt middagshvil – mens René knoklede ved sit skrivebord. Før solen fik for meget magt, tog pigerne og jeg os alligevel tid til et besøg på et nyetableret marked. I modsætning til slummens almindelige “gedemarked” for de lokale var det rent og velordnet og tydeligvis beregnet på turister. Der var dog nok mere ærligt håndværk og smukke ting end nips og fidus, og det blev besluttet, at det var et besøg mere værd.

Indkøbscenteret med aircondition, hvor vi provianterede, kunne, hvad udbud og standard angår, have ligget i en hvilken som helst storby i Europa; men det var et andet klientel, der befolkede det nedtrampede markedsområde uden for dets stegende parkeringsplads. Det var også en helt anden slags handel, der foregik her under interimistiske solskærme af pap og plastic, med varer stablet op eller bredt ud på jorden.

Puk foreslog en solnedgangstur i bilen nordpå langs kysten. Her tyndede byen hurtigt ud, og herskabelige “strandvejsvillaer” afløstes af mere eller mindre velholdte restauranter og små hytter under de høje træer langs stranden, hvor grill-bålene osede med kylling og fisk til salg. Der var folk på stranden og lørdags-stemning. Sorte unger tumlede i bølgerne, unge mennesker hang omkring biler og de maleriske små fiskerbåde gyngede for anker et stykke ude. Vi gik en tur i strandkanten i det lave lys og nød køligheden. Inden vi kørte tilbage gennem fiskemarkedet i mørkningen, sørgede Puk for endnu et turist-treat til sine gæster: lunken kokosmælk, drukket direkte af nødderne, som blev åbnet behændigt af gadesælgeren med en kæmpe-machete.

Birte & Puk drikker kokos på Costa do Sol

Birte & Puk drikker kokos på Costa do Sol

Hjemme kunne René endelig slippe tasterne og følges med os til en hyggelig thai-restaurant i nabolaget.

Før vi kunne kravle under lagenet, forestod et større arbejde med at pakke og gøre os klar til tidlig afgang næste morgen.

Birte & Esben Ovesen: Pensionist-safari, del I

Birte & Esben ved Otter Pool, Phophonyane Falls

Birte & Esben ved Otter Pool, Phophonyane Falls

Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Der kommer heldgivis flere indlæg end det nedenstående fra samme hånd, så glæd jer til fortsættelserne – her på kanalen! I denne omgang: rejse og ankomst.

Vi har lovet vores svigersøn at skrive et gæsteindlæg om vores besøg hos ham og Puk i uge 13 til 15 dette år. Med det helt enestående aprilsvejr, som mødte os ved hjemkomsten har det imidlertid nærmest været umoralsk at opholde sig inden døre; men nu har maj-kulde og dårlig samvittighed endelig tvunget os til skrivebordet:

Eventyret begyndte en kold tirsdag morgen i marts – den 29. – hvor vores altid hjælpsomme nabo kørte os og vores omfangsrige bagage til københavnerbussen i Løgstør. For os hjemmefødninge er busturen tværs gennem landet altid en hyggelig oplevelse, men denne gang var rejseglæden og forventningerne nok ud over det sædvanlige. Om aftenen i Kbh. forhøjede vi feststemningen med et besøg på gourmet-restauranten “Paté-paté” i kødbyen sammen med Louise og Laust, før de overlod os deres gode seng på Vesterfælledvej.

Flybilletten Kbh. – Maputo retur, udstedt af AIRFRANCE, blev modtaget en aften i januar gennem bureauet, P/R Ovesen-Clausen-Nielsen ca. en halv time efter, at vi nølende havde sagt, at vi overvejede at gøre en Afrika-rejse (Et komplet og omfattende rejseprogram for to uger fulgte fra samme firma i februar).

Departure Copenhagen-Paris var sat til kl. 18.05 onsd. d.30. marts, så vi havde tid til flere københavnske seværdigheder: Krokusbedet i Kongens Have (slet ikke på toppen endnu), flere Grundahl-butikker og en kunstudstilling på Gl. Strand – før vi mødtes med Laust til en bid brød på “Skindbuksen” i hans middagspause. Og endelig ved 15-tiden satte vi os i toget til Kastrup.

Et døgn senere sad vi med hovederne tæt sammen over et koøje i et indflyvnings-sving og kiggede ned på Maputos grå slum. Et flyt i en kæmpestor bue over klodens overflade fra et kontinent til et andet. Et døgn med den moderne rejseforms blanding af uvirkelighed og praktiske, nærværskrævende rutiner. Den sidste times flyvning, Johannesburg – Maputo, havde dog budt på smukke, Google Map-agtige glimt mellem drivende vatskyer af Sydafrikas højland og Swazilands bløde bjerglandskaber.

René har sendt os et foto af Puk, der strækker hals foran ankomstområdet i Maputos nye lufthavn, mens vi kanter os ud. Det står for os som et ikon for en dejlig modtagelse.

Puk venter på Birte & Esben i lufthavnen

Puk venter på Birte & Esben i lufthavnen

På vej fra lufthavnen til Rua Joaquim Mara i “Det blå Bæst” (firehjulstrækkeren, der skulle bringe os vidt omkring i de kommende dage) kunne jeg ikke undgå at genkalde mig beskrivelsen af en anden ankomst til samme by, som jeg lige havde læst i Peter Tygesens bog, “De gode menneskers land”. Her er et par udpluk, som rammer i plet:

“For den vestlige besøgende går køreturen naturligt ind mod centrum, og den, der besøger Afrika for første gang, føler sig kastet ind i en skræmmende pågående verden. Der er mennesker overalt, de går langs vejen i endeløse strømme, de balancerer på kanterne af mægtige betonkanaler, de hænger ud af overfyldte busser, står på ladet af varevogne, vender en majskolbe over en blåulmende koksbunke i vejkanten, sidder på papflader med tilbud på frugter, cigaretter, kødstykker på pinde, kamme, og de taler i mobiltelefon, de små piger hinker, de store drenge ryger smøger, damer har frugtkasser på hovedet, mænd høvler spåner af senge, der er stillet frem i snesevis bag en drænkanal, en møbelbutik! Der er et mylder af farver, men den fremtrædende er grå, grå som i trøstesløs grå betonsten, dårligt muret med mørtlen enten bortsmuldret eller væltende ud mellem stenene, så de få farvemættet malede huse skriger så meget desto højere. – - – Maputo rummer sammen med sin sværindustrielle naboby Matola op mod tre mllioer indbyggere, og du tror grangiveligt, at du har mødt dem alle efter en spadseretur i gaderne. Det er ingen udelt fornøjelse at bevæge sig til fods. Varmt er det naturligvis, sandsynligvis et pænt antal streger over tredive grader, og fugtigt – - – Du lærer også hurtigt at se dig for, når du går, skraldet flyder overalt, bunker af overhuggede kokosnødder, papir og plastic er det mindste problem, værre er rådnende planteaffald, husholdningslevninger, de silende, slimede søer af skraldslam – - – Her bevæger indbyggerne sig frem med en ynde, der kalder på beundring, og et udseende, der kalder på undren. Skjorter så hvide, at det skærer i øjnene, pressefolder, jakkesæt, pudsede sko, hvordan holder de dog deres tøj så rent – - – Og menneskene er smukke. Kvinderne ranke som fjedre, mænd med skuldre og holdning – - – – - -en spraglet og pulserende, flerkulturel virkelighed, hvor man uafladeligt gør nye opdagelser. Maputo har for eksempel en kvalitet, som de færreste af kontinentets skrammede storbyer tilbyder: Store, gamle træer spreder deres kroner over hvert eneste fortov byen igennem – - – og man tilgiver – måske – gerne, at hvert eneste frtov er sprængt i fodstore betonstykker af de stadigt bredere og mægtigere stammer, og at deres rødders hærgen gør visse fortovsstrækninger lige så snublende vanskelige at passere, som VAR man i skoven.”

Ankommet til huset i Rua J. Mara, hilste vi på den ene af de tre vagter, som overvåger hus og grund døgnet rundt, og på hushjælpen, Helena, samt husets charmerende, røde teenager-kat, Tito, som jeg under opholdet kom til at se det som min opgave at bibringe en smule almindelig katte-opdragelse (Det lykkedes ikke).

Det var et rart hus. Mange rum i tre etager. Indvendig enkelt og robust. Sparsomt møbleret. Flere vinduer og døre kun med myggenet. Af flere altaner – alle helt tilgitrede som fuglebure – blev især én Birtes yndlingsplads: En magelig kurvestol, udsigt over forhaven og gaden til en lignende række fuglebure og et glimt af havet mellem træerne på skrænten ned til “strandvejen”.

Birte på altanen

Birte på altanen

Den lille gade med lignende villaer tilhørte i den portugisiske kolonitid den bedre “hvide” del af byen, fornemt placeret på toppen af den pynt, hvor floden møder Stillehavet. Det eksklusive understregedes af en permanent militær afspærring af den modsatte ende af gaden ca. 100 m borte ved præsidentens bolig og adskillige andre steder i området. Spærringerne resulterede i en noget snørklet rute til og fra huset – tilmed i slalom-kørsel som de fleste andre steder i byen, ud og ind mellem meterstore, dybe huller i asfalten og tæt parkerede biler.

Den modsatte retning, direkte ned over den tæt bevoksede skrænt mod havn og strandpromenade var også “out of bounds” ifølge FN’s sikkerhedsinstrukser. Her holdt ,efter sigende, subsistens- og boligløse til.

Vi blev installeret ovenpå i et rummeligt værelse med altan og udsigt fra sengen til palmetoppe ved siden af et veludstyret badeværelse ,og kunne så strække de flyvetrætte lemmer og nyde en drink og suppe på altanen sammen med Puk og René. Dejligt at være sammen igen efter mere end et år!

Før vi gik til ro, oplevede vi det hurtige skift fra dag til tropenat på en lille spadseretur op til et udsigtspunkt i et lille anlæg, Jardim dos Professores – og sluttede af med en øl under palmerne ved poolen foran Hotel Cardoso, hvor vi kunne følge fiskerbådenes lanterner hen over bugten nedenfor. Den lune luft. En voldsom kontrast til det råkolde København. Velkommen til Afrika!

Nyt hus

Rua Joaquim Mara 97I midten af december fik vi i løbet af halvanden dag pakket vores gamle lejlighed ned, afholdt julefrokost, skrevet under på ny lejekontrakt og flyttet al vores ragelse til det nye hus. Os selv flyttede vi til Betina og Dennis’ hus. De var så umanerligt venlige at udlåne deres hus til os indtil vi kunne flytte ind i vores eget den 5. januar.

Det var den korte udgave, men der er også en lang.

Historien bag

Vi opsagde for efterhånden længe siden vores gamle lejlighed, fordi der havde været håndværkere i 7 måneder uden sådan helt at få det varme vand til at virke. Og det er for fjollet, når man har en lejlighed, der koster $3.000 om måneden (omend vi ikke selv betaler det hele). I stedet ville vi finde noget billigere, så vi også kunne have lidt skejser til at rejse for, nu da vi er i en del af verden, vi ikke har set så meget af endnu. Lejligheden blev derfor opsagt pr. 17. december.

Vi fandt en lejlighed, som i Danmark ville hedde et håndværkertilbud. Men den havde absolut potentiale, så vi slog til og fik forhandlet os frem til, at vi kun skulle betale $800 om måneden, og så ville vi selv lave nogle forbedringer i lejligheden for ca. $200 om måneden i gennemsnit. Det skulle gå til at få malet, få fikset gulvene og rette op på et badeværelse, som var absolut ubrugeligt.

Da vi overtog lejligheden den 2. december, var den hidtidige lejer endnu ikke flyttet ud, og vi havde os et gevaldigt skænderi med hende, hendes franske mand og udlejeren. Eller det vil sige, at Puk, udlejer og tidligere lejer skændtes ganske højlydt på portugisisk, mens franskmanden og jeg i stedet udviste anspændthed med vore egne kulturelle og sproglige særpræg. Damn, hvor kan sure franskmænd være irriterende. Fik jeg nævnt, at han kun havde underbukser på?

Senere havde Puk nogle håndværkere med forbi lejligheden, og da deres tilbud tikkede ind, kunne vi lissom forstå på det hele, at vi nok skulle finde os et andet sted at bo. Det viste sig, at kloakering også skulle laves, at der mod foreskrifterne kun var en – og ikke tre – stømlinjer til huset, så vi skulle enten lave det, eller leve med væsentlig flere powercuts end vi ville have lyst til. Alt i alt ville det derfor blive en regning på mindst 35.000 kroner for at forbedre en lejelejlighed. Og efter vi havde lavet de forbedringer, kunne udlejer jo potentielt opsige os. Ikke just en favorabel position at stå i.

Vi ville derfor i stedet finde noget andet, og da vi ikke har tid til at flytte i hverdagene, gik det sådan op, at vi havde ca. en uge til at finde et nyt sted, så vi kunne flytte i weekenden 11-12 december. Og sådan gik det også. Men det var ikke uden frustrationer og forhandlinger. Forhandlingerne var i øvrigt både med potentielle udlejere og mellem Puk og jeg. Var vi klar til at finde en lejlighed til $3.000 igen og dermed afskære os fra et par rejser, lidt mere afbetaling på lånene eller andet godt, eller ville vi hellere finde andet billigt, selv om vi lige havde slået os på det?

Vi spillede på alle heste, men der er ikke mange lejligheder i den billige ende og faktisk heller ikke synderlig mange i den dyre ende. Mellemklassen – dem til $1.500-$1.800 var der nogle stykker af. Problemet er sådan set bare, at den prisklasse ikke giver så megen mening for os, fordi FN’s huslejestøtte kommer i effekt deromkring, så vi sparer faktisk ikke det store ved at finde noget til $1.800 i stedet for $3.000. Og kvalitetsforskellen er enorm.

Det begyndte derfor at se ud til, at vi igen skulle udnytte vores midlertidige overklassehed og brænde masser af penge af på at bo væsentlig bedre end i den lille, badeværelsesløse lejlighed hjemme på Vesterbro. En lille følelse af ærgelse begyndte derfor at snige sig ind på os, for ca. 10 dage før vi flyttede ud af den gamle lejlighed, virkede alt for første gang, mens vi havde boet der. Havde vi opsagt den perfekte lejlighed?

Hus

Vi havde sat to lejlighedsagenter i gang med at finde noget til os, og da Nikita (+258824150600/+258842606214) onsdag den 8. december viste os et stort, lækkert hus i et rimelig godt område (ved præsidentens hybel, Ponta Vermelha, i øvrigt), slog vi til. Selv om det kostede vores absolutte maxbeløb på $3.000 om måneden. Vi måtte flytte vores møbler ind i et af værelserne i samme weekend og selv flytte ind den 5. december, hvor der ville være nymalet, nyt køkken og alt muligt andet godt. Aftalen var så, at vi skulle betale husleje fra den 1. januar som kompensation for at have møblerne stående. Med andre $400 for at have møblerne stående i ca. 3 uger. Så er det jo også betalt.

Lørdag formiddag pakkede jeg lejlighed ned mens Puk kokkererede til eftermiddagens julefrokost og i løber af julefrokosten kørte vi til huset for at underskrive lejekontrakten. Søndag formiddag flyttede vi så vore ting. Bim bam bussemand. Dagen efter døde min mobiltelefon.

Efterspillet

Senere skulle det selvfølgelig vise sig, at udlejeren ikke holdt sine ting. Vi skulle flytte ind den 5. januar, men først midt på dagen kunne vi få fat i udlejeren, som kunne fortælle os, at vi da kunne kigge forbi klokken 17:00 for at få nøglerne. Og at, nååå ja, køkkenet forresten ikke er færdigt. Klokken 15:47 kunne jeg så skrive på Facebook: “René Clausen Nielsen flytter til $3000-om-måneden-hus uden køkken i aften i bil, der har dødt batteri. Og så har han i øvrigt diarré, ingen mobiltelefon og intet internet. Men derfor kan man da sagtens være lykkelig.”

Da vi kom til huset, havde udlejeren ikke tænkt sig, at vi rent faktisk skulle flytte ind, men det skulle vi. Intet køkken. Hendes ragelse over det hele – herunder en g-streng blandt vores ting i værelset, som ellers kun havde vores ting. Døren stod åben og hendes hushjælp havde valgt at bruge vores rengøringsmidler m.m. og det så ud til, at de i øvrigt havde haft en del sjov ud af at rode rundt i vores ting.

Men det var selvfølgelig ikke alt. Der skulle males over det hele, døre og vinduer kunne enten ikke åbnes eller lukkes, der manglede et vindue og den fuldstændig belortede baggård var ved at få nye fliser. Og som man siger hernede, så er det jo en proces den slags. Eller med andre ord, kunne vi da ikke bare regne med, at alt var klar, når vi flyttede ind. Som udlejeren skrev til os:

I skal lige huske på, at december/januar er feriesæson her, og at mange firmaer lukker, så det er svært at finde arbejdskraft. Da vi diskutterede hvornår I skulle flytte ind, tænkte jeg februar, men fordi I havde travlt og skulle på ferie, accepterede jeg, at I flyttede ind den 5. januar.

Jeg gjorde mit bedste, men nogle af tingene afhænger ikke kun af mig, og nogle ting kunne vi først se, da vi flyttede mine ting.

Jeg har desuden tilladt jer at have jeres ting i huset fra december uden kompensation.

Jeg vil forsøge at få det hele klaret inden månedens udgang, men hvis I er utilfredse, kan I bare finde et andet sted at bo.

Så er det jo lissom på plads. Dog gik hun med til at sætte huslejen for marts (næste gang vi skal betale husleje) ned med $500. Dog først efter juli. Så det vil sige augustlejen. Så langt så godt. Nu mangler vi bare, at køkkenet bliver færdigt og at vi kan åbne og lukke alle vinduer og døre. Resten er klaret, og det er endda kun 11 dage over tid. Det vil velsagtens sige, at alt kører efter planen – taget i betragtning, at vi er i Mozambique (ikke at jeg har et rosenrødt billede af, at håndværkere bliver færdige til tiden i Danmark, skal siges). Bilen kører i øvrigt også igen efter at have fået nyt batteri.

Puk tog en række billeder af hytten i går. Det er lidt af en herregård:

[slickr-flickr tag="Rua Joaquim Mara" autoplay=off]

I dag har jeg været til Maputo Kiteboarding Open 2010

I dag var jeg en tur forbi stranden, hvor det første årlige Maputo Kiteboarding Open blev afholdt. Jeg har fulgt med i billedstormen, blizzardopdateringerne osv. hjemmefra, så det var ekstra rart at sidde med en kølig fadøl på stranden i 33 graders varme sammen med gode venner. Blot manglede Puk, som desværre skulle til Chimoio og arbejde i denne weekend. Men man skal slet slet ikke underkende Marie og Christians evner til at voksenpasse.

Vejret var som sagt fantiastisk godt, men ved 17-tiden valgte en gigantsky at kige forbi. Det har nu valgt at ændre sig til torden, bulder og bragen, så lige om lidt regner jeg med at hive de fleste elektriske apparater ud af væggene. Ses i morgen!

I dag har jeg holdt forår

Sommer på vejMan kan for så vidt godt argumentere for, at de har ret, de der mennesker, når de siger, at der ikke er noget, der hedder forår og efterår hernede. Halvanden dag kan velsagtens ikke kaldes for en sæson.

Vores forholdsvis pålidelige aircon har ikke været i gang siden april, men jeg tror dælendytme snart den skal i gang igen. Alternativt kan vi selvfølgelig bare tage et koldt bad.

For det virker stadig. Vi havde i et halvt år ikke varmt vand, men det har vi nu. Vi har dog ikke længere koldt vand i badeværelsesvasken. Kun skoldhedt. Men sådan er der jo så meget. Her.

Uroligheder i Maputo

Det måtte jo ske. Der har været snak om, at der snart ville komme nye uroligheder i Maputo, siden vi kom i starten af februar. Sidst der var gang i gaderne, var for 2 år siden, da stigende priser på diesel gjorde det dyrere at køre med chapa. Priserne på diesel steg igen i marts i år (tror jeg det var), og allerede på det tidspunkt var man bange for, at der igen skulle opstå uroligheder. Det gjorde der ikke. Primært fordi priserne på chapaer ikke steg denne gang (på grund af en ret indviklet subsidieringsaftale med regeringen).

Men med dagens stigning i brødpriser (som jeg også nævnte i mikrolånsindlægget) og de nylige prisstigninger på blandt andet vand og elektricitet blev det så for meget. I løbet af dagen har det angiveligt kostet 10 personer livet og gjort, at der har været lukket på de fleste arbejdspladser og skoler.

Puk og jeg er jo så heldigvis i New York lige nu, så vi ved dybest set ikke mere end alle andre, der kun følger med via nyhedskanalerne. Jeg har selv fulgt med på den mozambiquiske gratisavis @Verdade (dansk: @Sandheden), som har sat en Ushahidi-løsning op, hvor man hele dagen har været i stand til at følge slagets gang. De kalder det Manifestações (dansk: demonstrationer). Det er ret tydeligt, at det meste forgår i de fattige områder.

Manifestações

Manifestações

Ushahidi er et supersejt værktøj, der kan sættes op, når der er kriser. Det virker ved, at borgerne selv kan sende en sms og fortælle, hvor der sker ting. De blev meget kendte under jordskælvet i Haiti.

Mikroinvester i et hus i Maputo

Som de fleste vil vide, udlåner vi penge via Kiva. Og det er skam en fabelagtig ting, som du (ja, dig) også burde gøre. Vi har desuden i et stykke tid gået og tumlet lidt med vores eget lille mikrolånsprojekt. Selv om det egentlig ikke kræver så meget at få sat i gang. Men vi har til nu blot talt med flere af vore gæster om det. De har nemlig alle været meget glade for vores hushjælp, Helena, og ville gerne hjælpe hende. Ikke blot fordi hun altid er ekstremt grinende og hjælpsom, men fordi hun er stinkende fattig. Også selv om hun hos os tjener noget lignende tre gange minimumslønnen.

Som enlig forsørger til to skolegående børn er der ikke meget tilbage til mad, når huslejen er betalt og børnene har fået penge til bussen. For hendes husleje er lig med halvdelen af lønnen. Det betyder, at de efter betaling af husleje har 3,70 kr. pr. person om dagen til at leve for. Eller med andre ord for lidt til at spise mere end et enkelt, uspændende måltid om dagen. Og i går kom så nyheden om, at prisen på brød stiger med 30 %. Prisen på ris er allerede steget en del, mens vi har været her. Brød og ris er de fattiges kost. Ergo.

Fotos: Henrique Guerra de Oliveira

Vores tanke er at få nogle af I dejlige og rige mennesker til at låne hende penge til at købe huset (som for det meste har elektricitet, men ingen vand og intet toilet), så hun i stedet for at betale urimelig høj husleje betaler jer tilbage. Uden renter, selvfølgelig. Vi skal nok være garanter, hvis hun ikke formår at betale pengene tilbage. Med andre ord taber I højst jeres egne renter. Helena får derimod sine husudgifter halveret i 20 måneder og har derefter betalt for sit helt eget hus. Og vi tror, at det er det sejeste, vi kan gøre for hende. Ikke at forære hende noget så væsentligt, men at lade hende selv betale for sit helt eget hus. At give hende ejerskab og sikre bæredygtighed, som vi siger i hhv. konsulent-og udviklingsbranchen. For ja, ejerskab er mangt og meget mere end et skøde, og vi er her på et tidspunkt ikke længere.

I denne omgang accepterer vi derfor kun lån til huset (selv om hun mangler mange andre ting end blot billigere husleje). Helenas tidligere arbejdsgivere (og vores gode venner) Dennis og Henrique har sat sig for at betale for børnenes skolegang på en privatskole, selv om de nu ikke bor her længere. De offentlige skoler er så ekstremt ringe, at det er den eneste mulighed, hvis børnene skal se en lidt lysere fremtid for sig, end den deres nuværende situation i slummen med en fattig mor/bedstemor lægger op til. Dennis og Henrique afholder derfor et støttearrangement, som I med fordel kan læse mere om på Facebook. Der er også mulighed for at støtte børnene via bankoverførsel, hvis man ikke kan eller har lyst til at deltage i arrangementet (skriv til lindaottsen snabel-a hotmail.com).

Husk, at deres idé er mindst lige så god som vores og at det hele dybest set går til samme formål. Du skal derfor nu svare på blot to spørgsmål:

  1. Vil du hjælpe?
    • Ja (gå til spørgsmål 2)
    • Nej (gå direkte i fængsel)
  2. Vil du

Så langt, så godt. Du har nu taget en beslutning, som har indflydelse på en lille, fattig families levevilkår. En familie som vi holder meget af. Hvis du valgte lånet, så læs videre nedenfor.

Lånevilkår

Lånets størrelse: 20.000 Meticais (ca. 3.200 kr.)
Låneandele: 32 (100 kr./stk.)
Rente: 0 %
Låneperiode: 20 måneder
Låntagers månedlige tilbagebetaling: 1.000 Meticais
Ansvarlig for valutakursrisiko: Puk & René
Garanter: Puk & René

Vi betaler jer tilbage efter først til mølle princippet, andel efter andel. Det bliver for uoverskueligt, hvis alle 32 andele skal have 1/20 tilbage hver måned. Den sidste långiver får derfor først sine penge tilbage om ca. 20 måneder.

Vil I være med? Så fortæl os hvor mange låneandele, I vil stå for. Så sender vi kontooplysninger. Skriv meget gerne en kommentar nedenfor eller få fat i os på anden vis.

UPDATE: Efter 1 time er pengene nu allerede hentet ind. Så hjælp i stedet med børnenes skolegang, hvis du gerne vil hjælpe Helena og ungerne, eller opret en konto på Kiva, hvis du gerne vil låne penge til folk, der ikke ellers kan låne penge. TAK!

I dag har jeg købt ind

Shoprite-bon

Shoprite-bon

Nå ja ja, ok. Det var i går. Men jeg er først blevet færdig med indlægget i dag.

Men i hvert fald var jeg en tur i Shoprite. Shoprite er et sydafrikansk supermarked, som også har en forretning her i Maputo og en i forstaden Matola. Man kan få alt og kunne dybest set lige så godt være i en Føtex. Det er ret nyt. De andre supermarkeder er generelt slet ikke specielt super. Nærmere små købmænd med dårligt udvalg. Selvfølgelig er der et par deli-lignende alternativer for vi rige sataner, hvor man kan få alskens smart økoføde, men det er ekstremt latterligt dyrt. Nå ja, og så er der jo selvfølgelig det store supermarked i Maputo Shopping Center. Men der handler vi ikke længere. Men for lissom at runde afsnittet af med at gentage min pointe: Shoprite er det enste supermarked, der ligner danske standarder.

Jeg købte de væsentligste ting. Du ved, mælk, vand, brød, grønsager. Lidt opvaskemiddel. Og luksusvarerne kaffe, kød og ost. Et pund kaffe. Kød til et par uger. Men kun lidt ost. Amager og halshug med forholdsvis hårdt kast af salt over skulder efter sort kat, der lister rundt på et ikke-ituslået spejl med et stjerneskud. Kun en lille smule ost. Det vil sige i alt 400 gram, nu du spørger ind til petitesser.

Dybest set basale dagligvarer til en uges tid eller to med andre ord. Ingen slik, ingen sodavand osv. Eneste luksus efter vore standarder var en lille bakke jordbær og et glas oliven. Madvarer. Dagligvarer.

Det kostede i alt 4.327,50 meticais. Altså noget der svarer til ca. 670 kr. i øjeblikket. Med andre ord er priserne lidt som i Danmark.

Da jeg skulle betale med mit gennemslidte VISAkort tog det selvfølgelig sin tid. De har ikke så mange maskiner og deres forbindelse til omverdenen er ret ustabil. Faktisk er det ikke altid, man kan få lov til at betale med kort, men næsten. Blot skal de lige forbi alle de fem-syv automater, de har til de velsagtens ca. 20 kasser.

I hvert fald havde jeg god tid til at tænke over, hvor mange penge, jeg havde brugt. Det drejede sig ikke som selvransagelse, men mere om et lille fact check. Jeg læste en oversigt over mindstelønninger for nogle måneder siden, og mente, at det var ca. dobbelt så meget som en månedsløn for kassedamen (ja, kassedamen. Mænd laver endnu ikke den slags hernede, så der er ingen grund til at forsøge at kalde det for en kasseekspedient, servicemedarbejder eller hvad vi så end kalder det i Danmark).

Men altså det dobbelte af hendes månedsløn. Kort efter vi kom herned, blev mindstelønningerne sat op, og det var dem, jeg var stødt ind i. Hos Joe Hanlon fra The Open University. Lønudviklingen ser sådan ud, hvis vi oversætter meticais til dagens kurs på danske kroner:

Mindsteløn i Mozambique

Mindsteløn i Mozambique

En mindsteløn på 263 kroner om måneden, som det er tilfældet for landbrugsarbejdere, er altså ikke meget. Slet ikke når der gerne skal være til tøj, skolegang, husleje osv. Man får næsten indtryk af, at de tjener styrtende med penge i finanssektoren, men husk på, at deres lønninger er steget abusurd meget til 544 kroner om måneden. Det er altså heller ikke meget.

Det, der gør det hele meget værre, end det ser ud, er, at meticais er i frit fald ift. dollaren. Hvis man laver den samme opgørelse, hvor man tager kursen i forhold til dollarens værdi den 1. april de enkelte år, ser lønudviklingen i stedet sådan ud:

Mindsteløn i Mozambique i dollars

Mindsteløn i Mozambique i dollars

Heldigvis er det ikke importvarer, de fattigste køber, men priserne på mad er ikke desto mindre steget betragteligt. Så betragteligt, at jeg formoder, at de fleste mozambiquere har oplevet en reallønsnedgang. I hvert fald regner jeg med, at mindstelønnen er faldet i reallønstermer. Og hvorom alting er, så er vores forbrug af dagligvarer fire gange så stor som mindstelønnen.

Desværre fortæller det mere om fattigdommen end om vores ekstravagante forbrug.