Jeg havde ikke lige umiddelbart overvejet det. Men efter at have talt med Troels Kolster fra Mellemfolkeligt Samvirke i går blev jeg klogere.

“Køb bil og møbler i Sydafrika” var svaret på vores praktisk-kedelige forespørgsler om prisniveauet og hvad-kan-man-få i Mozambique. For man kan efter alt at dømme få cirka alt. I hvert fald i Maputo. Det er sikkert bare ofte bedre og billigere i Sydafrika. Eller Japan. Japan havde jeg slet ikke set komme. Men efter en del at dømme, kunne det sagtens være, at vores kommende bil bliver importeret direkte fra Japan.

Men den store øjenåbner (hvor lille en sag og hvor efterrationaliseringsåbenlyst det så end måtte være) var, at dagligvareindkøb nogle gange vil komme til at foregå hos den rige (-agtige) ven mod syd. Det havde jeg i hvert fald ikke overvejet. Vi vidste vist nok godt et eller andet sted, at Sydafrika ville være vores ven når det kommer til sundhedstilbud og så videre, men almindelige dagligvareindkøb havde jeg egentlig ikke overvejet. Men selvfølgelig giver det mening at smutte over grænsen til større udbud og diversitet i ny og næ.

Men i hvert fald er et formodet scenarie, at vi importerer en bil fra Japan, som vi tager til Sydafrika i for at købe møbler til vores i-hvert-fald-10.000-kroner-om-måneden-lejlighed. Og måske pendler til Sydafrika på månedsbasis for at købe stort ind. Og et mindre smut mod nord for at ramme en lækker palmestrand. Ofte.

Og det er stadig alt sammen blot ureflekteret gisneri.