CBS’ klassiske program, 60 Minutes, lavede for et par år siden en udsendelse om Gorongosa National Park her i Mozambique. Jeg har tidligere læst om stedet – og om den amerikanske investor, Greg Carr, men det var nu alligevel spændende at høre om hans tanker bag. Han har i øvrigt fået fat i nogle zebraer i mellemtiden.
Klippet varer ca. 12 minutter.
For at alt sammen ikke skal gå op i fodbold, tog vi sidste weekend en tur til Bilene – eller mere præcist til Mahelane Lodge, som ligger på den modsatte side af Uembje Lagune. Det er en forholdsvis kort tur fra Maputo, hvor man bare kører op ad hovedvejen, der går hele vejen fra det sydligste til det nordligste Mozambique. Turen er på på omkring et par hundrede kilometer på god vej, så det eneste, der tog tid, var at komme gennem markedshelvedet i Zimpeto i den vestlige del af Maputo, hvor der er chapaer og mennesker over det hele. Men hyggeligt var det, og samtidig var det sejt med endnu en køre-udfordring til den efterhånden lidt for selvsikre motorbølle, Puk Ovesen, der pludselig var omringet af byens værste vanvidschauffører i tætpakkede chapaer. Det fik hende desværre heller ikke til for alvor at ryste på hænderne, men jeg skal nok få hende på et tidspunkt :)
Og så fik vi samtidig set det nye stadion, som er ligger i samme område. Ud over stadion er de ved at bygge en mindre by derude, som skal bruges til De Afrikanske Lege, som afholdes her i Maputo i juli næste år. For første gang nogensinde. Måske Mozambique med hjemmebanefordelen får en medalje mere hjem til den hidtil uimponerende samling af 7 medaljer fra 9 gennemførte lege (det er jo Afrika, så en af de ti lege blev afbrudt af et militærkup).
Turen var bare en hurtig afslapningsweekend, så der er ikke så meget at berette. Blot en weekend i selskab med hinanden, rødvin og bøger (og, nå ja ja, en restaurant, der viste VM). Weekenden viste sig at blive lige så fantastisk afslappende som omgivelserne tyder på. Og så var vejret – til trods for vinterens hærgen – rigtig lækkert lørdag, hvor der var skyfri himmel og velsagtens 27-28 grader, hvilket sådan ca. er maksimumtemperaturen i øjeblikket. Så en smule sol fik vi også på vore pinligt blege kroppe. Det samme gjorde vi i øvrigt denne weekend, hvor vi sammen med Helene slængede os lidt ved poolen på det efterhånden ekstremt gennemsnitlige Hotel Terminus. Det var Helenes sidste dag hernede i denne omgang, så søndag kørte vi hende til lufthavnen, hvorfra vi desværre ikke fik hende med hjem igen. Vi glæder os i stedet til, at hun kommer igen for en kort bemærkning om et halvt år.
Men altså her nogle billeder fra Bilene-turen:
Så fik jeg min jomfru-tur ud i det rigtige Mozambique. Det var dog kun en en-dagstur til først Boane og derefter Ressano Garcia, som begge er byer et par timers kørsel fra Maputo. Det var en rigtig dejlig og lærerig tur. Det var fantastisk at opleve det grønne landskab på turen og folkene der lever langs vejene i ler-og blikhuse. Jeg besøgte to grupper af kvindelige landarbejdere med arbejdet, men mere kan jeg ikke skrive om det.
Mozambicanske kvinder udgør størstedelen af de allerfattigste mennesker i Mozambique, og mange af dem og deres familier lever kun af landbrug som knap strækker til eget forbrug. Mozambique er lige nu ramt af både tørke og oversvømmelser i forskellige regioner, hvilket både har reduceret den sidste høst og truer den kommende og gør de fattigste dele af landarbejderne, herunder særligt kvinderne, endnu mere sårbare.
Begge steder blev vi modtaget med sang og et par gange under møderne skulle vi også lige op og synge lidt, ja, også mig i bedste Princess Di stil, som så med stift smil og bløde knæ, til dels på grund af at varmen havde sneget sig op på 36 grader til dels på grund af jysk tilbageholdenhed, måtte prøve at klappe i takt og simultan-tolke garvede afrikaner-tæer, numser og rytmer. Der går nok lidt tid, før jeg helt frivilligt vil kaste mig ud i den slags med bare en snas af rutine og ynde, men det giver vel point at prøve… Og det var ret fantastisk som de sang, og halvdelen af tiden fandt de bare på ting, tror jeg, jeg hørte i hvert fald Puk ( eller Puki, som jeg jævnligt går under hernede) blive nævnt et par gange, så det har altså været en helt ny ørehænger der blev brygget sammen til lejligheden. De sang på Shangana og de fleste talte også kun dette lokale sprog, så jeg have tolk på det meste af tiden, selvom bonde-portugisisk ikke nødvendigvis gav mere mening for en portugisisk-rookie som mig, men noget fik jeg da fat i.
I Ressano Garcia, som er en grænseby til Sydafrika, (som det skulle vise sig René, Troels og jeg skulle besøge igen lørdag, men mere om det i indlægget ”Safari i Sydafrika”), blev der disket op med den helt store frokost. Jeg skammede mig helt over hvor meget der var gjort ud af det, når man nu ved, hvor lidt de har. Men de ville vise at det kan betale sig at støtte dem. Og så siger man jo ikke nej tak. Man siger ikke nej tak til hjemmelavede kogte hønsefødder eller nej til xhima- majsstivelse/grød, eller frisk salat. Og risen, geden og den stegte kylling med kartofler og mozambicanske urter var slet ikke så værst. Desværre indtog vi frokosten inden mødet, og først efter ca. en time med mave-kneb, spændte baller og sved på overlæben kunne vi endelig danse af og køre til den nærmeste tank med et træk-og-slip toilet. Jeg fik en hel pose hjemmedyrkede peanuts med hjem. Rigtig vidunderlig tur og dejligt at møde en masse imødekommende og flotte damer, hvis virkelighed jeg har så svært ved at sætte mig ind i. Men jeg prøver, og jeg vil så forbandet gerne.
Så gik det hverken værre eller bedre end at jeres udsendte klimaforkæmpere købte sig et (lyse)blåt bæst af en traktor-automobil. Ren og skær inkarneret ondskab, kan tilføjes. Også selv om den er babyblå. Kald det en slags camouflage.
I fredags, den 19. marts 2010, bestilte vi en Toyota Hilux Surf 3.0 turbodiesel-satan, som uden større problemer burde kunne få os til et hvilket som helst sted i Mozambique (med mindre der er oversvømmelser eller den slags ting, som kan stoppe alt andet end endnu større tanks). Vi købte den hos det ganske smarte JapaneseVehicles.com, som sådan ca. alle har anbefalet os at bruge. Samme dag lavede vi en international pengeoverførsel fra vores danske bank, og i dag, tirsdag den 23. marts 2010, har de så bekræftet, at de har modtaget pengene i Japan. Bilen er dermed vores.
Nu venter vi så bare på, at bilen bliver sendt fra Nagoya, Japan, til Maputo, Mozambique. De siger, at skibet vil være i Maputo i slutningen af april, så om fem uger har vi vores egen bil, som kan få os og gæster rundt i landet. Og lad os bare være ærlige. Papirarbejdet med at få bilen ind i landet, at få den indregistreret osv. kommer til at tage det meste af fem uger alligevel, så det kan ganske givet ikke gå hurtigere på nogen måde.
Til gengæld får vil en bil, der er 10.000-15.000 kroner billigere, end hvis vi havde købt den her. Og så har den samtidig ikke kørt så langt som dem, de har her, og har ikke været udsat for de mozambiquiske veje, men i stedet dejlige, asfalterede, lige, pænt vedligeholdte japanske veje. Det kan vi godt lide. Import er godt. Omend det føles meget meget mærkeligt at købe en bil pr. online postordrekatalog.
Før billederne, lidt stats til nørderne (som dermed også kan fortælle os, at det er en dårlig årgang, dårligt karosseri eller hvad det alt sammen hedder) :)
Update den 12. april 2010: Vi skulle pludselig have et MOZ-nummer, for at der kunne foretages inspektion før afsendelse. Det gik der ret lang tid med og vi fik derfor ikke bilen med den sending, vi hade regnet med. Efter at have sendt det omtalte MOZ-nummer til Japan er der dog kommet afklaring: Fordi vi har diplomatstatus skal bilen slet ikke inspiceres, hvilket jo er meget fint, men det ville have været rart at vide tidligere… Men, bilen afsendes fra Japan den 23. april og er i Maputo den 22. maj. Siger de. Måske vi snart har bil :)