Birte & Esben ved Otter Pool, Phophonyane Falls

Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Der kommer heldgivis flere indlæg end det nedenstående fra samme hånd, så glæd jer til fortsættelserne – her på kanalen! I denne omgang: rejse og ankomst.

Vi har lovet vores svigersøn at skrive et gæsteindlæg om vores besøg hos ham og Puk i uge 13 til 15 dette år. Med det helt enestående aprilsvejr, som mødte os ved hjemkomsten har det imidlertid nærmest været umoralsk at opholde sig inden døre; men nu har maj-kulde og dårlig samvittighed endelig tvunget os til skrivebordet:

Eventyret begyndte en kold tirsdag morgen i marts – den 29. – hvor vores altid hjælpsomme nabo kørte os og vores omfangsrige bagage til københavnerbussen i Løgstør. For os hjemmefødninge er busturen tværs gennem landet altid en hyggelig oplevelse, men denne gang var rejseglæden og forventningerne nok ud over det sædvanlige. Om aftenen i Kbh. forhøjede vi feststemningen med et besøg på gourmet-restauranten “Paté-paté” i kødbyen sammen med Louise og Laust, før de overlod os deres gode seng på Vesterfælledvej.

Flybilletten Kbh. – Maputo retur, udstedt af AIRFRANCE, blev modtaget en aften i januar gennem bureauet, P/R Ovesen-Clausen-Nielsen ca. en halv time efter, at vi nølende havde sagt, at vi overvejede at gøre en Afrika-rejse (Et komplet og omfattende rejseprogram for to uger fulgte fra samme firma i februar).

Departure Copenhagen-Paris var sat til kl. 18.05 onsd. d.30. marts, så vi havde tid til flere københavnske seværdigheder: Krokusbedet i Kongens Have (slet ikke på toppen endnu), flere Grundahl-butikker og en kunstudstilling på Gl. Strand – før vi mødtes med Laust til en bid brød på “Skindbuksen” i hans middagspause. Og endelig ved 15-tiden satte vi os i toget til Kastrup.

Et døgn senere sad vi med hovederne tæt sammen over et koøje i et indflyvnings-sving og kiggede ned på Maputos grå slum. Et flyt i en kæmpestor bue over klodens overflade fra et kontinent til et andet. Et døgn med den moderne rejseforms blanding af uvirkelighed og praktiske, nærværskrævende rutiner. Den sidste times flyvning, Johannesburg – Maputo, havde dog budt på smukke, Google Map-agtige glimt mellem drivende vatskyer af Sydafrikas højland og Swazilands bløde bjerglandskaber.

René har sendt os et foto af Puk, der strækker hals foran ankomstområdet i Maputos nye lufthavn, mens vi kanter os ud. Det står for os som et ikon for en dejlig modtagelse.

Puk venter på Birte & Esben i lufthavnen

På vej fra lufthavnen til Rua Joaquim Mara i “Det blå Bæst” (firehjulstrækkeren, der skulle bringe os vidt omkring i de kommende dage) kunne jeg ikke undgå at genkalde mig beskrivelsen af en anden ankomst til samme by, som jeg lige havde læst i Peter Tygesens bog, “De gode menneskers land”. Her er et par udpluk, som rammer i plet:

“For den vestlige besøgende går køreturen naturligt ind mod centrum, og den, der besøger Afrika for første gang, føler sig kastet ind i en skræmmende pågående verden. Der er mennesker overalt, de går langs vejen i endeløse strømme, de balancerer på kanterne af mægtige betonkanaler, de hænger ud af overfyldte busser, står på ladet af varevogne, vender en majskolbe over en blåulmende koksbunke i vejkanten, sidder på papflader med tilbud på frugter, cigaretter, kødstykker på pinde, kamme, og de taler i mobiltelefon, de små piger hinker, de store drenge ryger smøger, damer har frugtkasser på hovedet, mænd høvler spåner af senge, der er stillet frem i snesevis bag en drænkanal, en møbelbutik! Der er et mylder af farver, men den fremtrædende er grå, grå som i trøstesløs grå betonsten, dårligt muret med mørtlen enten bortsmuldret eller væltende ud mellem stenene, så de få farvemættet malede huse skriger så meget desto højere. – - – Maputo rummer sammen med sin sværindustrielle naboby Matola op mod tre mllioer indbyggere, og du tror grangiveligt, at du har mødt dem alle efter en spadseretur i gaderne. Det er ingen udelt fornøjelse at bevæge sig til fods. Varmt er det naturligvis, sandsynligvis et pænt antal streger over tredive grader, og fugtigt – - – Du lærer også hurtigt at se dig for, når du går, skraldet flyder overalt, bunker af overhuggede kokosnødder, papir og plastic er det mindste problem, værre er rådnende planteaffald, husholdningslevninger, de silende, slimede søer af skraldslam – - – Her bevæger indbyggerne sig frem med en ynde, der kalder på beundring, og et udseende, der kalder på undren. Skjorter så hvide, at det skærer i øjnene, pressefolder, jakkesæt, pudsede sko, hvordan holder de dog deres tøj så rent – - – Og menneskene er smukke. Kvinderne ranke som fjedre, mænd med skuldre og holdning – - – – - -en spraglet og pulserende, flerkulturel virkelighed, hvor man uafladeligt gør nye opdagelser. Maputo har for eksempel en kvalitet, som de færreste af kontinentets skrammede storbyer tilbyder: Store, gamle træer spreder deres kroner over hvert eneste fortov byen igennem – - – og man tilgiver – måske – gerne, at hvert eneste frtov er sprængt i fodstore betonstykker af de stadigt bredere og mægtigere stammer, og at deres rødders hærgen gør visse fortovsstrækninger lige så snublende vanskelige at passere, som VAR man i skoven.”

Ankommet til huset i Rua J. Mara, hilste vi på den ene af de tre vagter, som overvåger hus og grund døgnet rundt, og på hushjælpen, Helena, samt husets charmerende, røde teenager-kat, Tito, som jeg under opholdet kom til at se det som min opgave at bibringe en smule almindelig katte-opdragelse (Det lykkedes ikke).

Det var et rart hus. Mange rum i tre etager. Indvendig enkelt og robust. Sparsomt møbleret. Flere vinduer og døre kun med myggenet. Af flere altaner – alle helt tilgitrede som fuglebure – blev især én Birtes yndlingsplads: En magelig kurvestol, udsigt over forhaven og gaden til en lignende række fuglebure og et glimt af havet mellem træerne på skrænten ned til “strandvejen”.

Birte på altanen

Den lille gade med lignende villaer tilhørte i den portugisiske kolonitid den bedre “hvide” del af byen, fornemt placeret på toppen af den pynt, hvor floden møder Stillehavet. Det eksklusive understregedes af en permanent militær afspærring af den modsatte ende af gaden ca. 100 m borte ved præsidentens bolig og adskillige andre steder i området. Spærringerne resulterede i en noget snørklet rute til og fra huset – tilmed i slalom-kørsel som de fleste andre steder i byen, ud og ind mellem meterstore, dybe huller i asfalten og tæt parkerede biler.

Den modsatte retning, direkte ned over den tæt bevoksede skrænt mod havn og strandpromenade var også “out of bounds” ifølge FN’s sikkerhedsinstrukser. Her holdt ,efter sigende, subsistens- og boligløse til.

Vi blev installeret ovenpå i et rummeligt værelse med altan og udsigt fra sengen til palmetoppe ved siden af et veludstyret badeværelse ,og kunne så strække de flyvetrætte lemmer og nyde en drink og suppe på altanen sammen med Puk og René. Dejligt at være sammen igen efter mere end et år!

Før vi gik til ro, oplevede vi det hurtige skift fra dag til tropenat på en lille spadseretur op til et udsigtspunkt i et lille anlæg, Jardim dos Professores – og sluttede af med en øl under palmerne ved poolen foran Hotel Cardoso, hvor vi kunne følge fiskerbådenes lanterner hen over bugten nedenfor. Den lune luft. En voldsom kontrast til det råkolde København. Velkommen til Afrika!