Vores næstmest læste indlæg er Puks indlæg om, hvad det nu liiiiiiige er, hun skal i Afrika (mest læste er ikke overraskende det første indlæg efter vi kom hertil, “Så kom vi til Maputo“). Men noget tyder på, at der af uransagelige årsager også findes mennesker derude, som tænker på mig, og på hvad det nu liiiiiige er jeg skal i Afrika (ud over at være sammen med min kone om aftenen og i weekenden). Og se, det er jo rent faktisk et godt spørgsmål.

Sådan helt nøgternt så hygger jeg. Ikke så meget på den tilbagelænede kolonistil med drinks på altanen fra klokken 8:00 når Puk tager på arbejde. I hvert fald ikke så meget som jeg havde håbet på og regnet med. I stedet mere generel hygge. Ofte garneret med frokost med nogle af de andre danske bois, der er hernede. Og det er bragende hyggeligt. Også selv om de rent faktisk har jobs, der skal passes før og efter.

Arbejde

Men tiden går mestendels med at sidde ved computeren. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse for ret mange, men som I skal se senere, så har det givet en slags bagslag. Men ja, jeg sidder ved computeren det meste af tiden. Faktisk har jeg nærmest kun ligget i hængekøjen for at tage opstillede (eller nedlæggede, om man vil) billeder. Jeg sidder ved computeren af et par årsager. Først og fremmest fordi jeg nu engang skal huske at arbejde. Det gør jeg ca. 10 timer om ugen plus den tid jeg sidder og venter på, at nogen (kolleger, kunder osv.) vender tilbage. De har åbenbart mere end 10 timers arbejde om ugen, der skal passes :)

Undervisning

Som jeg tidligere har berettet om, så har jeg ca. 10 timers portugisisk om ugen plus 5-10 timers lektier, som jeg til gengæld kun sjældent laver. En doven slambert, det er hvad jeg er. Men ikke desto mindre, så har jeg portugisisk. Noget der i øvrigt også tit indebærer ventetid, da vores ellers fantastiske underviser er en travl og ganske ofte forsinket herre.

Derudover står den også på et kursus i “Monitoring Women’s Rights“. Det er et onlinekursus, som handler om, hvordan man kan overvåge og indsamle oplysninger om menneskerettighedsovertrædelser overfor kvinder. Vi er folk fra så forskellige steder som Vietnam, Barbados, Tadsjikistan, Holland, USA, Sudan, Elfenbenskysten og Armenien, så det bliver ret spændende at høre om forholdene de forskellige steder. De to undervisere er hhv. en amerikansk mand og en kvinde fra Filippinerne, som bor i Kenya. Begge har tidligere arbejdet for både FN og diverse NGO’er, så jeg har store forhåbninger om, at niveauet er tilpas højt til, at jeg umiddelbart ikke fatter en hujende fis. For sådan lærer generelt jeg mest (den regel gælder desværre ikke for sprog). Kurset løber over 11 uger – herunder ugerne med VM i fodbold og gæster fra Danmark, så jeg håber på at kunne lægge mindst 10 timer om ugen i det her i april, maj og starten af juni, så jeg kan se mere fodbold og redde færre kvinder under VM. Man skal jo have prioriteterne i orden.

Praktisk

Så har vi alt det praktiske. Det har fyldt ret meget, men byrden falder mere og mere efterhånden som vi er ved at komme på plads. Selv om vi stadig ikke har varmt vand overalt, ikke har strøm overalt og den slags ting, så er der ved at være styr på de ting, vi selv kan gøre noget ved. Og den slags tager tid.

Regninger er eksempelvis noget man betaler hos dem, man har købt en ydelse af. Først og fremmest er der ikke netbanker hernede, men endnu værre er, at man heller ikke bare kan tosse ned i banken og betale sine regninger. Hvis man kunne det, kunne man nøjes med én kø på 45 minutter, men nææænikkenej. Elregningen betaler man hos elselskabet, reperation af vaskemaskine hos VVS-manden og så videre og så videre. Og lad mig lige minde folket om, at når alle skal betale regninger på den måde, så er der køer. Laaaaange køer, til tider. Og nej, de forskellige firmaer bor sjovt nok ikke i nærheden af hinanden.

Men nu hvor jeg er ved regninger og det ikke at kunne klare noget som helst andre steder end i en butik, skal I have en lille historie. Den, der handler om, at det der med at sidde meget ved computeren kan give bagslag. For ikke nok med, at det er besværligt at få folk til at komme og reparere noget, besværligt at få dem til rent faktisk at lave det rigtige når de er her og besværligt at betale regningen, når de er færdige med det, så er det også til tider ganske besværligt at overbevise dem om, at deres forretningsmetoder prisstrukturer er latterlige (eller da i det mindste mærkværdige).

Værste eksempel er vores internetregning. Vi fik en regning for marts måned på ca. 50.000 meticais. Det er lidt over 8.000 kroner. For forholdsvist sløvt internet i én måned. Det er jo i sig selv åbenlyst latterligt (og vanvittigt mange penge, som vi kunne have taget på bryllupsrejse for). Vi havde købt en forbindelse, der kostede omkring 500 kroner om måneden. De havde bare lige glemt at informere os om, at det kun var med x antal gigabyte om måneden, hvorefter al trafik kostede vanvittigt meget. Da vi fandt ud af det, skrev jeg til dem for at få opgraderet forbindelsen. Det kunne man ikke bare skrive, så de ringede for at få det bekræftet. Desværre kom medarbejderen i løbet af vores samtale i tanke om, at hun både skulle have underskrift og penge før hun kunne lave det om. Så hen i butikken igen.

Desværre for os var butikken, vi kendte, så lukket i mellemtiden, så vi fik ikke ændret vores løsning i tide. I stedet fik vi altså en ekstraregning på over 7.000 kroner. Vi har nu fået ændret løsningen, så vi betaler 1.200 kroner om måneden for en forbindelse, der er væsentligt hurtigere, og hvor vi må bruge lige så meget trafik, som vi brugte i marts måned. Vi har derfor betalt 6.800 kroner i marts måned for at have en langsommere forbindelse.

Det er det, jeg mente med, at de havde en latterlig forretningsmetode. Og delen med, at de så er besværlige at overbevise om, at det er skørt, ligger lissom også i historien. Vi havde bare at betale vores regning.

Hygge

Men ja, hygge er der også masser af plads til. Mest selvfølgelig sammen med Puk, men jeg får også nørklet og nørdet en del med resten af interesserne. Og så får jeg blogget lidt.