Mikroinvester i et hus i Maputo

Som de fleste vil vide, udlåner vi penge via Kiva. Og det er skam en fabelagtig ting, som du (ja, dig) også burde gøre. Vi har desuden i et stykke tid gået og tumlet lidt med vores eget lille mikrolånsprojekt. Selv om det egentlig ikke kræver så meget at få sat i gang. Men vi har til nu blot talt med flere af vore gæster om det. De har nemlig alle været meget glade for vores hushjælp, Helena, og ville gerne hjælpe hende. Ikke blot fordi hun altid er ekstremt grinende og hjælpsom, men fordi hun er stinkende fattig. Også selv om hun hos os tjener noget lignende tre gange minimumslønnen.

Som enlig forsørger til to skolegående børn er der ikke meget tilbage til mad, når huslejen er betalt og børnene har fået penge til bussen. For hendes husleje er lig med halvdelen af lønnen. Det betyder, at de efter betaling af husleje har 3,70 kr. pr. person om dagen til at leve for. Eller med andre ord for lidt til at spise mere end et enkelt, uspændende måltid om dagen. Og i går kom så nyheden om, at prisen på brød stiger med 30 %. Prisen på ris er allerede steget en del, mens vi har været her. Brød og ris er de fattiges kost. Ergo.

Fotos: Henrique Guerra de Oliveira

Vores tanke er at få nogle af I dejlige og rige mennesker til at låne hende penge til at købe huset (som for det meste har elektricitet, men ingen vand og intet toilet), så hun i stedet for at betale urimelig høj husleje betaler jer tilbage. Uden renter, selvfølgelig. Vi skal nok være garanter, hvis hun ikke formår at betale pengene tilbage. Med andre ord taber I højst jeres egne renter. Helena får derimod sine husudgifter halveret i 20 måneder og har derefter betalt for sit helt eget hus. Og vi tror, at det er det sejeste, vi kan gøre for hende. Ikke at forære hende noget så væsentligt, men at lade hende selv betale for sit helt eget hus. At give hende ejerskab og sikre bæredygtighed, som vi siger i hhv. konsulent-og udviklingsbranchen. For ja, ejerskab er mangt og meget mere end et skøde, og vi er her på et tidspunkt ikke længere.

I denne omgang accepterer vi derfor kun lån til huset (selv om hun mangler mange andre ting end blot billigere husleje). Helenas tidligere arbejdsgivere (og vores gode venner) Dennis og Henrique har sat sig for at betale for børnenes skolegang på en privatskole, selv om de nu ikke bor her længere. De offentlige skoler er så ekstremt ringe, at det er den eneste mulighed, hvis børnene skal se en lidt lysere fremtid for sig, end den deres nuværende situation i slummen med en fattig mor/bedstemor lægger op til. Dennis og Henrique afholder derfor et støttearrangement, som I med fordel kan læse mere om på Facebook. Der er også mulighed for at støtte børnene via bankoverførsel, hvis man ikke kan eller har lyst til at deltage i arrangementet (skriv til lindaottsen snabel-a hotmail.com).

Husk, at deres idé er mindst lige så god som vores og at det hele dybest set går til samme formål. Du skal derfor nu svare på blot to spørgsmål:

  1. Vil du hjælpe?
    • Ja (gå til spørgsmål 2)
    • Nej (gå direkte i fængsel)
  2. Vil du

Så langt, så godt. Du har nu taget en beslutning, som har indflydelse på en lille, fattig families levevilkår. En familie som vi holder meget af. Hvis du valgte lånet, så læs videre nedenfor.

Lånevilkår

Lånets størrelse: 20.000 Meticais (ca. 3.200 kr.)
Låneandele: 32 (100 kr./stk.)
Rente: 0 %
Låneperiode: 20 måneder
Låntagers månedlige tilbagebetaling: 1.000 Meticais
Ansvarlig for valutakursrisiko: Puk & René
Garanter: Puk & René

Vi betaler jer tilbage efter først til mølle princippet, andel efter andel. Det bliver for uoverskueligt, hvis alle 32 andele skal have 1/20 tilbage hver måned. Den sidste långiver får derfor først sine penge tilbage om ca. 20 måneder.

Vil I være med? Så fortæl os hvor mange låneandele, I vil stå for. Så sender vi kontooplysninger. Skriv meget gerne en kommentar nedenfor eller få fat i os på anden vis.

UPDATE: Efter 1 time er pengene nu allerede hentet ind. Så hjælp i stedet med børnenes skolegang, hvis du gerne vil hjælpe Helena og ungerne, eller opret en konto på Kiva, hvis du gerne vil låne penge til folk, der ikke ellers kan låne penge. TAK!

I dag har jeg købt ind

Shoprite-bon

Shoprite-bon

Nå ja ja, ok. Det var i går. Men jeg er først blevet færdig med indlægget i dag.

Men i hvert fald var jeg en tur i Shoprite. Shoprite er et sydafrikansk supermarked, som også har en forretning her i Maputo og en i forstaden Matola. Man kan få alt og kunne dybest set lige så godt være i en Føtex. Det er ret nyt. De andre supermarkeder er generelt slet ikke specielt super. Nærmere små købmænd med dårligt udvalg. Selvfølgelig er der et par deli-lignende alternativer for vi rige sataner, hvor man kan få alskens smart økoføde, men det er ekstremt latterligt dyrt. Nå ja, og så er der jo selvfølgelig det store supermarked i Maputo Shopping Center. Men der handler vi ikke længere. Men for lissom at runde afsnittet af med at gentage min pointe: Shoprite er det enste supermarked, der ligner danske standarder.

Jeg købte de væsentligste ting. Du ved, mælk, vand, brød, grønsager. Lidt opvaskemiddel. Og luksusvarerne kaffe, kød og ost. Et pund kaffe. Kød til et par uger. Men kun lidt ost. Amager og halshug med forholdsvis hårdt kast af salt over skulder efter sort kat, der lister rundt på et ikke-ituslået spejl med et stjerneskud. Kun en lille smule ost. Det vil sige i alt 400 gram, nu du spørger ind til petitesser.

Dybest set basale dagligvarer til en uges tid eller to med andre ord. Ingen slik, ingen sodavand osv. Eneste luksus efter vore standarder var en lille bakke jordbær og et glas oliven. Madvarer. Dagligvarer.

Det kostede i alt 4.327,50 meticais. Altså noget der svarer til ca. 670 kr. i øjeblikket. Med andre ord er priserne lidt som i Danmark.

Da jeg skulle betale med mit gennemslidte VISAkort tog det selvfølgelig sin tid. De har ikke så mange maskiner og deres forbindelse til omverdenen er ret ustabil. Faktisk er det ikke altid, man kan få lov til at betale med kort, men næsten. Blot skal de lige forbi alle de fem-syv automater, de har til de velsagtens ca. 20 kasser.

I hvert fald havde jeg god tid til at tænke over, hvor mange penge, jeg havde brugt. Det drejede sig ikke som selvransagelse, men mere om et lille fact check. Jeg læste en oversigt over mindstelønninger for nogle måneder siden, og mente, at det var ca. dobbelt så meget som en månedsløn for kassedamen (ja, kassedamen. Mænd laver endnu ikke den slags hernede, så der er ingen grund til at forsøge at kalde det for en kasseekspedient, servicemedarbejder eller hvad vi så end kalder det i Danmark).

Men altså det dobbelte af hendes månedsløn. Kort efter vi kom herned, blev mindstelønningerne sat op, og det var dem, jeg var stødt ind i. Hos Joe Hanlon fra The Open University. Lønudviklingen ser sådan ud, hvis vi oversætter meticais til dagens kurs på danske kroner:

Mindsteløn i Mozambique

Mindsteløn i Mozambique

En mindsteløn på 263 kroner om måneden, som det er tilfældet for landbrugsarbejdere, er altså ikke meget. Slet ikke når der gerne skal være til tøj, skolegang, husleje osv. Man får næsten indtryk af, at de tjener styrtende med penge i finanssektoren, men husk på, at deres lønninger er steget abusurd meget til 544 kroner om måneden. Det er altså heller ikke meget.

Det, der gør det hele meget værre, end det ser ud, er, at meticais er i frit fald ift. dollaren. Hvis man laver den samme opgørelse, hvor man tager kursen i forhold til dollarens værdi den 1. april de enkelte år, ser lønudviklingen i stedet sådan ud:

Mindsteløn i Mozambique i dollars

Mindsteløn i Mozambique i dollars

Heldigvis er det ikke importvarer, de fattigste køber, men priserne på mad er ikke desto mindre steget betragteligt. Så betragteligt, at jeg formoder, at de fleste mozambiquere har oplevet en reallønsnedgang. I hvert fald regner jeg med, at mindstelønnen er faldet i reallønstermer. Og hvorom alting er, så er vores forbrug af dagligvarer fire gange så stor som mindstelønnen.

Desværre fortæller det mere om fattigdommen end om vores ekstravagante forbrug.

Jamen, hvad laver René så?

Vores næstmest læste indlæg er Puks indlæg om, hvad det nu liiiiiiige er, hun skal i Afrika (mest læste er ikke overraskende det første indlæg efter vi kom hertil, “Så kom vi til Maputo“). Men noget tyder på, at der af uransagelige årsager også findes mennesker derude, som tænker på mig, og på hvad det nu liiiiiige er jeg skal i Afrika (ud over at være sammen med min kone om aftenen og i weekenden). Og se, det er jo rent faktisk et godt spørgsmål.

Sådan helt nøgternt så hygger jeg. Ikke så meget på den tilbagelænede kolonistil med drinks på altanen fra klokken 8:00 når Puk tager på arbejde. I hvert fald ikke så meget som jeg havde håbet på og regnet med. I stedet mere generel hygge. Ofte garneret med frokost med nogle af de andre danske bois, der er hernede. Og det er bragende hyggeligt. Også selv om de rent faktisk har jobs, der skal passes før og efter.

Arbejde

Men tiden går mestendels med at sidde ved computeren. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse for ret mange, men som I skal se senere, så har det givet en slags bagslag. Men ja, jeg sidder ved computeren det meste af tiden. Faktisk har jeg nærmest kun ligget i hængekøjen for at tage opstillede (eller nedlæggede, om man vil) billeder. Jeg sidder ved computeren af et par årsager. Først og fremmest fordi jeg nu engang skal huske at arbejde. Det gør jeg ca. 10 timer om ugen plus den tid jeg sidder og venter på, at nogen (kolleger, kunder osv.) vender tilbage. De har åbenbart mere end 10 timers arbejde om ugen, der skal passes :)

Undervisning

Som jeg tidligere har berettet om, så har jeg ca. 10 timers portugisisk om ugen plus 5-10 timers lektier, som jeg til gengæld kun sjældent laver. En doven slambert, det er hvad jeg er. Men ikke desto mindre, så har jeg portugisisk. Noget der i øvrigt også tit indebærer ventetid, da vores ellers fantastiske underviser er en travl og ganske ofte forsinket herre.

Derudover står den også på et kursus i “Monitoring Women’s Rights“. Det er et onlinekursus, som handler om, hvordan man kan overvåge og indsamle oplysninger om menneskerettighedsovertrædelser overfor kvinder. Vi er folk fra så forskellige steder som Vietnam, Barbados, Tadsjikistan, Holland, USA, Sudan, Elfenbenskysten og Armenien, så det bliver ret spændende at høre om forholdene de forskellige steder. De to undervisere er hhv. en amerikansk mand og en kvinde fra Filippinerne, som bor i Kenya. Begge har tidligere arbejdet for både FN og diverse NGO’er, så jeg har store forhåbninger om, at niveauet er tilpas højt til, at jeg umiddelbart ikke fatter en hujende fis. For sådan lærer generelt jeg mest (den regel gælder desværre ikke for sprog). Kurset løber over 11 uger – herunder ugerne med VM i fodbold og gæster fra Danmark, så jeg håber på at kunne lægge mindst 10 timer om ugen i det her i april, maj og starten af juni, så jeg kan se mere fodbold og redde færre kvinder under VM. Man skal jo have prioriteterne i orden.

Praktisk

Så har vi alt det praktiske. Det har fyldt ret meget, men byrden falder mere og mere efterhånden som vi er ved at komme på plads. Selv om vi stadig ikke har varmt vand overalt, ikke har strøm overalt og den slags ting, så er der ved at være styr på de ting, vi selv kan gøre noget ved. Og den slags tager tid.

Regninger er eksempelvis noget man betaler hos dem, man har købt en ydelse af. Først og fremmest er der ikke netbanker hernede, men endnu værre er, at man heller ikke bare kan tosse ned i banken og betale sine regninger. Hvis man kunne det, kunne man nøjes med én kø på 45 minutter, men nææænikkenej. Elregningen betaler man hos elselskabet, reperation af vaskemaskine hos VVS-manden og så videre og så videre. Og lad mig lige minde folket om, at når alle skal betale regninger på den måde, så er der køer. Laaaaange køer, til tider. Og nej, de forskellige firmaer bor sjovt nok ikke i nærheden af hinanden.

Men nu hvor jeg er ved regninger og det ikke at kunne klare noget som helst andre steder end i en butik, skal I have en lille historie. Den, der handler om, at det der med at sidde meget ved computeren kan give bagslag. For ikke nok med, at det er besværligt at få folk til at komme og reparere noget, besværligt at få dem til rent faktisk at lave det rigtige når de er her og besværligt at betale regningen, når de er færdige med det, så er det også til tider ganske besværligt at overbevise dem om, at deres forretningsmetoder prisstrukturer er latterlige (eller da i det mindste mærkværdige).

Værste eksempel er vores internetregning. Vi fik en regning for marts måned på ca. 50.000 meticais. Det er lidt over 8.000 kroner. For forholdsvist sløvt internet i én måned. Det er jo i sig selv åbenlyst latterligt (og vanvittigt mange penge, som vi kunne have taget på bryllupsrejse for). Vi havde købt en forbindelse, der kostede omkring 500 kroner om måneden. De havde bare lige glemt at informere os om, at det kun var med x antal gigabyte om måneden, hvorefter al trafik kostede vanvittigt meget. Da vi fandt ud af det, skrev jeg til dem for at få opgraderet forbindelsen. Det kunne man ikke bare skrive, så de ringede for at få det bekræftet. Desværre kom medarbejderen i løbet af vores samtale i tanke om, at hun både skulle have underskrift og penge før hun kunne lave det om. Så hen i butikken igen.

Desværre for os var butikken, vi kendte, så lukket i mellemtiden, så vi fik ikke ændret vores løsning i tide. I stedet fik vi altså en ekstraregning på over 7.000 kroner. Vi har nu fået ændret løsningen, så vi betaler 1.200 kroner om måneden for en forbindelse, der er væsentligt hurtigere, og hvor vi må bruge lige så meget trafik, som vi brugte i marts måned. Vi har derfor betalt 6.800 kroner i marts måned for at have en langsommere forbindelse.

Det er det, jeg mente med, at de havde en latterlig forretningsmetode. Og delen med, at de så er besværlige at overbevise om, at det er skørt, ligger lissom også i historien. Vi havde bare at betale vores regning.

Hygge

Men ja, hygge er der også masser af plads til. Mest selvfølgelig sammen med Puk, men jeg får også nørklet og nørdet en del med resten af interesserne. Og så får jeg blogget lidt.