Nå, men så gik det jo så hverken værre eller bedre end at Puk og jeg skal til Mozambique i et års tid. Eller to. Eventuelt tre. Det er jo lidt af et skridt.

Puk har fået job hos FN’s kvindefond, UNIFEM, hvor jeg ikke er helt sikker på, hvad hun skal lave. Men i hvert fald noget med at få kvinders ekstremt dårlige og udsatte position på dagsordenen. Og den slags er jeg jo så tilpas meget fan af, at jeg sjældent har syntes, at jeg har gjort noget mere fornuftigt. Selv om jeg siger et godt job op for at forlade venner og familie. Selv om jeg skal ned til intethed, arbejdsløshed, en kultur og et sprog, jeg ikke kender.

Jeg glæder mig helt enormt. Puk kan gøre det, jeg egentlig også godt gad fagligt. Jeg selv får et gratis sprog og ikke mindst muligheden for at gøre lige nøjagtig, hvad jeg vil. Det er jo for så vidt uanede muligheder. Jeg kan skrive artikler, skrive en bog, spille tennis, lave frivilligt arbejde og tage nogle billeder. Eller noget helt sjette.

Glæder mig til at kunne fortælle det til alverden.