Vi har fået tv. Inde i tv’et taler de portugisisk. Vores hushjælp, Helena, er startet og hun taler kun portugisisk og det lokale sprog shangana. Og nå ja, så insisterer vores portugisiskunderviser på at tale portugisisk. Ikke så meget engelsk, som jeg forholdsvis tåbeligt godt gad. Og Puk er nærmest også ustoppelig.
Men det hjælper alt sammen. Jeg kan – når hovedet er friskt og de andre er modtagelige for semi-vrøvl – sige en forståelig sætning. Jeg har ikke så mange på lager, men jeg kan sige et par stykker. Endda freestyle lidt når det kræves. Oftest får jeg dog stadig bare sagt en række ord på hhv. portugisisk, engelsk og dansk. Hvor kun de engelske og danske er de rigtige. Jeg har eksempelvis taget mig selv i at sige noget, der på dansk ville blive noget lignende “Jeg gik måske hans indkøb i morgen” og “vi har købt en tv-kanal, så vi kan se avis”. Men stadig.
O senhor professor Tomás Luís tvinger mig her til at bøje verbet "fazer" (at gøre) i "gammel" datid (fazia, fazias, fazia, fazíamos, faziam)
Jeg har enetimer med hr. underviser Tomás Daniel Luís 4-5 gange om ugen og det går af gode grunde (og heldigvis) fremad. Stadig meget langsomt, men jeg kan mærke, at undervisningen hjælper kolossalt. På to måder. Først og fremmest forstår jeg nu nogle gange et par ord af, hvad der bliver sagt i TV, hvad der står i avisen og hvad Puk taler med andre mennesker om (eller hvad folk helt og aldeles uopfordret siger til mig). Underviseren og jeg har blandt andet gennemgået fodboldordforrådet, så jeg snart kan tage på bar og socialisere. Vores lærer er i øvrigt glødende fan af et af de to store hold i Maputo, Clube de Desportos Costa do Sol. Og insisterer på, at jeg også skal være det. Så det bliver jeg jo måske.
I undervisningen benytter vi i øvrigt de samme bøger som vi brugte på kurset i Udenrigsministeriets Kompetencecenter og som de også bruger på Nova Escola de Línguas, hvor jeg nok fortsætter, når der ikke længere er råd til enetimer. Det er jo en rigtig god ting.
Største sproglige problem er nok stadig hushjælpen, som jeg sjældent får sagt noget rigtigt til. Og som jeg sjældent forstår hvad siger. I går spurgte hun mig efter, om vi havde hovedpinepiller, hvortil jeg forsøgte at svare, at vaskemaskinen bliver repareret på mandag. Det forstod hun heldigvis ikke. Efter at have funderet lidt i den uomgængelige efterfølgende pinlige tavshed forstod jeg efterhånden, hvad hun rent faktisk sagde til mig. Og ja, vi havde faktisk hovedpinepiller. Straight outta Dinamarca, endda. Så vi fandt da ud af det. Men jeg er helt åbenlyst ikke den hurtigste gazelle på savannen. Lykkeligvis sluttede vi dog dagen af med at have noget, der kunne minde om en samtale, da hun var på vej af sted. Hun er er god at øve med, for der er absolut ingen engelsk udvej, når man taler med hende.
Puk taler selvfølgelig bare løs, og når hun har timer med o senhor professor Tómas Luís, fatter jeg ikke en bjæffende bidsk hund af, hvad der foregår. Heller ikke når de er venlige og forsøger at inkludere mig i deres samtaler. Men det venter lige om hjørnet. Mit mål er at kunne forstå 75 % af deres samtaler den 1. maj 2010. Hvis det skal lade sig gøre, skal der kæmpes. Og så er 1. maj jo et godt mål.
