Husk at du kan få billederne til at fylde hele skærmen ved at klikke på 
nederst til højre i slideshowet efter at have trykket på play-knappen.
Billeder fra vores ferie i Graskop
1
Tag Archives: Sydafrika
Sommerferie, vinteren 2011: Dagene 3-7
Dag 3
Lørdag gik vi en kort tur ved Mac-Mac Pools. Turen var fin, men Mac-Mac Pools var temmelig undervældende. Vi kørte derfor til Mac-Mac Falls for at spise vores madpakke. Faldene var imponerende, men modsat de vandfald, vi tidligere havde set, stod man ret langt fra faldene og bag en afskærmning, hvilket gjorde det til et smukt syn, men ikke rigtig en naturoplevelse. Eftermiddagen blev brugt hytten med pejs, bøger og vin. Som doktoren havde foreskrevet. I hvert fald, hvis jeg er doktoren.
Dag 4
Søndag tog vi Den Store Turistrute til The Pinnacle, God’s Window & Rainforest, Wonderview, Lowveld View og The Three Rondavels. Bourke’s Luck Potholes kunne vi ikke komme ind til, for der var strejke. Faktisk har der været strejke på turiststederne alle de dage, vi har været her, men heldigvis har nogle venlige mennesker lukket os ind de fleste steder alligevel. Kun Bourke’s Luck Potholes og tidligere Blydepoort Dam har været afspærret.
The Pinnacle var et fint sted, med et lille vandfald og en stor sten (quartzite) midt i det hele, som stod og så lidt Tolkiensk ud. Vi havde ikke regnet med, at The Pinnacle var mange potter menneskeprocesseret vand værd, men det var faktisk rigtig fint. Strejkevagten skulle have 5 Rand for at passe på bilen, som skulle stilles ved vejen, men ellers var der fri leg.
God’s Window var ganske fint, men absolut intet specielt. Faktisk kunne vi bedre lide The Pinnacle. Vi gik en tur på 3-4 kilometer i den tilhørende ”Rainforest”. Der var nogle flotte udsigtsposter, som alle var ca. lige så gode som selve God’s Window.
Wonderview blev af vores guidebogsagtige ting beskrevet som det samme som God’s Window – blot tættere på vejen og med færre turister. Det var korrekt. 5 minutter senere var vi derfor på vej videre.
Bourke’s Luck Potholes var som nævnt lukket, så vi fortsatte den umanerligt smukke køretur videre mod The Three Rondavels. Vi havde egentlig besluttet os for at droppe Lowveld View, som dybest set ikke engang var beskrevet i omtalte guidebogsagtige ting. Da vi kom dertil var vi dog sultne, og kørte derfor alligevel derind for at spise frokost. Blandt andet fordi naturen var så forbandet flot på det stykke, at Lowveld View kun kunne være tiden værd.
Lowveld View viste sig rigtignok at være smukt. Faktisk et LANGT smukkere sted end dagens andre stop. Faktisk det bedste sted vi har besøgt. Måske nogensinde. Og i hvert fald på denne tur. Vi spiste vores madpakke med udsigt til Blydepoort Dam og var noget så umanerligt tilfredse med livet.
Efter nogle få kilometer i mere naturlig smukhed kom vi til The Three Rondvels. Strejken betød også her, at man skulle stille bilen ved vejen. Efter omkring 500 meters gang opad kom vil til et betalingshus, hvor en mand, der sad udenfor, gerne ville have 5 Rand per person for at lade os komme videre. Det fik han så. Han fortalte os da, at der var 1 km. til toppen.
3 km. udenfor kategori senere var vi da også ved The Three Rondavels, som er … well … tre runde bjergdimser.
Meget flot og samme sted var der endnu bedre udsigt til Blydepoort Dam, som lå lige nedenfor. Endnu et flueben og 3,5 km. nedadgående gang senere var vi klar til at køre hjem mod hytten. Vi kørte gennem byen Graskop, som skulle være Sydafrikas pandekagehovedstad. Så vi spiste pandekager på Harrie’s Pancakes. De var sandt for dyden dygtige til at lave pandekager. Den lokale øl, ”Diggers Draught” (det fremgik ikke, om de mente ”Digger’s Draught” eller ”Diggers’ Draught”), fra bryggeriet Hops Hollow (det fremgik ikke, om de mente ”Hop’s Hollow”, ”Hops’ Hollow” eller rent faktisk ”Hops Hollow”) var heller ikke helt tosset. Selv om der var rasende koldt, valgte vi senere på aftenen at grille en oksemørbrad. Det var ikke som sådan den dummeste beslutning vi har taget, men for hewled, hvor var det koldt. Men det smagte godt.
Dag 5
Mandag stod vi op klokken 5:00 i tænderklappende kulde. Der var is på bilen, og vi må indrømme, at en isskraber ikke er en del af vores ellers ganske fornuftige mobile setup. Sprinklervæske gør vi heller ikke i – vand plejer at være fint. Med andre ord måtte vi sidde og ryste som små uskyldige espeløv i omkring ti minutter, før bilen var varmet nok op til at vi kunne fjerne isen fra forruden og køre gennem den smukke, mørke og frostklare morgen mod Kruger National Park.
Vi har efterhånden været på safari mange gange, men det var igen en god oplevelse. De glatte veje gjorde, at turen ikke som normalt kun tog 45 minutter, men vi var der klokken 06:30, hvilket var et godt tidspunkt. I hvert fald var det første dyr, vi så, en enlig, majestætisk hanløve, som sad og tronede. Vi så også elefanter, næsehorn, giraffer, impalaer, kuduer, bushbuck, stenbuk, vortesvin, zebraer og aber tæt på – og et hav af flodheste og bøfler på lidt længere afstand.
Hovedattraktionen denne gang var dog umiddelbart før vi forlod parken. En hunløve lå i siden af vejen nogle få meter fra os og var klar til at angribe nogle vortesvin på den anden side af vejen. Vi fulgte hendes jagt i ca. en halv time, men den endte desværre uden at hun fik mad på bordet. Vi har derfor stadig vores første kill til gode…
Dag 6
I går ville vi vandre lidt igen. Efter morgenmad og fodring af gederne på vores Bed & Breakfast valgte vi en rute med det mundrette navn ”Beestekraalspruit Hiking Trail”. Allerede i bilen på vejen dertil kørte vi forkert to gange, så det var med bange anelser, vi to kortblinde tåber skulle gå en tur i den afrikanske vildmark på angiveligt 11 km. Turen skulle tage ca. 5 timer at gå, så hvis vi skulle være tilbage før mørkets frembrud, var der ikke tid til fejl.
GPS’en i min telefon mente, at turen havde været væsentligt længere, da vi 3 timer og 20 minutter senere var tilbage ved udgangspunktet. Hvor lang turen rent faktisk er, er selvfølgelig ligegyldigt. Den var flot og sendte os først gennem en fyrretræsskov med udsigt over dalen og derefter en del kilometer langs et vandløb (Beestekraal, velsagtens), som vi formodentlig krydsede 10-12 gange på et sindrigt system af små faldefærdige broer.
Trætte vendte vi snuden hjemover og stoppede i Sabie for at spise på Wild Fig Tree. Et overraskende hyggeligt sted, hvor der heldigvis var ild i pejsen. Puk fik gigantiske muslinger til forret og vortevinsgryde til hovedret. Jeg fik henholdsvis camembert og krokodille i karry. Alt sammen absolut anbefalelsesværdigt. Lonely Planets beskrivelse af stedet lyder sådan her:
Meals are rich, hearty and lacking refinement – perfect if you want to wolf down a gargantum slab of ostrich or warthog accompanied by a showelful of potatoes (and who doesn’t)
Det var en beskrivelse ret langt fra sandheden. Det var overraskende raffineret og der var ret få kartofler (3). Men lige hvordan man vender og drejer det, kan stedet vel kun anbefales.
Dag 7
I dag kørte vi en kort tur til Lisbon Falls og Berlin Falls. Igen nogle meget flotte vandfald, men personligt har jeg nået vandfaldsmæthedspunktet. Men hvis du kommer forbi området, så nap Lisbon Falls (samt Forest Falls og Lone Creek Falls, som vi tidligere besøgte).
Nu står den på hjemlig hyttehygge med suppe og bøger, men vi overvejer, om vi skal tage en tur på hesteryg. Det har Puk talt om i et par år, mens jeg – hvis jeg absolut skal være ærlig – måske ikke ligefrem har arbejdet intenst på, at få det til at ske. Og det selv om jeg for 10 år siden prøvede at sidde på en hest og syntes det var forholdsvis spast – også selv om det gik forbandet stærkt, da jeg et par gange havde lavet den der lyd, som virker som speeder.
Senere lærte jeg også lyden ”prrr”.
Sommerferie, vinteren 2011: Dag 1
Disclaimer: Skrevet fra mobiltelefon, så der er garanti for endnu flere stavefjel og løjerlige ordvalg end normalt – og billederne er i dårlig kvalitet. Nå ja, og jeg gider derfor heller ikke linke til noget.
I går ankom vi i Graskop, Sydafrika, hvor vi bor i en bjælkehytte på et Ved & Breakfast-sted kaldet “Zur Alten Mine”. Det er et fint lille sted med et tysk bestyrer-par (hvilket nogle måske allerede ville have gættet). Vi handlede i Nelspruit på vejen, så vi er klar til at feriere på allersydafrikanskeste vis: Self-catering. På dansk siger man vist “at tage i sommerhus”.
Som sagt er stedet rigtig fint. Fin morgenmad og lige uden for Graskop, hvilket vil sige i hjertet af The Panorama Route. Et sted med masser af vandfald, bjerge, træer og åbenbart noget gammelt guldminestads. Det ligger lige vest for Kruger National Park, så det der med dyr kan man også. Og væsentligst af alt: Man kan også det der med rødvin, pejs og bøger.
I dag valgte vi dog at vandre lidt og glo på vandfald. Først “Forest Falls” (se billede af mig), som uden større bestyrtelse viste sig at ligge i en skov. Det var en meget fin vandretur på ca. en time hver vej. Efterfølgende tog vi til “Lone Creek Falls”, hvor vi også spiste de medbragte madpakker (se billede af Puk gøre klar) og sidst “Bridal Veil Falls” (se billede af Puk og noget hhv. grønt og mørkt).
Oplevelserne kan hierarkiseres i samme rækkefølge. Alle stederne meget smukke.
Aftenen bruges lige nu til det der med pejsen. Uden den er her tissekøligt. Der er vist noget lignende 3-5 grader om natten, så vi er nu, i 2011 i aldre af 33 år, blevet oplært i varmedunkens lyksaligheder. Tak, varmedunk.
Birte & Esben Ovesen: Pensionist-safari, del III
Dette er et gæsteindlæg af Puks forældre, Birte & Esben Ovesen, som var på besøg 31. marts 2011 – 14. april 2011. I løbet af de 14 dage nåede vi at se en del af Maputo, vi var i Kruger National Park, i Swaziland og til bryllup i Ponta do Ouro. Dette er tredje del. Sørg for også at læse første del om rejse og ankomst, andel om mødet med Maputo og kig på nogle af alle billederne. I denne omgang: Tur til Kruger og første dag i Swaziland.
Planen var en 4-dages tur med et døgn i Kruger National Park i Sydafrika og derefter to overnatninger i det lille kongedømme, Swaziland. Det sidste var især mit [Esbens, red.] ønske, efter at jeg have set et par fotos fra en af værtsparrets tidligere ture der. Kruger har været obligatorisk for alle de mange gæster, som de allerede har huset og guidet, og jeg må indrømme, at der et sted i min bevidsthed har luret en vis skepsis over for det at køre rundt i et område og fotografere dyr fra en bil (om det skyldes en slags arrogance hos mig eller bare en banal fordom om noget i retning af en dansk dyrepark) – men godt, at man fik lejlighed til at blive klogere!
Med den tidlige start (op kl. 4!) kunne vi krydse grænsen til Sydafrika og nå indkørselen ved Crocodile Bridge så tidligt, at der blev det meste af et døgn til at se noget af den allersydligste del af det mere end 20 000 kvadratkilometer store område. Kruger blev lovsikret allerede i 1926 og har jo som naturreservat det dobbelte formål at forsvare natur og dyreliv mod mennesker OG at give samme art mulighed for at opleve det hele på en sikker, behagelig og inspirerende måde. Balancen mellem de to mål er vigtig. Det, vi så, virkede velorganiseret med gode veje, skiltning, regler og brochurer og overnatningsmuligheder med luksuspræg. Det nød vi godt af. Og naturen – den klarede sig!
Fra et udsigtspunkt, hvor vi sidst på eftermiddagen forlod bilen (på eget ansvar, ifølge et skilt) og bevægede os ud på klippehellerne, oplevede vi storheden. Et lavt savanne-landskab bredte sig tilsyneladende uendeligt til alle sider i solflimmeret, kun afbrudt hist og her i det fjerne, hvor en afrundet bjergknold stak sit lysende hoved op genem det grønne under en enorm himmel. Problematikken, som vi kender fra Danmark, om turismens fremmedgørende påvirkning af naturen – var ligesom ikke rigtig relevant her. Men den korte tur uden for bilen understregede til gengæld, at denne natur havde et kæmpe-potentiale af oplevelsesmuligheder, som ikke kan realiseres bag lukkede bilruder. Sådan må det vel være – ikke mindst af hensyn til dyrelivet.
Esben ved Stevenson-Hamilton Memorial
For foto-safari i Kruger er det gængse mål at få så mange forskellige dyr i kassen som muligt, men først og fremmest “The Big Five”, elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard. Vi opnåede ikke at se de store katte, og et næsehorn gad ikke at stille op i fuld figur; men ellers følte vi os ikke snydt efter den første dags etape. Trofæerne omfatter et par elefanter, som ugenert og kærligt fletter snabler få meter fra os, en hvidskægget abe, der studerer os i en tornebusk næsten inden for rækkevidde, en gnu, et vortesvin – En gruppe zebraer nipper græs i vejkanten og vender ubekymret de smukke stribede bagdele til vores køler. En giraf ignorerer os tilsyneladende mens den fouragerer med hovedet oppe i en trætop – men indtager dog en meget fotogen position. Flodheste og krokodiller er ikke meget for paparazzo-fotografer, men ender dog på skærmen sammen med farverige fugle og et utal af hjortedyr.
Kærlige elefanter
Dagens endemål, Pretoriuskop Camp, lyder måske af telte og lejrbål; men da vi når frem til aften, er det til et svale-bad i poolen og en komfortabel hytte med alt fornødent. På vores hyggelige terrasse med gang i grillen oplever vi et bombardement af fjerne lyn på nattehimmelen. Først da vi ligger under lagnerne, bryder uvejret løs, og regnen trommer på taget.
Næste dag, d. 4. april, starter vi i tørvejr, men med et lys, der skifter mellem solglimt og drivende regnskyer over et malerisk, smukt landskab. Terrænet bliver mere og mere kuperet, efterhånden som vi kommer sydpå ud af reservatet og nærmer os grænsen til Swaziland.
At krydse grænser på disse kanter kan efter sigende være tålmodighedskrævende – i hvert fald for nogle; men de tre overgange, vi prøvede på turen, gik ret hurtigt og smertefrit, og da dagens etape var turens korteste og vejene gode, kunne vi allerede ved tretten-tiden nå vores næste station, Phophonyane Lodge.
På Google Earth derhjemme havde jeg kunnet se Phophonyane Falls som et langstrakt, riflet sår i dalen mellem høje, mange steder ret stejle, men alligevel mest græsklædte bjerge, som er typiske for Swazi i nord og øst; men jeg havde ikke kunnet spotte lodgen på grund af tæt skov på skrænterne ned mod faldene. Det viste sig at være et ret specielt sted. Spredt under træerne lå små, maleriske hytter, hver med sin adgang ad snoede trapper og broer mellem klipperne, det hele i et uoverskueligt set-up, en mellemting mellem jungle og velholdt park. Øverst lå en statelig bygning i en tillempet “primitiv” stil med restaurant og pool med en flot udsigt. En ung mand viste os ned til vores sted: En drengedrøm om det vilde Afrika – eller mere nøgternt: En luftig trætrappe førte ned til to veludstyrede telte på en afsats under en stejl hammer og et lille stenhus, som fungerede som køkken med en udhængende terrasse – det hele så man kunne spytte ned i fossen!
Frokost på Phophonyane Lodge
Frokosten på den lille afsats ved køkkenet blev selvfølgelig festlig, og resten af dagen indbød jo naturligt til udforskning af området. Så, udstyret med et tvivlsomt kort fra receptionen, begav vi os på opdagelse langs faldene ad en primitiv sti, som indimellem fortabte sig i underskoven mellem tornede buske og spindelvæv. Den seje indsats op og ned på dalsiden blev belønnet, da vi pludselig stod ved en lysning med en dramatisk udsigt på toppen af en klippe, der rundede ned mod en “heksekeddel” for foden af et af de største fald. En trappe af små cementtrin, som ledte ned over den stejle klippe, udfordrede en del af deltagerne. Resultatet blev altså, at ekspeditionen kunne vende hjem med foto-dokumentation fra et af kontinentets mest utilgængelige områder.
Vandretur ved Phophonyane Falls
Mens mørket faldt på, og vi alle fire sad og hyggede os med en aperitif i teltåbningen, begyndte regnen. Så det krævede både håndlygter og god stedsans at finde vej ad de kringlede stier op til pejsen i restauranter og et fortjent aftenmåltid.
Safari i Sydafrika
Elefanter i Kruger National Park
Vores gode ven, Troels, tog os med på safari i Kruger National Park i går. Det var Troels’ umpteenth time, men vores første.
Vi var på jagt efter The Big Five (som ikke de fem største, men de fem sværeste at jage): Elefant, næsehorn, løve, leopard og bøffel. Vi så desværre intet næsehorn, men i forhold til, at vi ikke engang var i parken i 5 timer, var det vist et meget heldigt udfald at få fire med. Omend leoparden var meget langt væk og vi kun fik dårlige billeder af et løvepar. Men vi så dem.
Desværre så vi heller ikke en gepard. Jeg har altid haft en drøm om spæne fra sådan en, men den test må jeg vente med til en anden god gang, hvor jeg trænger til at blive spist.
Rejsen
Men tilbage til turen. Vi tog af sted fra Maputo omkring klokken 7:00 og derfra er det bare ligeud og så til højre. Efter en times tid er man så ved grænsen til Sydafrika (ved Ressano Garcia, som Puk besøgte den anden dag). Det skulle selvfølgelig ikke være nemt. Hernede hyldes bureaukrati som vi andre hylder service. Det omvendte holder i øvrigt også stik. Regeringen har dog lige udstedt et dekret, der betyder, at offentligt ansatte nu skal til at være flinke, hjælpsomme og smilende. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå…
Nå, men vi stillede os i køen med de dødelige (dvs. ikke-diplomaterne) og ventede vel i noget, der minder om 20 minutter. I løbet af de 20 minutter fik Troels udfyldt de papirer, der gør at man kan ansøge om midlertidig eksporttilladelse af bilen. Ellers får man den ikke med ud af landet. Da det så var vores tur, fik vi at vide, at vi alle tre skulle gå over til diplomaternes airconditionerede VIP-grænseovergangshus. Selvfølgelig fordi Puk er diplomat. Vi regnede dog ikke med, at vi andre dødelige (mest Troels) kunne få lov til at komme den slags fornemme steder. Men det skulle vi. Ikke kunne. Skulle.
I de pænes hus var køen mindre, men langsommere. Og selvfølgelig skulle Troels igen udfylde en seddel med eksporttilladelse, for den første var jo fra en helt anden nummerserie end diplomaternes. Ellers helt magen til. Men den blev udfyldt, og det forholdsvis venlige servicemenneske kunne finde sin kuglepen og i sin store bog notere alle de samme ting, som Troels lige havde skrevet på ansøgningen.
Først da det var på plads, kunne vi få skrevet vore navne i en anden stor bog. Denne gang den, der fortæller, at vi drager ud af landet. Hurra! Derefter til den sydafrikanske grænsepost, hvor man skal alt det samme – bare på engelsk. Efter at have udfyldt bil-papirer gik vi takket været vores nyvundne erfaring direkte til diplomatskranken, hvor det dog gik så langsomt, at vi delte os i to. Jeg stillede mig i den ildelugtende og lange arbejderklassekø mens diplomatdamen og (wannabe-diplomaten) Troels stillede sig sammen med slipsedrengene . Jeg kom først til en skranke, og denne gang måtte vi heldigvis godt blive registreret samme sted som ikke-diplomaterne. Easy-peasy.
På den sydafrikanske side var der meget meget få kilometer hen til byen Komatipoort, som huser en af indkørslerne til dagens destination, Kruger National Park. I parken kørte vi turen fra Crocodile Bridge og op til Lower Sabie Restcamp og tilbage igen.
Parken
Det var meget meget fedt. Selv om vi ikke var der på det bedste tidspunkt (tidligt morgen eller tidligt aften), så vi masser af dyr. Endda nogle af dem, som man ikke så ofte ser. Eksempelvis var der en leopard meget langt væk i et træ, som vi først fik øje på, efter at en venlig mand havde peget det samme sted hen tre-fire gange. Takket være zoomfunktionen på Troels videokamera, kunne vi derefter føre os frem med at have set en leopard. De er ca. 1 cm. lange, kan jeg fortælle :)
Vi så også et løvepar, som efter sigende (vi mødte nogle af Troels’ bekendte da vi spiste ekstremt dårlig frokost på Lower Sabie Restcamp) lige havde begået utugt (med mindre de var gift, selvsagt). Den akt gik vi desværre glip af, men efterfølgende afslapning skal man jo heller ikke kimse ad. Faktisk skal man generelt ikke kimse. Man får bare ondt i nakken.
Parken er enormt stor. På 5 timer nåede vi ca. en tusindedel af parken, som er på størrelse med Danmark. Men lidt varmere. Der var 40 solbagende, vindfri grader, og så er nedrullede vinduer ikke helt nok til at blive kølet ned. Det eneste man kan gøre i den slags situationer, er at huske at drikke rigeligt med koldt øl. Bare et godt råd.
Men som sagt: Det er en vildt fed oplevelse, og som Troels regner jeg med at besøge parken mindst 20 gange i den tid, vi er her. Jeg mangler jo stadig næsehornene, geparderne og både leoparder og løver tæt på. Og krokodiller.
Men først billeder fra vores første, korte tur (husk at man kan få billederne til at fylde hele skærmen ved at klikke på 4-pilen nederst til højre i slideshowet, når det er startet. Man kan også ændre hastigheden på slideshowet ved at klikke på “options” øverst i højre hjørne).
Shopping
På turen hjem kørte vi forbi Superspar i Komatipoort, som efter sigende ikke er noget specielt efter sydafrikanske standarder. I forhold til mozambiquiske supermarkeders standarder var det dog som at komme ind i en anden verden. Pludselig kunne vi tanke op med frisk mælk, slik, grovpasta, quinoa, müsli, groft toastbrød, WASA knækbrød, lækre grønsager, youghurt og frisk kød. Der var med andre ord ikke et øje tørt. Og da slet ikke da vi fandt ud af, at man kunne købe en køletaske og isterninger til at holde kølevarer kolde i en 40 grader varm bil.
Med tanken om diplomatstatus i baghovedet lod vi derfor importgrænsen på $50 være noget for rosset og købte ind som man ellers kun gør i Danmark, hvis der er storstrejke og deraf følgende gærkrise.
Apropos har vi endnu ikke fundet gær, så vores medbragte rugbrødsblandinger (tak, Advice Digital, for afskedsgaven) er endnu ikke kommet i brug. Men der er på den anden side heller ingen leverpostej at smøre på. Tsk. Pff.
Køb ind i Sydafrika
Jeg havde ikke lige umiddelbart overvejet det. Men efter at have talt med Troels Kolster fra Mellemfolkeligt Samvirke i går blev jeg klogere.
“Køb bil og møbler i Sydafrika” var svaret på vores praktisk-kedelige forespørgsler om prisniveauet og hvad-kan-man-få i Mozambique. For man kan efter alt at dømme få cirka alt. I hvert fald i Maputo. Det er sikkert bare ofte bedre og billigere i Sydafrika. Eller Japan. Japan havde jeg slet ikke set komme. Men efter en del at dømme, kunne det sagtens være, at vores kommende bil bliver importeret direkte fra Japan.
Men den store øjenåbner (hvor lille en sag og hvor efterrationaliseringsåbenlyst det så end måtte være) var, at dagligvareindkøb nogle gange vil komme til at foregå hos den rige (-agtige) ven mod syd. Det havde jeg i hvert fald ikke overvejet. Vi vidste vist nok godt et eller andet sted, at Sydafrika ville være vores ven når det kommer til sundhedstilbud og så videre, men almindelige dagligvareindkøb havde jeg egentlig ikke overvejet. Men selvfølgelig giver det mening at smutte over grænsen til større udbud og diversitet i ny og næ.
Men i hvert fald er et formodet scenarie, at vi importerer en bil fra Japan, som vi tager til Sydafrika i for at købe møbler til vores i-hvert-fald-10.000-kroner-om-måneden-lejlighed. Og måske pendler til Sydafrika på månedsbasis for at købe stort ind. Og et mindre smut mod nord for at ramme en lækker palmestrand. Ofte.
Og det er stadig alt sammen blot ureflekteret gisneri.