Så gik første uge på mit nye arbejde. Faktisk har det næsten været 2 uger. Egentlig skulle jeg først have startet den 10. februar hos UNIFEM, så René og jeg lige kunne nå at trække vejret inden. Men sådan blev det ikke helt, for Adelia, min chef, skulle på seminar fra den 10. og ugen ud, og så syntes hun, at det var en god ide, at jeg lige kom ind til et kort møde mandag. Og det syntes jeg jo så også, at det var. Jeg tænkte også, at så fik jeg nok lov til at sidde i et hjørne og læse i nogle dokumenter fra onsdag til fredag, og det ville jo være meget rart.

René fulgte mig hen på kontoret mandag morgen, som den fuldendte ægtemand han er. Det var dejligt. Og det var mødet med Adelia også. Hun er meget rar, og brasilianer. Først var det hele på portugisisk. Det var lidt problematisk, og jeg sad og svedte og tænkte, at det her går aldrig. Så kom min nye kollega Shaista, som er mozambicaner ind på kontoret  og fik vist ondt af mig, og så tog vi resten af mødet på engelsk. Det var nemmere. Det viste sig så, at Adelia ville sende mig på en workshop onsdag til fredag, som repræsentant for kontoret. Og så måtte jeg lige komme ind en times tid tirsdag for at høre om workshoppen og printe en million sider til forberedelse.

Workshoppen handlede om reduktion af risikoen ved katastrofer og tilpasning til klimaforandringerne samt prioriteter for den nye FN strategi for området de kommende 3-4 år. Piece of cake. No problemo, det klarer jeg. Og det gjorde jeg så, med røven i vandskorpen og sved på overlæben. 30 FN-mennesker og 3 konsulenter og så mig. Heldigvis mest på engelsk. Og heldigvis noget med at lytte og snakke lidt i grupper og nikke samtykkende på de rigtige tidspunkter.

“Jep, helt enig, behov for at få kortlagt indholdet af selin i undergrunden i de semi-tørre områder. Og kvinder, dem skal vi jo ikke glemme, nå, okay, det er ikke vigtigt lige nu? Replikere varslingssystemer til alle distrikter, der er vi helt på samme side, bestemt første prioritet, ku ikke ha sagt det bedre selv. Og kvinderne, de skal da inddrages. Ikke nu måske? Nej, først senere? Okay.”

På sidstedagen lykkedes det mig dog at få tilføjet ”køn” med små bogstaver i en parentes under tværgående emner i anbefalingerne til den videre strategiformuleringsprocess. Klap mig selv på skulderen. Men det var rigtig spændende, og jeg var ikke helt så meget bag om dansen, som jeg havde frygtet: Det var faktisk helt okay.

I denne uge har jeg så endelig mødt mine kollegaer på UNIFEM-kontoret ordentligt. Det har været rigtig fedt.  Vi er fire, der arbejder med programmer: Adelia min chef, Shaista, Ondina og mig. Og så er der Nelson, verdens sødeste chauffør, og Hilario, som er lidt altmuligmand. De er alle rigtig søde og taler engelsk og portugisisk som det nu lige passer mig. Dejligt. Og så ringede den regionale leder af UNIFEM til mig fra Pretoria i Sydafrika og sagde velkommen, det synes jeg var rigtig flot. Jeg føler mig meget velkommen.

Jeg har læst en masse i denne uge.  Jeg må indrømme, at jeg endnu ikke ved helt, hvad det er jeg skal. Der er ikke just en skemalagt overleveringsprocess. Men jeg har fået at vide, at jeg hovedsagelig skal være ansvarlig for vores aktiviteter under det fælles FN Civilsamfundsprogram, fedt! Og Fælles reduktion af risikoen ved katastrofer-program, og så skal jeg være tovholder på den tekniske assistance til en kvindeorganisation, som har fået en halv million dollars fra UNIFEMs globale ligestillingsfond til arbejdet med at styrke 30.000 kvindelige landarbejderes kendskab til deres rettigheder og øge deres politiske deltagelse.

Nåeh ja, og så er jeg blevet kontorets kommunikationsdame og sidder i en tværgående kommunikationsgruppe for alle FN organisationerne i Mozambique.  Jeg skal skrive en pressemeddelelse på vegne af hele FN Mozambique til 8. marts, kvindernes internationale kampdag. Spændende.

Jeg tror jeg bliver rigtig glad for at være her og for mit arbejde. Jeg er allerede meget begejstret. Jeg læser om kvinder og køn hver dag, også efter arbejde. Det er dejligt endelig at kunne koncentrere mig om det, jeg synes er allermest spændende.  Selvom det er nogle lange dage, fordi der også har været så meget praktisk ved siden af, så er det rigtig fedt. Og jeg tror ikke jeg er så dum til det heller. Dobbelt fedt.